Boganmeldelse: Gildet, eller hvordan man vinder et folketingsvalg

Af Camilla Paaske Hjort, 180Grader

Camilla Paaske Hjort,

17/10/2011

Af Camilla Paaske Hjort, 180Grader.dk


Cand.mag.,  liberal debattør og JP-blogger Ryan Smith har med sin litterære debut Gildet givet os en dejligt anderledes lille satirisk bog om politik. Den burde læses af andre end de i den liberalistiske tænkemåde i forvejen indviede, men bliver det næppe – dertil er formen for krævende, genren for snæver og forfatteren for ukendt.

Ryan Smith, der beskriver sig selv som specialist i græsk filosofi, har med Gildet lagt sig op ad filosofihistoriens kæmper: Bogen er en slags nutidig, dansk version af den græske filosof Platons tekst ”Symposium”, hvor et antal mennesker mødes til et drikkegilde (et symposium) og hver får til opgave at holde en tale om kærlighed.

I Gildet er emnet naturligvis ikke kærlighed, men derimod det efterhånden altdominerende fænomen i danskernes virkelighed: Politik. Forfatteren foretager hermed en helt relevant opdatering til et samfund og en tid, hvor kærligheden har ringe kår, mens politikken breder sig.  

Villy, der lige har vundet et folketingsvalg – hvor gode, forfatterens profetiske evner således har vist sig at være, er vist en sag, der hersker uenighed om – har inviteret så distingverede personligheder som Helle, Lille-Lars, den anden Lars, Anders, Søren, Simon-Emil, Mogensen og Rune til at give hver deres definition på politik, hvad de samvittighedsfuldt bestræber sig på, selvom de flestes evner udi øvelsen er temmelig begrænsede.

Brugen af fornavne om hovedpersonerne (med undtagelse af i Mogensens tilfælde - og undtagelsen forekommer kun motiveret af, at for få læsere ville genkende Mogensen, hvis han var blevet kaldt Peter) er konsekvent bogen igennem, og har, sammen med den generelle fremstilling af dem som en slags forvoksede børn – for eksempel støder vi i bogens løb på det nuttede billede, at ”Lille-Lars var faldet i søvn med en fadbamse i favnen” - en vis komisk effekt, om end den opnås med lige lovligt primitive virkemidler.

Ufortjent sympati for de uhyggelige hovedpersoner

Der er ingen tvivl om, at Ryan Smith ikke har ret meget til overs for de fleste af sine hovedpersoner – i hvert fald ikke for deres intellektuelle evner - men ved at gøre dem til en form for børn formår han alligevel at skabe en vis sympati for dem hos sine læsere. Spørgsmålet er, om de har fortjent det. Tag nu disse eksempler på, hvad værten Villys ærede gæster mener om politik:

Mogensens tale: ” … at politikeren altid skal sikre benzin og lav inflation for sin befolkning, er blot en ligegyldig borgerlig norm … Og når alt kommer til alt, er den opsigtsvækkende politik, der kæmpes for hjertets idealer, så ikke væsentligere end hvorvidt man kan få benzin? Det tror jeg nok, det er!”

Lars’ tale: ”Fortalerne for den muslimske politik er mennesker, der elsker alle kulturer lige meget … kort sagt er de mennesker, der er Danmark utro med deres udenlandske bøger om islam, Marx, Hayek eller Ayn Rand. Det er alt sammen det samme, fordi det ikke dansk…”.

Vi har jo tydeligvis at gøre med henholdsvis en naiv, elitær utopist og en rablende galning. Når man betænker, at disse personer i bogen (om bogens repræsentation af de virkelige personer, der hentydes til, er retfærdig, overlades klogest til den enkelte læser at bedømme) skal forestille at være vigtige mennesker; en art Danmarks politiske og intellektuelle elite, som bedre end nogen andre tilsyneladende kan tænkes at være i stand til at ordne verdenssituationen over en bajer, så forekommer det unødvendigt tilgivende at nusse dem ind i en barnerolle. Selvom det vel skal opfattes som en satirisk kommentar til deres intellektuelle niveau, som ganske rigtigt i de fleste tilfælde svarer nogenlunde til små børns, virker det mere passende at opfatte dem som uhyggelige væsner end som pussenuttede småkræ.

Muslimerne og deres hoveder – en herligt absurd forklaring på integrationskatastrofen

Den komik, der opnås ved barnliggørelsen, falder således en smule ved siden af – men at Smiths komiske talent er uomtvisteligt, får vi at se i en af talerne, som samtidig udgør bogens mest bemærkelsesværdige kapitel:

Søren holder, ligesom Lars, en tale der stort set handler om muslimer, og har man, som denne anmelder, en svaghed for litterær absurdisme, forelsker man sig uden forbehold i dette meget vellykkede kapitel. Andre læsere, der blot har humor, kunne meget vel tænkes at gøre det samme.

Søren giver os forklaringen på, hvorfor muslimerne er så svære at integrere i Danmark. Den er måske en smule overraskende for de fleste: Muslimerne havde, ifølge Søren, i tidernes morgen et hoved, der sad midt på kroppen. Europæerne bad, for at forvirre invaderende muslimske soldater, inderligt til Gud om, at muslimerne måtte få et hoved, der ligesom europæernes sad på skuldrene. Således skete det, og siden da har muslimerne aldrig haft et naturligt forhold til deres hoved. Det forklarer, beretter Søren for resten af selskabet, hvorfor de forlanger, at deres kvinder går med tildækket hoved, og det forklarer, hvorfor de hader europæerne:

Europæerne bærer, ud af gammel vane, deres hoved på naturlig og afslappet facon, hvilket vækker muslimernes misundelse. Den megen homoseksualitet i muslimsk kultur forklares med, at muslimerne – der går så meget op i opdelingen mellem de to køn – engang havde tre køn: Mænd, kvinder og månemennesker. ”Mange af de mænd, der før havde haft affærer med månemenneskene, måtte nu undvære deres partnere, men appetitten for det maskuline forblev … ”.

Hvor store dele af resten af Gildet kæmper med henholdsvis lidt for tung, filosofisk satire og en anelse for letbenet, primitiv komik, er Sørens tale rendyrket, raffineret komik. Og man forføres næsten til at tænke, at hvis Sørens historie om muslimerne var sand, ville det rent faktisk forklare en hel del.

Den kloge liberale kone udnyttes ikke tilstrækkeligt – bogen belærer de allerede indviede

Den sidste taler – bortset fra Helle, der kommer med en vulgær historie om, hvorledes hun engang mislykkedes med at forføre Anders – er den liberale Anders, og han er, måske ikke så overraskende, forfatterens politiske position taget i betragtning, tydeligvis bogens helt; den taler, der får lov til at løbe af med de (eneste) rigtige konklusioner.

Som en anden Zarathustra citerer Anders en gammel kone – i denne sammenhæng en Frida fra Kolding-egnen – og Smith lader således ”folket” definere politik frem for den om bordet samlede elite. Det falder lidt igennem; både fordi, virkemidlet igen er en smule unødigt primitivt, og fordi bogens form, som antydet i begyndelsen af denne anmeldelse, i sig selv er særdeles ufolkelig. Frida fører dog betydeligt klarere tale end nogen af Villys gæster, og man kan kun give Anders ret i, at Frida er en klog kone: ” … den politiker, der regerer mindst, (er) også den, der regerer bedst. Når en politiker først har indset dette, så har han indset de tidløse principper bag politik, og han bevæges ikke længere af særinteresser og mediesager, men han har til enhver tid sin opgave for øje, og tænker på alle borgernes interesser … ”, lærer hun for eksempel læseren.

Som liberal kan man ikke andet end bifalde Fridas tilgang til politik, men det forekommer unødvendigt at blive belært om, hvorfor det har negative konsekvenser at give statsstøtte til restauranter – som Frida meget klart, sobert og pædagogisk redegør for. Unødvendigt ville det imidlertid ikke være at belære et flertal af danske boglæsere om dette simple politisk-økonomiske faktum, og man kan i den forbindelse kun glæde sig over, at Ryan Smith med sin blog på JyllandsPosten nu har fået en velfortjent platform, der når bredere ud end han med den pudsige, lille Gildet nogensinde kan komme til – undtagen, måske, i det tilfælde, at han fortsætter sit forfatterskab og har held med i den forbindelse at nå berømmelsens tinder, hvilket som bekendt ikke er en nem øvelse.

Ryan Smith har både et – om end meget uøvet - litterært talent og et reelt, gennemtænkt, liberalt budskab på hjerte, og det ville være en skam, hvis talentet og budskabet skulle strande med Gildet. 

Man kan kun opfordre til, at Gildet ikke bliver hans sidste litterære bidrag til Danmark.

Gildet udkom d. 31-8 på Det Andersenske Forlag.

132 sider, 119 kr.

Kilde: