”Kina vil i 2012 sætte fart i anvendelsen af nye energikilder sådan som kernekraft og sætte et stop for den ”blinde” vækst i industrier, som producerer energi fra sol og vind”.
Det sagde Kinas premierminister Wen Jiabao i en regerings rapport, der blev offentliggjort den 5. marts. I stedet vil Kina udvikle kernekraft, vandkraft, skifergas og øge andelen af nye og fornybare energier i det totale energiforbrug. Andelen af fornybar energi ønskes sat op til 11,4 % ved slutningen af 2015, men her skal vandkraft bidrage med to tredjedele.
Det fremgår af en omtale fra nyhedsbureauet Asia Pulse den 12. marts i år. Omtalen har dermed haft 3 måneder til at nå vestlige eller danske medier. Det synes dog ikke at være tilfældet, men her er den så: http://www.elp.com/index/from-the-wires/wire_news_display/1621584677.html
Kina har i dag 14 kernereaktorer i drift og 25 under bygning. Målet er at have en installeret effekt på 60 GW i 2020, 200 GW i 2030 og 400 GW i 2050. (Den nye reaktor i Finland er på 1,6 GW). Kina er i dag stort set selvforsynende med kerneteknologi og behersker alle dele af den. Dertil kommer, at landet har et særdeles ambitiøst program for forskning og udvikling.
I 2010 startede en eksperimentel formeringsreaktor og en tilsvarende i kommerciel størrelse forventes i drift i 2022. Kina købte en del af de patenter, som tyskerne udtog i forbindelse med udviklingen af en gaskølet reaktor, som også kan anvende thorium. Denne type har kineserne arbejdet med i 20 år.
De har gennemført den samme demonstration af indbygget sikkerhed, som tyskerne foretog: lad reaktoren køre med fuld effekt og sluk for kølingen. Det var det, der skete i Fukushima, hvor det dog ikke var operatørerne, der lukkede for kølingen, men tsunamien. Det ved man, at en letvandsreaktor ikke kan tåle. Men den omtalte gaskølede reaktor kan!
Forskning og udvikling af denne reaktor i Tyskland blev stoppet i 1991 som et led i modstandernes salami-strategi, som gradvis fjernede det oprindeligt stort anlagte tyske kernekraftprogram. Andre dele, som blev stoppet var oparbejdning af brugt brændsel og en stort set driftsklar formeringsreaktor. Selv i Frankrig blev en formeringsreaktor skrottet i en politisk studehandel mellem Mitterand og kommunisterne.
Europa var sammen med USA omdrejningspunktet i udviklingen af kerneteknologien. Men så kom den grønne bølge! Teknologiens udvikling blev bremset alvorligt i USA, og i flere lande i Europa blev reaktorer standset i utide. Så galt gik det ikke i USA, hvor 72 af landets 104 reaktorer nu har fået driftstilladelse til deres 60. år og de første nye reaktorer er under bygning.
Det gamle kontinent synes derimod at være fortabt. En tilsyneladende flink dame fra Danmark fører an i Europas teknologiske nedtur ved at kræve opførelse af havvindmøller i Frankrig. Disse vil medføre, at man skal reducere kernekraftens produktion, når det blæser: en besparelse på nogle få øre pr kWh og en omkostning på rundt regnet 100 øre pr kWh. Magen af spild af penge skal man lede længe efter, og det midt i en europæisk økonomisk krise.
Nu får vi så fint besøg fra Kina. Præsidenten for det store land vil sikkert høfligt lytte til den megen snak om sol og vind. Og naturligvis vil han med kyshånd tage imod tilbud om samarbejde med danske firmaer som Grundfos og Danfoss. I danske reportager bliver disse firmaers projekter grundigt sovset ind i grøn retorik. Hermed vildledes den intetanende borger til at tro, at firmaernes glimrende position er noget, som de grønne har skabt. Det er ikke tilfældet.
At de omtalte og andre danske firmaer med mange år på bagen nu kan bidrage med ”klimarigtige” og ”grønne” løsninger har intet at gøre med den grønne bevægelse. Det skyldes slet og ret, at de kan deres kram. Det kan de, fordi dansk ingeniøruddannelse historisk har to ben. Det ene er H. C. Ørsteds oprettelse af Den Polytekniske Læreanstalt (DTU) i 1829. Det andet er den danske tradition for videreuddannelse af veluddannede håndværkere til teknikumingeniører, i dag diplomingeniører.
Hvor længe vil hæderkronede firmaer finde sig i at blive skamredet af den politiske verdens grønne lykkeriddere?
