Vejen til fattigdom er brolagt med gode intentioner. Vejen til velstand er brolagt med risikovillige investeringer fra globale virksomheder på jagt efter nye vækstmarkeder.
Af Kasper Brandi Petersen, Terminal Partnering Project, Maersk Line (bragt i Berlingske Business, december 2011).
Sommetider er tonen i den danske debat ikke til at tage fejl af. Multinationale virksomheder er onde og er kun ude på at snyde i skat og udbytte alle lande, de er til stede i. Jeg mener det modsatte er tilfældet. Udviklingslande boomer først for alvor, når de åbner deres økonomier og inviterer verdens største virksomheder indenfor.
Mærsk er ofte i første bølge, når et udviklingsland åbner op for private investeringer i infrastruktur og eksportfaciliteter. Hvis ingen af de store shippingruter går forbi landet og ingen af havnene har kapacitet til at tage imod dem, er der et naturligt loft over vækstpotentialet. Først når infrastrukturen er på plads, begynder andre globale virksomheder at outsource og offshore alverdens produktion.
Der er ingen grund til at lægge skjul på, at AP Møller Mærsk gruppen og ligesindede investerer i udviklingslande med det formål at tjene penge. Men uden risikovillige virksomheder med likviditet og kompetencer ville det aldrig have været muligt at hive 300 millioner kinesere ud af fattigdom, ligesom de seneste års imponerende vækstrater fra mange Afrikanske og Mellemøstlige lande skyldes udenlandske investorers intense jagt på nye vækstmarkeder.
Havneforretningen APM Terminals har som overordnet strategi at skabe vækst gennem udvikling af infrastruktur i især Afrika, Sydamerika og Asien. Jeg bor de næste 5 uger i Salalah i Oman, som er et perfekt eksempel på, hvor meget et partnerskab med en global virksomhed kan vende fuldstændigt op og ned på en region i løbet af 10 år.
Da Mærsk overtog containerterminalen i Salalah i 1998, var den lokale infrastruktur og arbejdsstyrke så underudviklet, at vi var nødt til at køre vores folk i busser fra Dubai til Oman, hver gang et containerskib skulle tømmes. Mærsk har siden dengang uddannet de lokale og skabt et internationalt kompetenceniveau, ligesom Salalah nu er et fast stop på ruten mellem Østen og Europa for de førende containerrederier i verden. Eksporten i regionen er eksploderet og vækstraterne i havnen har været tocifrede hvert eneste år siden etableringen i 1998.
I dag er Salalah havn den største private arbejdsgiver i hele Dhofar-regionen og ledelsen i havnen anslår, at 40 procent af de 200.000 indbyggere i regionen får deres indtægt fra havnerelateret arbejde.
Det er også værd at nævne, at selvom ingen havneoperatører i verden er ligeså massivt til stede i de mest underudviklede lande som APM Terminals, betyder det ikke, at medarbejderne behandles dårligt. Lloyds List kårede i 2011 Salalah til den sikreste havn at arbejde i på det Mellemøstlige og Indiske subkontinent og APM Terminals til den sikreste havneoperatør i verden.
Alt dette gøres, fordi det er en god forretning. Det er muligt at tjene penge og gøre en forskel i verden på samme tid. Det er ganske nemt at spotte sammenhængen mellem, hvornår vækstøkonomier som Angola, Oman, Kina og Vietnam åbnede deres økonomier op og inviterede storkapitalen med til bords, og hvornår væksten begyndte at tage fart.
Der er ikke et modsætningsforhold mellem sund forretning og sund udvikling. Så skål for de multinationale virksomheder og deres store villighed til at gå forrest i udviklingslandene. Det er til gavn for os alle.
