Hold jer langt væk!
Jeg havde svært ved at finde en grimasse, der kunne passe, da jeg en tirsdag for lidt mere end to år siden slog op i Jyllands Posten. Her havde Sanne Gram fået en helside i Erhvervssektionen. ”Alle kan være med i Dubai”, hed det i den lokkende overskrift, hvor hun fremhævede en lang række lysende investeringsmuligheder for ”almindelige” danskere. Ejendomme i Dubai er virkelig hedt, fik hun det til. Jeg har sjældent set manglende indsigt blive anvendt så kategorisk vildledende.
Mit kendskab til Emiraterne og Dubai er ikke – og var heller ikke dengang i 2008 - præget af den luksus og de farverige prospekter, som de dygtige arkitekter og marketingfolk har vist frem for alle, der interesserede sig for at investere i de opreklamerede sheikdømmer.
Dubai var tidligere, og er stadigt i dag definitivt kun for viderekomne. Det var derfor meget letfærdigt, at en som Sanne Gram så sent som i 2008 blåstemplede ejendomskøb i Dubai og sammenlignede det med at investere i Spanien eller Frankrig. Nu har krisen i efteråret 2009 klart vist, hvad investeringerne i det lilleputagtige ørkenland er værd – ingenting!
Dubai er en tom kulisse
Dubai er en paria i verden. Stedet er bare en kæmpe ”ranch”, som ejes af en enkelt person: Sheik Muhammed bin Rashid fra al-Maktoum familien, der har haft magten siden 1833. Selvfølgelig er han velbegavet og orienterer sig mod Vesten – det er jo sådan man tjener penge! I Dubai har man ingen love, der vedrører ejerskab af for eksempel ejendomme, på den måde, vi kender til det. Derfor findes der ingen indbygget retssikkerhed forbundet med ejendomshandel. Købe- eller leasing kontrakter er sjældent mere værd end papiret, de er skrevet på.
Værditakseringer af ejendomme er gjort ene og alene med salg eller videresalg for øje og har ingenting med kommers at gøre. Det er som ejendomsboblen, der afsløredes under krakket i november sidste år, viser, bare kunstige tal og løgnagtige beregninger. Egentlig taler vi om sort byggeri. De fleste ejendomme og tilhørende luksusanlæg er nemlig resultatet af flere forskellige former for kriminalitet.
Alt er et resultat af andres ulykke
Dubais penge kommer ikke fra olie, som mange tror, men fra pengevask og prostitution. Ikke noget mærkværdigt altså . Pengene fra narkotikahandelen, der udgår fra Afghanistan, Pakistan, Indien, Sri Lanka og Bangladesh efter modtagelse af deres salgs indtægter fra Europa, får alle, næsten uden undtagelse, en tur gennem systemet i Dubai. Containere fuldt med Alle verdens mønter havner regelmæssigt i Dubai, hvor en lokal sheikh modtager 50% af indholdet for sig selv mod at deponere resten i en bank konto, han opretter i narko handlerens navn. Bagefter finansiere narkohandleren en eller flere af de farverige bygge projekter i Dubai og modtager således en bevis at han er ejere af en ejendom som han kan sælger eller lejer ud. Sådan kan han overføre sin vasket penge til Vestens banker på basis af at han har tjente sin penge lovligt i Dubai. Derfor har Dubai så mange tusinde af kæmpe stor byggerier som Palm, The World og skyskrabere hvor 90% af huser og lejligheder står tomt og usolgt og kan dog fortsætte hæmningsløst med at bygge videre. Har du spekuleret en gang hvem i alverden skal bo i disse lokaler hele året rundt? Dubai har ingen samfund.
De mange byggerier og den livlige trafik af udenlandske forretningsfolk og plattenslagere, kræver mange medarbejdere til byggeri og servicenæringer. Disse arbejdere kommer hovedsageligt fra asien og behandles i de fleste tilfælde så dårligt, at ingen dansk rødstrømpe, eller lokalformand i Amnesty har nogen som helst forudsætninger for at fatte det. De importerede arbejdere er fortrinsvis mænd (95%), hvilket gør dem til lette ofre for prostitutionsindustrien, som skovler pengene tilbage i kassen, som de i andre selskaber har udbetalt i alt for lave lønninger til de stakkels gæstearbejdere.
Lad mig slå fast, at der ikke findes en eneste faktor i Emiraternes ”gæstearbejderi”, som går at sammenligne med Danmarks forhold til deres gæstearbejdere gennem årene. De importerede kvinder er et kapitel for sig. Uanset om de er lejede til prostitution eller til mere accepterede serviceerhverv privat eller i erhvervslivet, lever de flest en kummerlig tilværelse uden den mindste form for retssikkerhed. Mange bliver sendt tilbage til deres hjemland uden løn, nogen tvinges til at skifte religion, mens andre igen ledes ud i organiseret prostitution for at tjene til hjemrejsen. I dag findes der over en kvart million prostituerede i Dubai.
De prostituerede henter man fra udlandet, og da de er afhængige af visum, har de ledende sheiker lavet et kvotesystem. Den næststærkeste mand i Abu Dhabi har 100.000 visa (mindre sheikher har 10.000), som han kan sælge, en anden har 60.000 osv. Et visum gælder for en måned ad gangen, og den prostituerede skal betale 2,500 dirham for den: 500 til stats kassen, 1.000 til mellem manden, der deller med alle de embedmænd, som har med turisternes ophold at gøre og 1.000 til sheikhen som har kvotaen. Så hvis en sheik eksempelvis kontrollerer 100.000 visa og hver måned modtager 1000 dirham (1 dirham = 1,6 kr.) pr. visum, så giver det 100 millioner dirham pr. måned – vel at mærke uden, at han behøver at røre en finger.
Hvem kan finde på at bo der?
Jeg har svært ved at forstå, hvordan almindelige danskere kan føle sig godt tilpas i sådan et miljø, hvor befolkning består af 8% oprindelige lokale araber og resten består af 95% mænd, hovedsageligt fra fjernøsten, og hvor ca. 90% af de kvinder, man ser på gaden, er prostituerede. Derudover er der næsten 50 grader varmt med 100 % fugtighed i knapt ni måneder af året. Trafikken er langt være end Mexico City og Manilla til sammen, og forretningsgangen – når det gælder det meste - er en uoverskuelig jungle. Varerne i butikkerne er enten vestlige produkter som er meget dyrere end herhjemme, eller lavkvalitets varer fra Østen. Her findes absolut ikke noget, som en traditionel dansker skulle sætte pris på!
Dubai er ikke Hong Kong, Singapore eller Manhattan. Hvis man bare løfter en lille flig af det ”farvestrålende prospektblad”, finder man at ingenting, er som man forsøger at få det til at se ud. Alt i Dubai er bygget ved anvendelse af så højt udnyttet arbejdskraft, at det kan sammenlignes med slavearbejde.
Mere end 300,000 arbejdere bliver smidt ud af Dubai hvert år på grund af forskellige undskyldninger. Nogle fordi de har strejket eller bare klaget over forholdene, når arbejdsgiveren først har tvunget dem til at arbejde 6 måneder uden løn, og dernæst fordi forholdene de tilbydes i arbejdslejrene er så usle og langt værre end forholdene i verdens værste slumkvarterer.
At drikke spiritus eller bade i bikini er selvfølgelig totalt forbud under loven, der er baseret på sharia, men det er sheiken selv, som beordrer politiet til at se den anden vej, når det drejer sig om de velbeslåede europæere. De fattige ”gæstearbejdere”, der har betydeligt større behov for at drukne sine sorger end de rige vesterlændinge, bliver sendt i fængsel i en måned og må ydermere indkassere 40 piskeslag samt udvisning uden løn for det mindste tegn på druk.
Postlude
Hvis man kan spise og sove uden at tænke på, at man nyder resultatet af slave arbejdere og et hotel der er finansieret af kriminelle aktiviteter så kan Dubai være et fremragende mål for et kort kulturfri besøg, helt enkelt bare som en kuriositet i livet, eller om man skal træffe nogen i forretninger, skrive en kontrakt for at eksportere noget til landene omkring (se at få sikret betalingen, inden du sender noget af sted). Men Dubai bliver aldrig noget, der kan nydes, som en ferieby i Sydfrankrig, Spanien eller en græsk middelhavsø! Dertil er reglerne og baggrunden for Dubais velstand for odiøs!
Enhver dansker, der overvejer at etablere sig i Dubai, på den ene eller den anden måde bør spørge sig selv, om de med god samvittighed vil investere i et land, der er baseret på luder, narko og slaveøkonomi.
Selv Stein Bagger forlod Dubai tidligere end planlagt – men det er måske en hel anden historie. Men typisk måske at netop også han forbindes med dette arabiske forsøg på at kopiere syndens by, Las Vegas!
Jeg havde svært ved at finde en grimasse, der kunne passe, da jeg en tirsdag for lidt mere end to år siden slog op i Jyllands Posten. Her havde Sanne Gram fået en helside i Erhvervssektionen. ”Alle kan være med i Dubai”, hed det i den lokkende overskrift, hvor hun fremhævede en lang række lysende investeringsmuligheder for ”almindelige” danskere. Ejendomme i Dubai er virkelig hedt, fik hun det til. Jeg har sjældent set manglende indsigt blive anvendt så kategorisk vildledende.
Mit kendskab til Emiraterne og Dubai er ikke – og var heller ikke dengang i 2008 - præget af den luksus og de farverige prospekter, som de dygtige arkitekter og marketingfolk har vist frem for alle, der interesserede sig for at investere i de opreklamerede sheikdømmer.
Dubai var tidligere, og er stadigt i dag definitivt kun for viderekomne. Det var derfor meget letfærdigt, at en som Sanne Gram så sent som i 2008 blåstemplede ejendomskøb i Dubai og sammenlignede det med at investere i Spanien eller Frankrig. Nu har krisen i efteråret 2009 klart vist, hvad investeringerne i det lilleputagtige ørkenland er værd – ingenting!
Dubai er en tom kulisse
Dubai er en paria i verden. Stedet er bare en kæmpe ”ranch”, som ejes af en enkelt person: Sheik Muhammed bin Rashid fra al-Maktoum familien, der har haft magten siden 1833. Selvfølgelig er han velbegavet og orienterer sig mod Vesten – det er jo sådan man tjener penge! I Dubai har man ingen love, der vedrører ejerskab af for eksempel ejendomme, på den måde, vi kender til det. Derfor findes der ingen indbygget retssikkerhed forbundet med ejendomshandel. Købe- eller leasing kontrakter er sjældent mere værd end papiret, de er skrevet på.
Værditakseringer af ejendomme er gjort ene og alene med salg eller videresalg for øje og har ingenting med kommers at gøre. Det er som ejendomsboblen, der afsløredes under krakket i november sidste år, viser, bare kunstige tal og løgnagtige beregninger. Egentlig taler vi om sort byggeri. De fleste ejendomme og tilhørende luksusanlæg er nemlig resultatet af flere forskellige former for kriminalitet.
Alt er et resultat af andres ulykke
Dubais penge kommer ikke fra olie, som mange tror, men fra pengevask og prostitution. Ikke noget mærkværdigt altså . Pengene fra narkotikahandelen, der udgår fra Afghanistan, Pakistan, Indien, Sri Lanka og Bangladesh efter modtagelse af deres salgs indtægter fra Europa, får alle, næsten uden undtagelse, en tur gennem systemet i Dubai. Containere fuldt med Alle verdens mønter havner regelmæssigt i Dubai, hvor en lokal sheikh modtager 50% af indholdet for sig selv mod at deponere resten i en bank konto, han opretter i narko handlerens navn. Bagefter finansiere narkohandleren en eller flere af de farverige bygge projekter i Dubai og modtager således en bevis at han er ejere af en ejendom som han kan sælger eller lejer ud. Sådan kan han overføre sin vasket penge til Vestens banker på basis af at han har tjente sin penge lovligt i Dubai. Derfor har Dubai så mange tusinde af kæmpe stor byggerier som Palm, The World og skyskrabere hvor 90% af huser og lejligheder står tomt og usolgt og kan dog fortsætte hæmningsløst med at bygge videre. Har du spekuleret en gang hvem i alverden skal bo i disse lokaler hele året rundt? Dubai har ingen samfund.
De mange byggerier og den livlige trafik af udenlandske forretningsfolk og plattenslagere, kræver mange medarbejdere til byggeri og servicenæringer. Disse arbejdere kommer hovedsageligt fra asien og behandles i de fleste tilfælde så dårligt, at ingen dansk rødstrømpe, eller lokalformand i Amnesty har nogen som helst forudsætninger for at fatte det. De importerede arbejdere er fortrinsvis mænd (95%), hvilket gør dem til lette ofre for prostitutionsindustrien, som skovler pengene tilbage i kassen, som de i andre selskaber har udbetalt i alt for lave lønninger til de stakkels gæstearbejdere.
Lad mig slå fast, at der ikke findes en eneste faktor i Emiraternes ”gæstearbejderi”, som går at sammenligne med Danmarks forhold til deres gæstearbejdere gennem årene. De importerede kvinder er et kapitel for sig. Uanset om de er lejede til prostitution eller til mere accepterede serviceerhverv privat eller i erhvervslivet, lever de flest en kummerlig tilværelse uden den mindste form for retssikkerhed. Mange bliver sendt tilbage til deres hjemland uden løn, nogen tvinges til at skifte religion, mens andre igen ledes ud i organiseret prostitution for at tjene til hjemrejsen. I dag findes der over en kvart million prostituerede i Dubai.
De prostituerede henter man fra udlandet, og da de er afhængige af visum, har de ledende sheiker lavet et kvotesystem. Den næststærkeste mand i Abu Dhabi har 100.000 visa (mindre sheikher har 10.000), som han kan sælge, en anden har 60.000 osv. Et visum gælder for en måned ad gangen, og den prostituerede skal betale 2,500 dirham for den: 500 til stats kassen, 1.000 til mellem manden, der deller med alle de embedmænd, som har med turisternes ophold at gøre og 1.000 til sheikhen som har kvotaen. Så hvis en sheik eksempelvis kontrollerer 100.000 visa og hver måned modtager 1000 dirham (1 dirham = 1,6 kr.) pr. visum, så giver det 100 millioner dirham pr. måned – vel at mærke uden, at han behøver at røre en finger.
Hvem kan finde på at bo der?
Jeg har svært ved at forstå, hvordan almindelige danskere kan føle sig godt tilpas i sådan et miljø, hvor befolkning består af 8% oprindelige lokale araber og resten består af 95% mænd, hovedsageligt fra fjernøsten, og hvor ca. 90% af de kvinder, man ser på gaden, er prostituerede. Derudover er der næsten 50 grader varmt med 100 % fugtighed i knapt ni måneder af året. Trafikken er langt være end Mexico City og Manilla til sammen, og forretningsgangen – når det gælder det meste - er en uoverskuelig jungle. Varerne i butikkerne er enten vestlige produkter som er meget dyrere end herhjemme, eller lavkvalitets varer fra Østen. Her findes absolut ikke noget, som en traditionel dansker skulle sætte pris på!
Dubai er ikke Hong Kong, Singapore eller Manhattan. Hvis man bare løfter en lille flig af det ”farvestrålende prospektblad”, finder man at ingenting, er som man forsøger at få det til at se ud. Alt i Dubai er bygget ved anvendelse af så højt udnyttet arbejdskraft, at det kan sammenlignes med slavearbejde.
Mere end 300,000 arbejdere bliver smidt ud af Dubai hvert år på grund af forskellige undskyldninger. Nogle fordi de har strejket eller bare klaget over forholdene, når arbejdsgiveren først har tvunget dem til at arbejde 6 måneder uden løn, og dernæst fordi forholdene de tilbydes i arbejdslejrene er så usle og langt værre end forholdene i verdens værste slumkvarterer.
At drikke spiritus eller bade i bikini er selvfølgelig totalt forbud under loven, der er baseret på sharia, men det er sheiken selv, som beordrer politiet til at se den anden vej, når det drejer sig om de velbeslåede europæere. De fattige ”gæstearbejdere”, der har betydeligt større behov for at drukne sine sorger end de rige vesterlændinge, bliver sendt i fængsel i en måned og må ydermere indkassere 40 piskeslag samt udvisning uden løn for det mindste tegn på druk.
Postlude
Hvis man kan spise og sove uden at tænke på, at man nyder resultatet af slave arbejdere og et hotel der er finansieret af kriminelle aktiviteter så kan Dubai være et fremragende mål for et kort kulturfri besøg, helt enkelt bare som en kuriositet i livet, eller om man skal træffe nogen i forretninger, skrive en kontrakt for at eksportere noget til landene omkring (se at få sikret betalingen, inden du sender noget af sted). Men Dubai bliver aldrig noget, der kan nydes, som en ferieby i Sydfrankrig, Spanien eller en græsk middelhavsø! Dertil er reglerne og baggrunden for Dubais velstand for odiøs!
Enhver dansker, der overvejer at etablere sig i Dubai, på den ene eller den anden måde bør spørge sig selv, om de med god samvittighed vil investere i et land, der er baseret på luder, narko og slaveøkonomi.
Selv Stein Bagger forlod Dubai tidligere end planlagt – men det er måske en hel anden historie. Men typisk måske at netop også han forbindes med dette arabiske forsøg på at kopiere syndens by, Las Vegas!
