Den britiske filosof Roger Scruton er en lærd og meget velskrivende samfundsdebattør, der fortjener at få en bredere læserskare.
Roger Scruton: THE USES OF PESSIMISM – And the Danger of False Hope. 232s. Paperback £ 7.99. Atlantic Books London 2010.
Roger Scruton: GREEN PHILOSOPHY – How to Think Seriously About the Planet. Paperback £ 10.39. Atlantic Books London 2012.
Der findes stort set ikke nogle danske oversættelser af den britiske, konservative filosof Roger Scrutons (født 1944) omfattende forfatterskab. Selv har jeg kun kunne få fingre i ”Nationernes nødvendighed.” (Oversat af Lis Pihl med forord af Adam Wagner. Udg. af Dansk Samling i 2005). Det skal imidlertid ikke forhindre mig i at gøre et dansk publikum opmærksom på i første omgang to af hans værker, eftersom hans engelske prosa er lysende klar og lige til at gå til.
Han er da heller ikke bare ph.d. i filosofi på en afhandling om æstetik (1972), men tillige journalist og flittig samfundsdebattør. Hovedinspirationskilder er den engelsk-irske konservative politiker og filosof Edmund Burke (1729-1797) og den tyske filosof Immanuel Kant (1724-1804), og emnerne, Scruton tager op, er mangfoldige: Æstetisk, etisk og politisk filosofi, kunsthistorie, filosofihistorie, miljø og økonomi, og så har han også udgivet romaner og noveller samt skrevet to operaer.
I min optik er et af hovedværkerne “The West and the Rest: Globalization and the Terrorist Threat (2002)”, men her har jeg valgt at fokusere på to nyere udgivelser. I ”The Uses of Pessimism” sætter Scruton sig for at undersøge konsekvenserne af det, han kalder “skruppelløs optimisme”. Hans påstand er, at håb og optimisme løsrevet fra (historiske) erfaringer er farlig og lægger op til, at man kan tro hvad som helst – herunder at uorden, problemer og menneskelige fejl(be)slutninger kan ’løses’/elimineres. Troen skal bare give en god følelse. Hvor galt det kan gå for optimisternes visioner, er nazismen og kommunismen glimrende eksempler på, og han kritiserer lysseende politiske beslutningstagere for i tvivlstilfælde altid at vælge de mest optimistiske tolkninger frem for de realistiske og erfaringsbaserede.
Heroverfor sætter Scruton pessimistens alternativ, nemlig at den eneste mulighed for forbedringer, der ligger inden for menneskelig kontrol, er forbedringen af os selv. Samt at omkostningerne ved risikofyldte beslutninger skal bæres af beslutningstagerne selv. En grundlæggende pointe er at vise, hvordan mennesker ikke er født frie, men at nedarvede institutioner, love, bånd (restraints) og moralsk disciplin er en del af friheden og ikke dens fjende. Samt at sand frihed ikke bare betyder at gøre, hvad man har lyst til, men at værdsætte det, man får. Frihed er således ikke en medfødt gave, men resultatet af en uddannelsesproces, hvor dannelsen kræver arbejde og må tilegnes via disciplin og opofrelse.
I ”Green Philosophy” tager Scruton fat på miljø- og klimadebatten, som han påpeger først og fremmest har været en mærkesag for venstrefløjen. Det burde den imidlertid ikke være, for i virkeligheden er konservatismen langt bedre rustet til at tackle miljøproblemerne end både socialismen og liberalismen. Af den enkle grund at mulige ændringer på globalt plan begynder i det lokale og med det personlige ansvar, jf. sloganet ’Tænk globalt, handl lokalt’.
I stedet for at anskue moderne politik i en simpel modstilling mellem individuel frihed på den ene side, statsstyring på den anden, vil Scruton finde løsninger i en kombination, der giver plads til en fri markedsøkonomi, men dog justeret af visse begrænsninger. Det er nemlig konservativ politik ikke blindt at udnytte ressourcerne, samt at den enkelte skal tage ansvar for og bære omkostningerne af sine egne handlinger. Decentralisering og beslutninger taget i lokalsamfundene / nationerne er vejen frem.
Jeg kan ikke her yde Scrutons gennemargumenterede, veldokumenterede og ofte myte-nedbrydende synspunkter retfærdighed. Men forhåbentligt er en læser eller tre blevet overbevist om, at Scruton bare er godt selskab.
(Trykt som anmeldelse i Jyllands-Posten d. 19.12.14)
