Af Camilla Paaske Hjort, 180Grader.dk
Sociologen Anthony Giddens kaldte det verdenshistoriens største eksperiment: Den kønskamp og det (tilsyneladende) opbrud i de traditionelle kønsroller, der har fundet sted siden slutningen af 1960’erne.
Journalisterne Lars Henriksen og Erik Holm tager Giddens’ ord for pålydende – også de mener, at vi lever midt i en kønsrevolution, der vil vende og op ned på alt, hvad vi hidtil har kendt. Det har ført til bogen Manddomsprøven – powerkvinderne kommer, hvor de to forfattere forsøger at kredse sig ind på, hvad der sker mellem kønnene i disse år, og hvordan de arme mænd skal forholde sig til det.
Ifølge Henriksen og Holm og de mange forskere, hvis udsagn de – desværre ret ukritisk – viderebringer i Manddomsprøven, ser Danmark anno 2011 således ud: Kvinderne udgør flere end halvdelen af de studerende på de lange videregående uddannelser. ”Selv” i toppen af erhvervslivet er kvinderne på vej frem, som de skriver. (Aner man mon en lille fordom om kvinders evner hos de ellers meget politisk korrekte forfattere i det lille ord ”selv”)? Laget lige under toplederne – mellemlederne – består nemlig i dag af næsten 50 procent kvinder.
Powerprinsesserne har brug for kvindekvoter
I samfundet dominerer kvindelige værdier mere end de nogensinde har gjort før, mener forfatternes interviewede eksperter også at vide. Det skyldes blandt andet det store flertal af kvinder blandt pædagoger og folkeskolelærere. I dag kan man endog blive fyret for at sige kvinderne imod, hvilket i 2005 skete for den tidligere rektor for Harvard Universitet, Lawrence Summers, der mistede sit arbejde for offentligt at udtale, at kvinder er biologisk mindre disponerede for naturvidenskab på højt niveau. Hvad Henriksen og Holm mener om den historie, lader de være mærkværdigt usagt, selvom den udgør startskuddet på bogens første kapitel. Og skulle man være i tvivl om powerprinsesserne kan finde ud af at komme det sidste stykke vej mod magten af egen hjælp, så er kvoterne skam på vej.
Og kvoterne virker, forsikrer forfatterne os om, alt imens de skandaløst undlader at tage stilling til det moralsk acceptable i lovbestemt kønsdiskrimination. Men hvis målet helliger midlet, og målet er, at 100 kvinder i Danmark skal dele 300 bestyrelsesposter imellem sig, ja, så kommer kvoterne da ganske rigtigt til at virke udmærket. Man kan dog spørge sig selv om, hvorfor Henriksen og Holm gør reklame for kvindekvoter, når hele deres bog hviler på den tese, at det er kvinderne, der er fremtidens magthavere uanset hvad vi mener om det eller har tænkt os at gøre ved det.
Kvinden er biologisk overlegen
Forfatterne knytter ligefrem kvindens øgede status til en art biologisk overlegenhed hos vort køn: I det indledende kapitel, der handler om menneskehedens historie og biologiske udvikling, beskrives kvinderne nemlig som værende bærere af ”næsten alle de biologiske fordele”. Mandens fordele, som for eksempel større fysisk styrke og bedre strategisk sans, er ofte ikke så relevante længere, som de var på stenalderens bisonjagtmarker.
Man kan så spørge sig selv, hvad den åbenlyse relevans af kvindernes fordele – som for eksempel bedre immunforsvar og større chancer for at klare sig igennem sultperioder - skulle være i forhold til at gå på universitetet og få en lederstilling? Det spekulerer Henriksen og Holm ikke så meget på. I deres verden er kvinder bare seje, og man må da takke for komplimentet, selvom det forekommer at være et åbent spørgsmål, hvad vi skal bruge det til. Specielt hvis forfatterne ikke mener, vi er i stand til at administrere vore liv og karrierer uden hjælp fra kvindekvoter og øremærket barsel til mænd – en anden idé, forfatterne er varme på.
Bogen er, som man kunne forvente fra journalister, velskrevet og letlæselig, og tonen er en anelse friskfyragtig. Den er jo skrevet til elitens nye fremadstormende generationer (taxachauffører, rengøringskoner, HK’ere, kasseassistenter og kontanthjælpsmodtagere eksisterer ikke i den virkelighed, Henriksen og Holm stiller op), og så skal der være knald på, fornemmer man. Den lidt hektiske tone svarer godt til bogens budskab: Der er ingen tid at spilde, for kvinderne tager magten, og mændene har bare at lære at følge med.
Den moderne mand versus den glammende køter
Man fornemmer også på bogens sprogtone, at forfatterne på et personligt plan finder det fantastisk fascinerende med alle disse powerkvinder, der beskrives som selvsikre tornadoer, der stormer ind på de prestigefyldte uddannelser og chefgangene. Og man tager nok ikke fejl, for de holder ikke sig selv uden for ligningen: Bogen starter med, at de to sidder og taler om, hvordan de føler sig overhalet af deres koner: ”Vi lever begge med en såkaldt powerkvinde. De er veluddannede, målrettede som få, arbejder som gale. De har derfor også større job end os, tjener flere penge, er endda mere nærværende overfor børnene og ser bedre ud.” Det er endda konen, der skifter dæk på bilen, sukker den ene.
Ærligheden er prisværdig. Det lyder jo umiddelbart ikke på egenbeskrivelsen som om, de to forfattere har ret meget at byde på, men de kan da skrive en bog om, hvor fantastiske powerkvinder er, og dermed bestå den manddomsprøve, som de selv har opstillet: Evnen til at tilpasse sig de nye omstændigheder, og gøre sig gældende som mand trods presset fra de succesfulde kvinder.
Det er langt fra alle mænd, der formår dette, advarer forfatterne om, og de inddeler til formålet det trængte køn i tre grupper: ”Den moderne mand”, der har accepteret kvindens nye rolle som fuldtids-dominatrix i alle anliggender, som ikke føler sig truet af det, og som formår at finde sin eget værd igennem nye måder at være mand på. Det mere end antydes, at forfatterne naturligvis regner sig selv med til denne smigrende kategori. ”Søde Jacob eller den kastrerede hankat”, som er ham, der bliver skældt ud af konen i supermarkedet uden at tage til genmæle, og har en opgivende og uengageret holdning til kvindernes magtovertagelse. Og endelig ”den glammende køter”, som nægter eller ikke formår at tilpasse sig de forandrede kønsforhold, føler sig presset af kvinders erobring af samfundet og dyrker en ekstrem form for mandighed i afvigende miljøer.
Henriksen og Holms mission med Manddomsprøven er blandt andet, som de har talt om adskillige gange i medierne henover de sidste par måneder, at påvirke mænd til at bevæge sig fra ”søde Jacob”-kategorien til ”den moderne mand” – for af en eller anden grund, som forfatterne vist nok mener bare giver sig selv, er det meget vigtigt, at så få mænd som muligt falder ned i koblet af glammende køtere.
Direktøren for det hele
For at blive en moderne mand har søde Jacob brug for moderne og mandige forbilleder, mener forfatterne, og dem præsenterer de os for fire af i løbet af bogen. En af dem er Søren Stissing, der som 27-årig cafétjener scorede den dengang 44-årige tidligere tv-vært og nuværende direktør, Pernille Aalund. Søren elsker sin kvindes drive og energi, fortæller han, men udholder kun lige livet som andenviolin, fordi han har sin egen karriere. Og skulle Pernille nogensinde komme til at lade et ord falde om, at det som regel er hende, der betaler regningerne, så er Søren færdig med at tage imod, for det ville være for krænkende for hans mandighed, forstår vi. Ikke mange omvendte kønsroller der, selvom aldersforskellen er til den utraditionelle side. Men det er svært at få øje på det specifikt moderne.
Bogens sørgeligste – men indrømmet: mere moderne - historie fortælles af Thomas Hartvig, der er hjemmegående husfar for sin højtlønnede karrierekone og deres tre børn. Som unge lavede de den pagt, at den, der først fik det fedeste jobtilbud fra udlandet, skulle gøre karriere. Den anden skulle gå hjemme. Thomas følte sig ikke et øjeblik i tvivl om, at det fede jobtilbud ville tilfalde ham, men det gik omvendt. Nu styrer han med hård hånd familien som et A/S, og konen får ikke det sidste ord i nogen beslutninger, der vedrører privatlivet – salget af den Audi, hun var meget glad for, foregik for eksempel henover hovedet på hende. Fars -”direktøren”, som han kalder sig selv – kontor derhjemme er hellig grund: Hævet over stuen, så han altid kan holde øje med familien ovenfra, sidder han og lægger langsigtede strategier og detaljerede planer for børnenes skolegang og fritidsaktiviteter, indkøb, bleskift og madlavning. Hvis et af børnene træder et skridt op ad trappen til direktørens kontor, vanker der en hel dags stuearrest.
Om sin elskede hustru fortæller Thomas Hartvig at ” … Camilla, som har karrieren, eddermame skal levere varen” (økonomisk) og at det ” … ville næsten være forfriskende, hvis Camilla skred med en yngre model.” Jøsses dog. Om opgaverne i hjemmet lyder det blandt andet fra Thomas at ”Jeg hader at lave mad”, og en betydelig del af børneomsorgen har han i øvrigt udliciteret til en (aldeles kvindelig) au pair. Jojo – det er meget moderne alt sammen. Camilla er dog glad for sin mand, forsikrer hun, men skulle de mandlige læsere overtales til at finde et liv som ”moderne mand” attraktivt, kunne bedre eksempler forhåbentlig være blevet gravet frem.
Velfærdsstaten, der blev glemt i ligningen
Manddomsprøven er naturligvis tidssvarende i den forstand, at der absolut, som bogen dokumenterer, sker betydelige ændringer i forholdet mellem kønnene i disse årtier. Forfatterne skal have ros for, at de ikke på vanlig politisk korrekt vis fremstiller dette som entydigt uproblematisk. De skal også have ros for at interessere sig for menneskets biologiske natur, som alt for ofte hånligt ignoreres af ligestillingsdebattører.
Derimod kunne det have været rart, hvis forfatterne havde husket at tænke velfærdsstaten med ind i ligningen, for her fortæller de grundlæggende tal en anden historie end den om de selvkørende powerkvinder: En gennemsnitlig mand lægger i løbet af sin levetid betydeligt mere i velfærdsstatskassens forslugne lommer, end han tager ud af dem. For en gennemsnitlig kvinde forholder det sig stik modsat. Velfærdsstaten dækker altså over, at tilførslen af økonomiske ressourcer går præcis den samme vej, som den altid har gået: Fra mænd til kvinder.
Om det vil ændre sig, må tiden vise. Om det ville være godt at flytte produktionskraften over på kvinder, kan allerede vores nutid måske besvare for os: Som bogen ikke glemmer, er der en stigende tendens til, at kvinder i toppen af samfundet er enlige, ligesom mændene i bunden er det. Prisen for ligestillingen synes at være ensomhed, og om vi kan konstruere os ud af den del af vores natur, der tilsiger, at kvinder gifter sig opad, forekommer vist intuitivt tvivlsomt for de fleste. Forfatternes eksempler på mænd, der lever med powerkvinder, giver os heller ikke nogen grund til at nære et håb i den retning.
Sidst, men ikke mindst kunne det også have klædt Henriksen og Holm ikke i den grad at tage det som en selvfølge, at der er et direkte en til en-forhold imellem at være vindere i skole- og uddannelsessystemet, og at være vindere i samfundet i bredere forstand. De, der på sigt er vindere er dem, der kan producere og skabe velstand. Vi kan ikke leve af en lind strøm af nye mellemledere i det offentlige. Og endelig, kære forfattere: Hvis vi skal tage en bog om kønsforhold helt alvorligt, skal den gerne handle om hele samfundet – ikke kun om den elite, for hvem det er naturligt at have titel af direktør og rejse verden rundt på første klasse, og hvor au pair-pigens løn er peanuts i det samlede regnskab.
Denne artikel er kommet i stand takket være penge fra 180Graders superbrugere, der har tegnet et abonnement til 39 kr. om måneden. Du kan blive superbruger ved at klikke her.
”Manddomsprøven – powerkvinderne kommer” udkom d. 23. september på Kristeligt Dagblads forlag.
215 sider, 249 kr.
