Formodentlig ufrivillig komisk kronik fra nyuddannet arbejdsløs cand.mag. i historie og religionsvidenskab.
Jeg er ikke arbejdsløs, fordi jeg som akademiker er for dårlig til at forklare mine kompetencer. Jeg er ikke arbejdsløs, fordi jeg ikke har haft nok erhvervserfaring i løbet af studiet. Jeg er ikke arbejdsløs, fordi jeg ikke gider tage mig sammen. Jeg er arbejdsløs, fordi der er 699 andre, som har søgt på samme jobopslag som mig.
Tæt på. Du er arbejdsløs, fordi du har valgt en uddannelse, som stort set ingen kan bruge. Derfor er der ingen jobs, og derfor er der mange, der søger de få, der eksisterer.
I den offentlige debat er der alligevel mange, der påstår, at arbejdsløshed er individets skyld. At problemet er dovenskab eller manglende incitamenter til at tage et arbejde.
Problemet er, at kronikøren ikke vil tage et andet, sikkert inferiørt job, prestigemæssigt som økonomisk, indtil snakkejobbet lander på bordet. Snakkejobbet, som han i øvrigt vil have serveret:
...så har jeg også brug for lidt hjælp. Det kan være en arbejdsgiver, som giver mig en chance, en politiker, som skaber et job eller bare lidt held, som kan give mig en fod indenfor et sted.
Og problemet er, at vi uddanner alt for mange af hans slags ...
