Boganmeldelse: Liberalismen sat i perspektiv

Redaktion: Jeppe Nevers, Niklas Olsen, Casper Sylvest: "Liberalisme – Danske og internationale perspektiver", 360 sider, 239 kr, Syddansk Universit...

Ole Olesen,

04/11/2013

Redaktion: Jeppe Nevers, Niklas Olsen, Casper Sylvest: "Liberalisme – Danske og internationale perspektiver", 360 sider, 239 kr, Syddansk Universitetsforlag, er udkommet

Af Ole Olesen

Det er utroligt, så meget der skrives om liberalisme her i landet for tiden. Ikke kun i dagspresen, hvor det går heftigt for sig i øjeblikket i debatten mellem liberale og konservative, men også i et par bøger, der er udkommet det sidste års tid.

I december 2012 udgav Gyldendals kulturtidsskrift "Kritik" et særnummer på små 200 sider om ”Liberalisme og kultur”, som blandt andet havde til hensigt – og fint lykkedes med – at dementere den opfattelse, at de to ting ikke har noget med hinanden at gøre. Særnummeret søgte at skabe  overblik over de mange forskellige betydninger, som ”liberalisme” anvendes i. Og samtidig ruske op i danske vaneforestillinger om liberalister som udelukkende bestående af velaflagte mænd med hvide skjorter, slips, Rolex-ure og konstante krav om skattelettelser. 

Kritiks redaktion ønskede med særnummeret (anmeldt på 180Grader februar 2013) at fremstille  liberalismen som en kulturel strømning med rødder i oplysningstiden og samtidig som et talerør for tolerance og kulturel frihed. Derved er liberalismens idéhistorie af afgørende betydning for fremvæksten af den moderne demokratiske stat. Særnummeret illustrerede også både bredden og spændingerne i opfattelsen af statens rolle mellem forskellige personer med liberale holdninger. En problemstilling, der har gjort sig gældende fra liberalismens begyndelse, og som filosoffen Ole Thyssen fra CBS i en artikel om liberalismen og dens alternativer illustrerer i en sammenligning mellem Adam Smith på den ene side og Toqueville og Stuart Mill på den anden:

”Mens Smith betragtede staten som et økonomisk problem, fordi den ville gribe ind i det frie marked, ser Toqueville og Mill staten som et moralsk problem, fordi den vil knægte den personlige frihed, ikke med vold, men med forsorg og omsorg”. Men, tilføjer han, ”De to bekymringer udelukker ikke hinanden”.

Nu, mindre end et år efter særnummeret af Kritik, foreligger så en dobbelt så lang antologi om liberalisme i danske og internationale perspektiver udgivet på Sydjysk Universitetsforlag, en bog der lægger hovedvægten på den politiske liberalisme og kun mere sporadisk beskæftiger sig med den økonomiske. Bogen udspringer af en konference på Københavns Universitet i august 2011 om dansk liberalisme set i et internationalt perspektiv.

Kampen for frihed og demokrati

Antologien trækker en linje helt tilbage til det klassiske frihedsbegreb i det græske demokrati og gør i øvrigt opmærksom på, at ordene ”liberalitet” og ”liberal” blev brugt længe inden, liberalisme opstod som politisk begreb. Som Jeppe Nevers fra Syddansk Universitet skriver i et glimrende afsnit om ”De liberale og liberalismen i Danmark”: ”På såvel fransk som tysk, engelsk eller dansk (Holberg) kunne man sagtens være liberal før Den Franske Revolution, men dengang var det ikke en politisk mærkat. Udtrykket var et adjektiv, som henviste til nogle individuelle og moralske kvaliteter, især åbenhed, frisind og gavmildhed, som igen var nært knyttet til klassiske dannelsesidealer.”

Politisk indhold fik ordet først efter Den Franske Revolution i forbindelse med borgerskabets modstand mod genindførelse af den enevældige kongemagt, som revolutionen havde afskaffet, men som Napoleon på sin egen måde genindførte, blandt andet ved at indsætte sin bror Joseph som konge i Spanien. Faktisk fik Spanien den første frie forfatning i Europa allerede i 1808, og det var i forbindelse med modstanden imod det franske styre, at ordet liberal for første gang blev anvendt om en politisk gruppering, der ønskede et konstitutionelt monarki som led i en demokratisk statsform svarende til fx den nuværende danske, altså med en konge som en formel krone på et folkevalgt parlament.

Et væsentligt formål med antologien er at få rettet op på, at forskningen i danske – i modsætning til andre europæiske – liberale traditioner er ret begrænset, og bogen sætter derfor fokus på den danske liberalismes rødder, udvikling og hovedpersoner. Jeppe Nevers indleder sit afsnit om liberalismen i Danmark fra 1830 til ca. 1940 med at beskrive, hvordan liberalismen her i landet i den periode vandrede fra by til land. For mens det typiske mønster i Europa var, at liberalismen var hængt op på krav fra det uddannede borgerskab i de store byer om en fri forfatning og anerkendelse af borgerlige frihedsrettigheder, så blev liberalismen som noget særligt for Danmark senere overtaget af Venstre, et stort parti med rødder i landbruget, som et led i kampen mod godsejerpartiet Højre for reel politisk anerkendelse gennem anerkendelse af parlamentarismen, altså anerkendelse af, at en regering ikke kan udnævnes/blive siddende, hvis den har et flertal i parlamentet imod sig. En kamp, som Venstre kæmpede sammen med Socialdemokratiet, og som i 1901 endte med, at parlamentarismen blev anerkendt som dansk statsskik.

 

Det sociale spørgsmål

Mod slutningen af 1800-tallet var industriens og handelens folk primært samlet i Højre (fra 1915 Det Konservative Folkeparti), landbruget i Venstre og den nye store arbejderbefolkning i byerne i Socialdemokratiet. Men allerede i 1880'erne opstod der med inspiration fra Frankrig en strømning indenfor Venstre, hvis ideologi man kaldte ”socialradikalismen”, men, som Nevers skriver, var det filosoffen Harald Høffding, som ramte den etiske grundtone i den strømning, der senere (1905) blev Det radikale Venstre, da han i 1889 talte om en ”demokratisk radikalisme”, der sigtede på ”Udviklingen af Velfærd (i Betydning af den til sund og kraftig Livsvirksomhed knyttede Lystfølelse) hos alle. Så snart blot nogle står tomhændede tilbage, er Maalet ikke nået”.

Den liberale engelske statsmand Joseph Chamberlain havde allerede i 1883 udtalt: ”Fremtidens politik er socialpolitik”. Hermed sigtede han til det, man kaldte ”det sociale spørgsmål”, dvs at der midt i lberalismens glansperiode i 1800-tallet, specielt i de store byer, opstod alvorlige sociale problemer for den nye arbejderklasse, som stod uden socialt sikkerhedsnet til at klare arbejdsløshed, sygdom og alderdom. Problemer, som den klassiske liberalisme havde vanskeligt ved at anerkende og håndtere, men som blev rejst ikke kun af socialister, men også af den nye socialiberalisme i flere europæiske lande.

I Danmark tog man fat i ”det sociale spørgsmål” i de sidste årtier af det 19. århundrede, hvor der med tilslutning fra Venstre blev indført sociale forsikringsordninger for arbejdsløshed og sygdom. Det var ordninger, hvor både arbejdsgiverne og staten deltog i finansieringen, fordi arbejdernes indkomster ikke var høje nok til, at de fuldt ud kunne finansiere forsikringspræmierne. Et problem, som i endnu højere grad galdt alderdomsforsørgelsen. Aldersrenten, som det hed, blev derfor finansieret af staten.

Der er grund til at lægge mærke til denne ”forsikringslinie” i socialpolitikken, der gør individet økonomisk medansvarligt for sin sociale sikring, og som rummer en kim til, når samfundet når et højere velstandsniveau, at løse sociale problemer gennem private forsikringsordninger udenfor statsapparatet. I erkendelse af, at mennesker har en tilbøjelighed til at tænke kortsigtet – det rammer ikke mig, og jeg skal i øvrigt lige have en ny bil – kunne man principielt godt gøre den slags ordninger obligatoriske og samtidig private og derved få et ganske anderledes velfærdssamfund. Det gjorde man ikke. Tværtimod har vi afskaffet eller stærkt reduceret egenbetalingen, hvilket er én af årsagerne til de problemer, vi sidder med i dag.

Det 20. århundrede - statens århundrede

Mikkel Thorup fra Aarhus Universitet konkluderer sit meget interessante afsnit om liberalismekritik i det 20. århundredes massesamfund sådan her: ”Hvis det 20.århundrede kan sættes på én formel, da er det som statens århundrede, den eneste organisationsform, der kan rumme og dirrigere massesamfundet ... Mellemkrigstiden (den langvarige depression og statsindgrebene for at afbøde den – min tilføjelse) blev ikke liberalismens endeligt, men det blev afslutningen for enhver politisk ideologi, der ikke integrerede staten i hjertet af sin tænkning.”

Sådan! En knivskarp formulering, som må gøre ondt på klassisk tænkende liberale mennesker, men som afspejler en erkendelse i datiden, der modnedes i fx Venstres Ungdom, som på sit landskursus i februar 1944 med deltagelse også af en række fremtrædende debattører, der ikke var associeret til Venstre, affyrede et startskud til en mere optimistisk og omfattende revitalisering af liberalismen i den offentlige debat. Her fremhævede mange af debattørerne, at det var nødvendigt at omforme ideologien til et livs- og menneskesyn, der kunne virke tiltrækkende på flere samfundsklasser. Og der var ret bred tilslutning til, at denne omformning krævede en harmonisering af den åndelige og den økonomiske liberalisme via statslige indgreb, som skulle korrigere fejl i den ”gamle” liberalisme. Dvs korrigere dens manglende evne til at håndtere konjunktursvingninger og tendens til at skabe social ulighed, samtidig med at den politiske frihed skulle bevares.  

Problemet var – og er stadig – at holde balancen og ikke lade staten tage hele hånden. Her har der været en større tilbøjelighed hos konservative end hos liberale til at lade sig trække over mod socialismen. Et problem, som den store liberale filosof Friedrich von Hayek, som spillede en hovedrolle i revitaliseringen af liberalismen efter 2. verdenskrig, formulerede sådan her i sin bog ”The Constitution of Liberty”:

”Hvis man skulle sammenligne konservative, liberale og socialistiske positioner (holdninger) ville det være mest dækkende (appropriate), at indføje dem i en trekant med de konservative i ét hjørne med socialisterne trækkende mod det andet hjørne og liberalisterne trækkende mod det tredje. Men da socialisterne i lang tid har været i stand til at trække stærkest, er de konservative snarere blevet trukket i den socialistiske retning end i den liberale ... Det har gennemgående været de konservative, som er gået på kompromis med socialismen og har stjålet dens ild.”

Citatet er hentet fra bogens indledningskapitel, der bærer titlen ”Why I Am Not a Conservative”.

Bogen er fra 1960. Tyveriet af socialisternes ild er siden blevet mere jævnt fordelt blandt de gamle borgerlige partier her i landet. Ikke mindst i 00'erne. Det skærper forpligtelsen hos de nye liberale kræfter til at bekæmpe denne helt specielle form for kriminalitet.

Borgernes frihed i det 21. århundrede. 4

Med Grundlovens indførelse blev de liberale krav om anerkendelse af fundamentale rettigheder til at sikre det enkelte menneskes frihed opfyldt gennem regler, der beskytter den personlige frihed, boligen, ejendomsretten samt ytrings-, forenings-, religions- og forsamlingsfriheden. Grundloven indførte også ret til forsørgelse (for dem der ikke kan forsørge sig selv og deres familie) og ret til   gratis undervisning.

 

Antologien beskæftiger sig ikke generelt med spørgsmålet, om den moderne danske velfærdsstat er gået for vidt i sin indgribende forsorg og omsorg for borgerne i forhold til de – i øvrigt  ret forskellige – forudsætninger, som grundlovsfædrene gik ud fra. Men selv om det ikke med fornuft kan fastslås, at velfærdsstatens nuværende udformning er i modstrid med Grundloven, kan det godt påstås, at den stiltiende forudsætning om mennesket som et svagt og hjælpeløst væsen, som ligger bag meget af forsvaret for velfærdsordningerne, ligger langt fra, hvad man ved Grundlovens udarbejdelse anså for at være karakteristiske træk ved en dansk borger omkring 1850. Idealet var i hvert fald snarere den ansvarsbevidste, indrestyrede, selvhjulpne borger. Og princippet om hjælp til selvhjælp blev fremhævet i udformningen af lovene om social sikring i slutningen af 1800-tallet.

 

Der var simpelthen tale om et andet menneskesyn og samtidig en anerkendelse af, at samfundet havde en solidarisk forpligtelse overfor de socialt og økonomisk ressourcesvage. Faktisk hed den socialpolitiske retning i Frankrig, som var en af inspirationskilderne for danske socialliberale, ligefrem ”solidarismen”!

 

Juristen Jacob Mchangama fra CEPOS påviser i et afsnit om velfærdsstaten og den liberale retsstat, at det danske demokrati på nogle afgørende punkter, har bevæget sig ret langt væk fra de liberale retsstatsidealer. Borgerens autonomi er blevet indskrænket gennem stadigt flere formynderiske love og regler, der begrænser retten til at indgå frivillige aftaler, råde over egen ejendom eller noget så fundamentalt som retten til at spise og drikke, hvad man har lyst til. Og princippet om magtens tredeling er blevet truet af en voldsom forøgelse i den udøvende magts adgang til at udstede bindende regler for borgere og virksomheder uden mulighed for egentlig parlamentarisk kontrol via Folketinget.

 

Konsekvensen heraf er, at den enkelte borger og civilsamfundet får stadig mindre indflydelse, mens omvendt stat, kommune, politikere og embedsmænd får stadig mere magt. Denne udvikling hænger snævert sammen med velfærdsstatens vækst med tilhørende vækst i beskatningsniveauet og dermed stadig stærkere tilskyndelse til at unddrage sig beskatning. Hvilket alt sammen øger behovet for kontrol af borgerne og regulering af deres adfærd og dermed krænker deres integritet.

 

Mchangama sammenfatter problemet sådan her: ”Jo mere den almindelige borger er viklet ind i offentligt finansierede ydelser og ordninger, jo mere legitimt bliver det offentliges krav på at overvåge og kontrollere os, og jo mere villige er vi til at acceptere det.” Og sætter et bekymret spørgsmålstegn ved, om en stadigt voksende velfærdsstat er forenelig med en liberal retsstat, eller om ikke vi er allerede er langt ude ad den vej, Hayek advarede mod i ”Vejen til trældom” allerede i 1944. 

 

Trusler mod ytringsfriheden, som jo i forskellige former har eksisteret lige siden, den blev grundlovsfæstet, er vokset siden sagen om Rushdies sataniske vers og er specielt fremsat fra islamistisk side. Frederik Stjernfelt fra Aarhus Universitet gennemgår i et meget klart og skarpsindigt afsnit, ”Ytringsfriheden erfaret og forsvaret”, argumenterne for ytringsfrihed, hentet navnlig fra den hollandske filosof Spinoza (1632-1677) og den engelske filosof og økonom John Stuart Mill (1806-1873), og hans konklusion er, at argumenterne er omfattende og stærke og kort fortalt ikke taler for at kriminalisere selv meget afskyelige ytringer.


Stjernfelts afsnit  er karakteristisk for bogen som helhed. Den er – på den gode måde – præget af, at indlæggene er skrevet af universitetsfolk, og de skriver gennemgående, så man ikke behøver nogen fremmedordbog. Grundigt og med et godt historisk perspektiv. Man bliver klogere på liberalismens brogede udviklingshistorie. Men man skal være forberedt på, at det ikke er ren tyggemad, og at man skal selektere, hvad man vil læse, fordi den spænder så bredt. Til gengæld bliver der leflet for den gode smag!

Kilde: