Boganmeldelse: Det socialistiske menneske og den menneskelige natur

Henrik Christoffersen: "Det mindst ringe", 232 sider, 268 kr

Ole Olesen,

14/03/2014

Henrik Christoffersen: "Det mindst ringe", 232 sider, 268 kr. (vejl.), Multivers. Udkommet 26. februar

Af Ole Olesen

”Velfærdsmennesket skal være mådeholdent og generøst, men opfører sig privatøkonomisk mere rationelt. Og rager til sig,” siger professor Jørn Henrik Petersen til Weekendavisen 21. februar i et interview om hans nye bog ”Pligt og ret – Ret og pligt. Refleksioner over den socialdemokratiske idéarv”. Den privatøkonomisk rationelle homo oeconomicus vinder over det, han med et nyt, krukket, kunstord kalder homo generosus, atså det generøse altruistiske menneske. ”Derfor rummer velfærdsprojektet selvdestruktive træk,” skriver han i sin bog. Det er ”et moralsk projekt, vi som mennesker ikke magter at leve op til”. Og det begræder han.

Det gør Henrik Christoffersen egentlig ikke i sin lige så nye bog. Og det er ikke, fordi han fryder sig. Han redegør derimod for, hvordan de selvdestruktive træk har udviklet sig gennem den lange historiske udvikling fra junigrundloven i 1849, der fastslog en ret til hjælp fra det offentlige for  mennesker, der ikke kan forsørge sig selv og deres familie, og frem til 1953-grundloven, som med indførelsen af etkammersystemet (afskaffelsen af Landstinget) gjorde alle borgere ligestillede mht politisk indflydelse. Én mand og én kvinde, én stemme. 

Det system kalder han lighedens demokrati og blotlægger med støtte i den amerikanske samfundsforsker Duncan Black den mekanisme, som fører til, at et lighedens demokrati fører til, at politik bliver til et fordelingsspil – og som her i landet har før til, at omfordeling er blevet det altdominerende emne i den politiske kamp. Blacks teori, fremsat i 1948, går ud på, at hvis alle deltager i valgene, hvis vælgerne kun lader sig lede af, hvad der gavner dem selv mest (homo oeconomicus), og hvis der kun er få meget rige og mange med jævne indkomster, så vil et flertal af vælgerne altid ønske en politik, som omfordeler fuldstændig, sådan at alle får præcis lige meget. Der er dog et par modifikationer: folk kan emigrere, lave sort arbejde, forsyne sig ved grænsehandel eller smugle. Omfordeling stimulerer homo oeconomicus og fører nemt til amoralsk adfærd.

Det lyder, som noget vi kender, ikke?

Drømmen om det socialistiske menneske

Det, som Jørn Henrik Petersen kalder det moralske projekt, kaldte Henning Fonsmark den danske utopi. Og han skrev en fantastisk bog om dens historie, som helt uforståeligt ikke nævnes af Christoffersen. En bog om hvordan vi danskere har ladet vores drømmerier føre os ud i det morads, som Fonsmark allerede dengang, i 1990, så klart for sig.

Christoffersen identificerer til gengæld den socialdemokratiske drøm som idealet om det socialistiske menneske, som optrådte i socialdemokratiske skrifter allerede kort efter krigen. En ledende kraft i socialdemokraternes udvikling af forestillinger om det fremtidige velfærdssamfund var økonomiprofessor og (kortvarigt) socialminister Bent Rold Andersen, som i 1982 skrev om dets natur: ”Velfærdsstaten er en fremragende konstruktion ... fordi den næsten helt har adskilt pligter og rettigheder for det enkelte menneske”. Men ”En velfærdsstat, der overskærer båndet mellem pligter og rettigheder, må nødvendigvis forudsætte en solidarisk indstillet borger”. Her har vi den rendyrkede tro på det socialistiske menneske, som yder efter evne og nyder efter behov. Bent Rold meldte sig i 2012 ind i Enhedslisten.

Det er Christoffersens tese, at velfærdsstaten i stadig stigende grad organiseres af kræfter, som prioriterer omfordeling over alt andet. Velfærdskoalitionen - mellem offentligt ansatte, især leverandører af velfærdsydelser, og modtagere af overførselsindkomster og de tilsvarende interesseorganisationer (inklusive Ældresagen) - er samlebetegnelsen for disse kræfter.

Velfærdskoalitionen har sejret sig til døde

Han mener nærmest, at velfærdskoalitionen har sejret velfærdsstaten ihjel i kraft af, at alle handler som homo oeconomicus og trækker på alle de ydelser, de kan få, og som jo i kraft af det store omfordelingscirkus står til rådighed for alle uanset deres egen økonomiske formåen. ”Vær solidarisk med dig selv!”, som HK skrev i en medlemskampagne for få år siden. Dødsspiralen kører.

”Velfærdsstaten har ikke villet erkende menneskers grådighed, og måske netop derfor har den heller ikke været i stand til at tæmme grådigheden,” skriver Christoffersen i bogens sidste afsnit, der hedder ”Enden på velfærdsstaten”. Han afskriver den nærmest som endnu en historie om menneskets natur. I hvert fald demonstrerer han i denne originale bog godt og klart, at velfærdsstaten i sig bærer kimen til sin egen undergang i kraft af den måde, vi her i landet administrerer lighedens demokrati på.

Andre lande har dog kunnet kontrollere de selvdestruktive kræfter og derfor kunnet bevare velfærdsordninger i en mindre omfattende og mere rationel udformning end her og dermed vist, at den menneskelig natur ikke er ondere, end at den er modtagelig for sund fornuft. Schweiz og Tyskland fx. Og herhjemme er der trods alt slået skår i velfærdskoalitionens magt. Tænk på reformerne af dagpengesystemet og folkeskolen. 

Det kan også, med lidt ond vilje, betragtes som et relativt fremskridt, at det nu trods alt er syv år siden, at Socialdemokraterne præsenterede et program med 29 ”egentlige og målbare” velfærdsrettigheder, som skulle indføres over 10 år gennem ny lovgivning. For som Helle Thorning sagde: Det er en langt mere forpligtende måde at føre politik på end nogensinde før. Og hun tilføjede, at dette er et program, som hun vil og kan måles meget konkret på i næste valgperiode. For en sikkerheds skyld: det var i 2007, hun sagde det.

Det hører med til vittighederne fra sossernes muntre køkken anno 2007, at daværende næstformand (nuværende sundhedsminister) Nick Hækkerup dengang mente, at kommunerne ville opfatte rettighedskataloget som et ”frihedsbrev”. Til hjælp med at ekspedere i den nye gavebod skulle alle kommuner ansætte ”serviceombudsmænd”, som borgerne kunne klage til, hvis det ikke gik tjept nok med at lange de gratis ydelser over serviceskrankerne.

I dag er det vist kun de velklædte, velsminkede damer fra Enhedslisten, der tør danse hen ad catwalken med tilbud om så konkrete, gode gaver, fx de to gange bad om ugen.

Mens vi venter på den sunde fornuft

Men nu har Henrik Christoffersen jo meget klart og overbevisende beskrevet, hvor stærk og hvor dybt rodfæstet velfærdskoalitionen er, hvad der i sig selv er en advarsel mod al for stor optimisme mht til vores evne til at inddæmme de selvdestruktive kræfter.

Henning Fonsmarks advarsel blev formuleret sådan her: ”Utopierne er drømmenes bud på fremtiden. Kun i Hamlets fædreland var galskaben stor nok til at lade drømmene tyrannisere virkeligheden.”

Man kan kun håbe på, at virkeligheden snart træder i karakter og sætter tyrannerne i forvaring hos den sunde fornuft. Men det skal være i en stor forvaringsanstalt med ressourcer til flere mandsopdækninger - for eksempel én til Thulesen Dahl på stregen.

Denne artikel er kommet i stand takket være penge fra 180Graders superbrugere, der har tegnet et abonnement til 39 kr. om måneden. Du kan blive superbruger ved at klikke her.

Kilde: