Ovre hos business.dk kan man læse om karrierekvinders oplevelser med sexchikane og sexisme. Og derfor har man selvfølgelig også hevet fat i Stine Bosse (der findes åbenbart kun 3-4 "karrierekvinder" i Danmark), der leverer dette citat:
Sexchikane og sexisme er fænomener, som også eksisterer blandt kvinder, der vil karrieren
Hvilket Fru Bosse selvfølgelig har fuldstændigt ret i. Hvis karrierekvinder ikke blev behandlet anderledes end deres mandlige kollegaer, ville Stine Bosse jo aldrig have nået længere end til postrummet hos Tryg *rimshot*
Resten af artiklen minder i øvrigt om en ikke-produceret Oliver Stone-komedie fra 80'erne, der handler om karrierekvinder i New York. Topledere opfører sig selvfølgelig ikke altid lige pænt og det er ingen hemmelighed, at visse "selskabsdamer" har bedre styr på kalenderen for aktionærmøder og kongresser, end redaktionschefen på Børsen. Men fortællingen om, at business-Danmark går fuld "Polterabend for viderekomne", med donkey show og ludere, kl. 16, virker ærligt talt som om den lige har fået lidt ekstra gas til ære for journalisten. Jeg er godt nok ikke selv topleder eller partner i et advokatfirma. Men via min karriere i serviceindustrien, har jeg faktisk været med til at arrangere og afholde utallige sociale arrangementer for danske topledere. Hvilket i øvrigt også har givet mig et netværk, der har medført min deltagelse som gæst til den slags arrangementer, sammen med nogle af de tunge drenge (og piger) fra dansk erhvervsliv. Og jeg kan slet ikke genkende billedet. Men det er måske bare mig. Hvad siger I andre, der måske har mere erfaring med toppen af dansk erhvervsliv?
Hvis stykker en medarbejderstab sammen af 80-90% mænd, vil der selvfølgelig komme noget "mandehørm" og det kan jeg sagtens forstå kan være trættende for kvinderne. Ligesom der selvfølgelig ikke er nogen kvinder, der skal acceptere decideret sexchikane. Men jeg synes alligevel nedenstående citat udstiller en overfølsomhed og ukonstruktiv trend, hvor alt andet end at bære kvinderne frem på hænder og fødder defineres som sexisme eller det der er værre:
Top-konsulenten»Min mand og jeg mødtes hver især med en headhunter for at promovere os selv til en bestyrelseskarriere. Min mand oplyste, at han havde tre børn, og search-konsulenten sagde: Supergodt, du har et »balanced life«. Jeg mødte samme konsulent og oplyste også om vores tre børn. Jeg skulle bruge en halv time på at forklare, hvordan jeg klarer familie og job. I macho-Danmark tændes alle alarmlamper, hvis du som kvinde har børn
Konsulenten udspørger selvfølgelig kvinden mest om børnene, fordi kvinder stadig løfter en større del af byrden med børnepasning osv. Kvinderne tager f.eks. 2 ud af 3 af barnets sygedage. Det handler altså ikke om sexisme, men om simpel statistik. Det handler med andre ord om, at den her kvinde, med største statiske sandsynlighed, har giftet sig med en mandschuavinist, der ikke hjælper nok til derhjemme og det gør så, på mystisk vis, headhunteren til en sexistisk neandertaler?
Og så er det jo heller ikke fordi mandlige topchefer aldrig har måttet æde lort, på vej op af karrierestigen. Der findes utallige danske topledere, der har måttet finde sig i de vildeste urimeligheder undervejs mod toppen, hvor de har måttet sætte familie og privatliv på pause. Og nu skal de stå til regnskab for alle mulige selvhøjtidelige trunter, med Stine Bosse i spidsen (hvis største opofrelse var at gifte sig med chefen), hvis de fortæller en lummer vittighed?
