I 1969 offentliggjorde Lawrence Johnston Peter sin teori "Peter Principle". Den analyserer hvorledes et bureaukrati langsomt svulmer op hvilkes skyldes, at en del dygtige medarbejdere p.gr. af deres gode resultater underst i pyramiden efterhånden forfremmes til stillinger, som de ikke er kompetente til at bestride. Er man først kommet op i en sådan stilling, tenderer man til at indføre bureaukratiske tiltag og kontrolfunktioner for at tilsløre sine egne mangler og således beskytte sig selv. Sådanne tiltag forøger ofte antallet af ansatte væsentligt.
I de efterfølgende år tog erhvervslivet teorien til sig, og i mange virksomheder skete ændringer i administrationens forskellige niveauer. Det er idag anerkendt, at teorien er rigtig.
Modsat det private erhvervsliv er teorien ikke blevet erkendt i den offentlige sektor, som idag er et typisk eksempel på Peters Principle. - På alle niveauer i regioner og kommuner sidder ledere, som ikke er resultatansvarlige. For at dække over deres delvise inkompetence skriger de på stadig flere statsmidler. Grundet det sand som er i maskineriet, har regeringen indført en topstyret kontrolfunktion, hvis bureaukratiske modeller beslaglægger 20/25% af de kommunalt ansattes tid. Både regeringens, regionernes og kommunernes ledelsesform er netop den styreform, som fører til Peters Principle.
Ethvert tænkende væsen kan efterhånden se, at vor offentlige sektor må indskrænkes og ikke blot fastlåses i det leje, hvor den er nu. Hvis der derfor ikke nytænkes og introduceres ledelsesmodeller i lighed med de der benyttes i den private sektor, er vort velfærdssystem dømt til undergang.
I USA udskiftes alle ledende offentligt ansatte hver gang et regeringsskifte finder sted. De personer man sætter på stort set alle ledende poster bliver derfor hovedsageligt taget fra den private sektor, hvor man er vant til, at ledere på alle forskellige trin er resultatansvarlige. Det medfører, at kan man ikke klare jobbet ryger man ud.
Det vil nok være vanskeligt at indføre det amerikanske system hos os, men man kunne også finde andre løsninger. Det væsentlige er at indføre en decentral styreform med ansvarliggørelse på alle niveauer. Det gælder også statens kontrol med kommunerne, som bør indskrænkes til at bevillige det beløb, som udgør årets aftalte kommunale udgifter. Derefter er borgmester og råd ansvarlige.
En naturlig reform af velfærdsystemet ville derefter være, at definere hvor mange penge hver enkelt kategori af velfærdsnydere bør have for at kunne købe sig til ydelserne. Derefter kan man privatisere samtlige kommunale velfærdsfunktioner og overlade det til til de kommunalt ansatte funktionsydere at oprette deres egne mindre virksomheder, som kan sælge ydelserne direkte til nyderne.
Enhver erhversleder vil kunne genkende denne model. Den vil ikke skabe milimeterretfærdighed. Men de klager, som vi idag til stadighed hører m.h.t. velfærden skyldes netop, at der heller ikke er millimeterretfærdighed i dagens offentligt drevne velfærdsystem. - Jeg er ikke i tvivl om, at de privatiserede velfærdsydere vil blive langt mere tilfredse. Det er jo dem der har hænderne i dejgen, og de vil kunne skabe mange ny idéer om hvorledes arbejdet gøres mere effektivt. Det gælder også her: Selvgjort er velgjort.
I de efterfølgende år tog erhvervslivet teorien til sig, og i mange virksomheder skete ændringer i administrationens forskellige niveauer. Det er idag anerkendt, at teorien er rigtig.
Modsat det private erhvervsliv er teorien ikke blevet erkendt i den offentlige sektor, som idag er et typisk eksempel på Peters Principle. - På alle niveauer i regioner og kommuner sidder ledere, som ikke er resultatansvarlige. For at dække over deres delvise inkompetence skriger de på stadig flere statsmidler. Grundet det sand som er i maskineriet, har regeringen indført en topstyret kontrolfunktion, hvis bureaukratiske modeller beslaglægger 20/25% af de kommunalt ansattes tid. Både regeringens, regionernes og kommunernes ledelsesform er netop den styreform, som fører til Peters Principle.
Ethvert tænkende væsen kan efterhånden se, at vor offentlige sektor må indskrænkes og ikke blot fastlåses i det leje, hvor den er nu. Hvis der derfor ikke nytænkes og introduceres ledelsesmodeller i lighed med de der benyttes i den private sektor, er vort velfærdssystem dømt til undergang.
I USA udskiftes alle ledende offentligt ansatte hver gang et regeringsskifte finder sted. De personer man sætter på stort set alle ledende poster bliver derfor hovedsageligt taget fra den private sektor, hvor man er vant til, at ledere på alle forskellige trin er resultatansvarlige. Det medfører, at kan man ikke klare jobbet ryger man ud.
Det vil nok være vanskeligt at indføre det amerikanske system hos os, men man kunne også finde andre løsninger. Det væsentlige er at indføre en decentral styreform med ansvarliggørelse på alle niveauer. Det gælder også statens kontrol med kommunerne, som bør indskrænkes til at bevillige det beløb, som udgør årets aftalte kommunale udgifter. Derefter er borgmester og råd ansvarlige.
En naturlig reform af velfærdsystemet ville derefter være, at definere hvor mange penge hver enkelt kategori af velfærdsnydere bør have for at kunne købe sig til ydelserne. Derefter kan man privatisere samtlige kommunale velfærdsfunktioner og overlade det til til de kommunalt ansatte funktionsydere at oprette deres egne mindre virksomheder, som kan sælge ydelserne direkte til nyderne.
Enhver erhversleder vil kunne genkende denne model. Den vil ikke skabe milimeterretfærdighed. Men de klager, som vi idag til stadighed hører m.h.t. velfærden skyldes netop, at der heller ikke er millimeterretfærdighed i dagens offentligt drevne velfærdsystem. - Jeg er ikke i tvivl om, at de privatiserede velfærdsydere vil blive langt mere tilfredse. Det er jo dem der har hænderne i dejgen, og de vil kunne skabe mange ny idéer om hvorledes arbejdet gøres mere effektivt. Det gælder også her: Selvgjort er velgjort.
