Boganmeldelse: Euroen – en bristet illusion

Václav Klaus: Europa - bristede illusioner. Med efterskrift af Lars Seier Christensen, People's Press., 215 sider, 200 kr. Udkommet torsdag den 21. marts 2013.

 

Af Ole Olesen

En rigtig god bog. Køb den endelig. Og begynd så med Lars Seier Christensens efterskrift, som udgør en fjerdedel af hele teksten.

Egentlig er det en bog skrevet af den netop afgåede tjekkiske præsident Václav Klaus og udgivet på tjekkisk i 2012. En bog, hvor Klaus forsøger at forklare, hvorfor det er gået så galt med EU og giver et interessant og lidenskabeligt svar med fokus på Unionens institutioner og den særlige dynamik, der er indbygget i systemet.

Lars Seier gør det samme ud fra et dansk perspektiv og giver samtidig en opdatering om nogle af de mest aktuelle emner. Og det er den skarpeste danske analyse af forholdene, jeg hidtil har læst. Ikke kun skarp, men også skræmmende. Der var noget symbolsk i at begynde på den bog på en Langfredag!

En hovedpointe hos Lars Seier er, at danskerne, borgerne, folket for længst har lugtet lunten og mistet tilliden til EU-projektet i den skikkelse, det har fået – længe inden politikerne overhovedet har turdet tænke tanken om, at hovedparten af de europæiske borgere ikke har haft noget ønske om den politiske union, som var forudsætningen for euroen. Lars Seier mener, at vi danskere har opgivet euroen og underbygger sin pointe ved at pege på en Gallup-måling i Berlingske i oktober 2012, som viste, at hele 67 pct. var imod og kun 20 pct. var for.

På den baggrund undrer han sig over, at politikerne netop nu forhandler om at afgive kontrollen med vores finansielle system til Den Europæiske Centralbank via Bankunionen. ”Man kan næppe sige, at de har folkeligt mandat til det,” skriver han.

Hovedproblemet er nemlig euroen, fællesvalutaen, som er roden til, at EU udvikler sig i en katastrofal retning økonomisk og i stigende grad ser stort på de demokratiske processer. De velstående landes borgere ønsker ikke at ogive deres nationale identitet og slet ikke, at deres velstand skal indgå i en fælles pulje til at finansiere en ”solidaritet”, som de ikke på nogen måde føler over for stater, som ikke har styr på deres økonomi. Og som i øvrigt for nogles vedkommende er præget af typer som Berlusconi, Grillo og andre lykkeriddere, der prøver at bilde folk ind, at det hele er tyskernes skyld.

Hvorfor duer Euroen ikke?

Seier angiver to grunde til, at euroen er uanvendelig som fællesvaluta for 17 lande med vidt forskellige økonomier og på vidt forskellige stadier af konjunkturforløbet.

Den ene grund er, at man ved at indgå i en fælles valuta – eller som Danmark følger en fast kurs over for euroen - giver afkald på at kunne justere sin valutakurs via de- eller revaluering eller ved at lade den flyde (overlade den til markedet). Den anden er, at man fraskriver sig muligheden for at påvirke konjunkturerne via ændringer i renten. Og begge dele er farligt, hvis man ikke på anden måde kan blive enige om at rette op på fx forskelle i konkurrenceevne mellem landene.

Seier peger her på, at Danmarks konkurrenceevne over for Tyskland er blevet forringet med over 20 pct. siden midten af 90'erne. Dvs vores situation ligner i højere grad Sydeuropas, end vi egentlig bryder os om at se i øjnene. Vi har bare lidt nemmere ved at se bort fra det, i hvert fald foreløbig, fordi udviklingen i vores statsgæld er lidt mindre ude af kontrol end i Sydeuropa, og renten derfor kan holdes lav.

Efter hans opfattelse er en markedsbestemt valutakurs den naturlige tilstand og retter op på ubalancer langt hurtigere og mere effektivt end en såkaldt intern devaluering – fald i lønninger og offentlige nedskæringer. Men interne devalueringer er jo netop, hvad der faktisk gennemføres i Eurozonen i disse år med enorme sociale og politiske omkostninger til resultat. Omkostninger så store, at de nu gennem et ubærligt pres på euroen truer selve EU i dens eksisterende form.

Seier mener, at renteniveauet i flere lande ikke afspejler deres økonomiske situation og dermed heller ikke afspejler risikoen for, at de ikke kan opfylde deres gældsforpligtelser. Det gælder umiddelbart lande som Italien og Spanien, og der ligger også et stort problem og lurer i Frankrig, som har haft underskud på statsbudgettet i hvert år siden begyndelsen af 1980'erne. Alt i alt et forvarsel om, ”at såfremt – eller rettere når (min fremhævning, OO) – renterne igen kommer til at afspejle virkeligheden vil disse lande også være de facto bankerot meget hurtigt”! Deres gæld er jo resultatet af offentlige budgetunderskud, som deres politikere i deres uansvarlighed har ladet opstå under Eurozonens kunstigt lave renteniveau.

Men EU-lederne taler, som om virkeligheden er en helt anden. Som om der slet ikke er nogen problemer. De befinder sig stadig i det, som Seier i Berlingskes kronik den 27. marts kaldte Eurotopia, og han nævner i bogen nogle friske eksempler på, hvordan man med nærmest religiøse besværgelser får det til at fremstå, som om højere magter skærmer borgerne i unionens lande mod al ulykke og ondskab:

”At tale om en fransk krise er absurd og grundløst … Se på de beslutninger, vi har taget. Ingen anden regering har nogensinde gennemført så mange reformer på så kort tid ..” (Frankrigs finansminister, november 2012).

”Når vi ser tilbage om ti år, så vil opfattelsen af Eurozonen være meget anderledes ... Om ti år vil Eurozonen blive set som liggende forrest i løbet ...” (Italiens finansminister, november 2012).

”Krav om nedskæringer i (EU-)budgettet ... er økonomisk usunde ... Ved at blive enige om et ambitiøst budget vil EU's ledere … vise den store verden, at Europa er i stand til at træffe vanskelige beslutninger.” (præsidenten for Europaparlamentet og præsidenten for Regionskommitteen, november 2012)

  

Kanariefuglen i kulminen

Hvad der er perspektivet, hvis det hele bare kører videre fra krise til krise, fra hjælpepakke til hjælpepakke, fremgår tydeligt, hvis vi ser på problembarnet over dem alle, Grækenland, som Seier kalder for kanariefuglen i kulminen. Et billede, der stammer fra mineindustrien, hvor man helt op i 1980'erne anbragte kanariefugle i kulminerne som advarselsalarmer for udslip af farlige gasarter. Kanariefugle er meget følsomme over for giftige gasser og vil derfor falde om og dø, før et udslip når at påvirke minearbejderne. Så længe der er liv og fuglesang, kan man altså regne med, at luften er ren.

Grækenland er første domino i rækken af kanariefugle, men Portugal, Spanien, Italien og selv Frankrig, skriver Seier, vil langsomt, men sikkert – eller måske slet ikke så langsomt - falde i samme retning og af de samme årsager.

Disse truende perspektiver ønsker politikere hverken i Danmark eller i EU i det hele taget at tale klart og direkte om. (Læs bare citaterne ovenfor en gang til!) 

Seier tror simpelthen ikke på euroen, og det er værd at lægge mærke til, at også tidligere nationalbankdirektør Erik Hoffmeyer allerede i juni 2012 gav udtryk for, at euroen var på dødskurs, og at den højst havde fem år tilbage. I et indlæg i Politiken den 15. juni konkluderede han: ”Hvis man erkender, at en politik er slået fejl, vil det være sund fornuft at ændre den. Den nuværende krise kan ikke reddes ved enorme obligationskøb. Man må tænke i udmeldinger, eventuelt med støtte og tilbagevenden. Eller en splittelse af euroområdet i to dele.”

Seier er lidt mere konkret og forestiller sig en løsning i form af et frihandelsområde bestående af de ti EU-lande udenfor euroen plus måske Schweiz og Norge (eventuelt også USA), som vil være en vægtig modpol til Eurozonen. Ikke langt fra Hoffmeyers opdeling af euroområdet i to dele.

Spørgsmålet er så, hvor mange flere sydeuropæiske kanariefugle der skal falde ned af pinden, før tyskerne officielt tilslutter sig overskriften på Hoffmeyers indlæg i Politiken: ”Euroen er en bristet illusion!”

Denne artikel er kommet i stand takket være penge fra 180Graders superbrugere, der har tegnet et abonnement til 39 kr. om måneden. Du kan blive superbruger ved at klikke her.

7 Kommentarer

Vis kommentarer

Log ind for at kommentere