Peter Bastian, Mesterlære – en livsfortælling, 301 sider, 300 kr. (vejl.) Gyldendal/Vartov. Udkommer i dag, torsdag den 26. maj
Af Ole Olesen
Som 8–årig byggede Peter Bastian (nu 67 år) flitsbuer sammen med sin far. Hos ham lærte han, hvad det vil sige at arbejde med en fuldkommen kompromisløs seriøsitet: Peter og hans bror fik besked på at gå ud og finde nogle hasselkæppe af en bestemt tykkelse og længde. De skulle så afbarkes på en ganske bestemt måde, og til sidst skulle de ligge til tørre. I en måned! Og i den tid skulle de vendes fire gange om dagen, så de blev helt lige. Pilene skulle laves med tilsvarende perfektion.
Det var livsfarlige våben, og drengene skulle overholde nogle ubrydelige spilleregler, når de var ude med buerne. Faderen kontrollerede dem, og hvis de brød reglerne, ville han knække buerne. Men de overholdt reglerne.
Faderens leg var også deres leg, men det var dødsens alvor. Som Peter Bastian skriver: ”Det var en leg, hvor vi strakte os mod voksenverdenen. Vi øvede os ikke på livet! Det var selve varen, det var selve livet det handlede om.”
Allerede her, på et tidligt sted i bogen, får man et indtryk af, hvorfor den hedder Mesterlære. Det viser sig nemlig, at Peter genfinder faderens pædagogik hos de læremestre, han senere kommer i kontakt med.
Mandlig og kvindelig pædagogik
Faderens pædagogik kalder han vertikal, altså lodret, i modsætning til sin mors horisontale, vandrette pædagogik. Den vertikale er mest optaget af børnenes udvikling, den horisontale er mest optaget af, hvordan de har det.
Den vertikale, maskuline, opdragelse/oplæring går ud på at løfte fra et niveau til et højere niveau. Og det er lærerens ansvar. Læreren går ikke ned på elevens niveau, han løfter eleven op mod sit niveau, og når eleven er dér, så hæver han snoren.
Den horisontale, kvindelige pædagogik giver trøst og opmuntring, men markerer ikke nødvendigvis nogen udvikling. Det er ikke fra et sted til et højere, men fra et sted til et andet. Det er horisontalt, vandret.
Nu mener Peter Bastian selvfølgelig ikke, at kvinder kun trøster og pudser næse, og at mænd kun løfter og udvikler. Men han peger på to forskellige værdier, som måske i årtusinder har været overvejende kønsspecifikke. Og han understreger, at det er tvingende nødvendigt, at de begge er til stede i vores børns opvækst og i vores kultur.
Problemet er, at der er sket en dæmonisering af de mandlige værdier og sat et meget stærkt fokus på de kvindelige. Det betyder, sagt meget kompakt, at vi har udviklet en kultur, der er voldsomt domineret af omsorgsværdier, og hvor de traditionelle maskuline værdier er stort set fraværende. ”Vi har skabt noget nær den fuldkomne horisontalitet. Fladlandet. Det er vanskeligt at se, indtil man får øje på det. Men så ser man det alle vegne.”
Borger i Fladlandet
Peter Bastian så det i hvert fald. Han opdagede op gennem sit liv som universitetsuddannet fysiker, klassisk musiker (fagot), flowtripper, asket, filosof m.m. en stigende fornemmelse af at være en selvoptaget og perspektivløs borger i Fladlandet, hvor alt er lige værdigt og lige gyldigt.
Bogen udspringer af tolv foredrag, han holdt i første halvdel af 2011 som led i en foredragsrække ved navn ”Mands Minde”, opkaldt efter en berømt serie, som Grundtvig for 150 år siden holdt i Vartov om sine tanker om sit liv og den – lange – tid, der havde præget ham. Foredragsrækkerne blev genstartet i 2004, og Ebbe Reich blev den første foredragsholder i den nok bedste serie, der har været.
Men jeg vil sige, at Bastian også ligger på et meget højt niveau. Man var tryllebundet som tilhører, og det er man også som læser et år efter.
Som det fremgår af stillingsbetegnelserne ovenfor, har han været endog meget vidt omkring. Og det giver ham et solidt grundlag for ikke at lade ret mange væsentlige områder gå fri af behandling i sin bog: musik, identitet, kønsroller , opdragelse osv. Det gør han morsomt, poetisk, filosofisk og, ikke mindst, musikalsk. Bogen er simpelthen en nydelse at læse. Bestemt ikke tyggemad, men hold da op, hvor det smager.
Men for nu at tage tråden op fra før: Mennesket i Fladlandet er selvoptaget, det har offerbevidsthed, og det lever under fravær af hierarki og vertikalitet.
Selvoptagetheden er historisk set uovertruffen. Narcissismen har aldrig nogensinde været mere udbredt.
Offerbevidstheden betyder, at vi fravælger ansvaret for vores handlinger, når vi føler, at tilværelsen er for tyngende for vores indre liv.
Fraværet af hierarki og vertikalitet betyder, at det hele er fint, ”fordi jeg er okay, jeg er allerede så gullernuller, at jeg ikke behøver at flytte mig”. Vi sigter i bedste fald mod et X-faktorniveau. Derfor er fraværet af vertikalitet, som Bastian skriver, et samfundsproblem, og i undervisning er det det mest presserende problem overhovedet. Fordi der ikke længere er nogen alment anerkendt placering af ansvaret, vil jeg at føje til.
Voksen: At bære sit følelsesliv alene
Det her, som Bastian kalder senmodernitetens hellige treenighed, er kulturens krise på kort formel.
Vi må vælge mellem selvoptaget offerbevidsthed og en status som voksne mennesker. Og at være voksen definerer Bastian sådan her: "Et voksent menneske er et menneske, der er i stand til at bære vægten af sit eget følelsesliv uden at ryste på hånden og uden at ulejlige andre med det."
Det lyder som en kraftig udfordring og kræver selvfølgelig en nærmere forklaring af, hvad der skal til for at bryde offerbevidstheden. Den må man søge i bogen. Jeg har bare villet viderebringe treenighedens provokation, fordi den i den grad sætter tankerne i gang. I hvert fald hos anmelderen.
Resten af bogen er ikke helt så krævende. Men den er lige så væsentlig. Og i øvrigt ret forskellig fra Peter Bastians hidtil eneste bog, kæmpesuccesen ”Ind i musikken” fra 1987.
