DSB: Kig ud af vinduet, du må ikke streame

DSB fortæller nu i en pressemeddelelse, at de fra 2019 vil få et nyt wifi-netværk i togene, som gør, at de får mulighed for at lukke ned for stream...

jakro, 180graders redaktion,

19/05/2017

DSB fortæller nu i en pressemeddelelse, at de fra 2019 vil få et nyt wifi-netværk i togene, som gør, at de får mulighed for at lukke ned for streamingtjenester. De vil sikre, at internettet er velkørende og tilgængeligt for dem, der arbejder på togturene, så rejsetid kan blive til arbejdstid. 

Altså tænker DSB i, hvordan de kan optimere deres produkt for en bestemt gruppe af de mennesker, der pga. deres monopol er tvunget til at rejse med dem - de tænker ikke i, hvordan de kan sikre, at produktet fungerer optimalt for alle deres kunder. 

Man kan jo spekulere over, om et firma ville kunne tillade sig at agere sådan, hvis det ikke havde monopolstatus. Og så igen spekulere videre over, hvorfor der mon skyder så mange private alternative op uden for skinnerne.