På fyrre år er standarden for social adfærd ændret så meget I retning af feminin middelklasse, at det er kammet over. Man har fået fjernet alkohol og røg fra arbejdspladserne, har gjort op med mobning og chikane, stort set udraderet groft sprog og fuldkommen fjernet enhver direkte kropslighed i institutioner og på arbejdspladser. Det har givet mange gode resultater – men måske har vi været blinde for, at der også er en pris – som et mindretal, af især drenge og mænd, betaler. Vi har marginaliseret en gruppe mennesker, der ikke er pæne.
Den "pæne" tale
”Tal pænt – der er damer til stede!” De ord kunne man stadig høre – sagt i ramme alvor og med god grund – dengang jeg var knægt, for 40 år siden.
Dengang var det ikke de fleste børn der gik i børnehave. Det var mændene der dominerede de allerfleste arbejdspladser og der var mindst lige så mange mandlige som kvindelige skolelærere. Dengang måtte kvinderne finde sig i adfærd som var direkte uacceptabel og som vi i dag – med rette – må betegne som undertrykkende og sexistisk. Men op igennem halvfjerserne, firserne og halvfemserne blev der lavet om på tingene. Flere bølger af feminisme fik ryddet op – og indført nye normer. Normer som kvinderne – der strømmede ud på arbejdspladserne – bedre kunne leve med. Naturligvis.
Man fik – i et vist omfang - fjernet pinup-pigerne fra skurvognene og kontorerne. Man fik ændret sproget – så de sexistiske grovheder ikke længere flød i en lind strøm. Man fik ryddet ud i bandeordene. Samfundet blev indrettet så der også var plads til kvinder.
Men nu står vi i den situation, at der ikke er plads til andre end kvinder. Der er ingen steder man kan bande, kan hænge et billede af en nøgen pige op, eller snakke om lort, røv og fisse. Man kan ikke slå en skid, eller pisse ved siden af.
Det har ændret sig til – at man ikke længere behøver sige: ”Tal pænt – der er damer til stede”. Det er en selvfølge, at man aldrig overskrider de pæne damers fine grænser.
De udstødte
Og hvad så? Er det ikke meget godt? Betyder det så meget, at man kan sige ”fucking bitch” og ”jeg går ud og skider”?
Jeg har tilbragt nogle årtier på arbejdspladser rundt omkring – både maskuline og feminint dominerede. De sidste tre år har jeg haft en række jobs på børneinstitutioner – og disse erfaringer har stillet nogle ting i relief. Normerne for acceptabel social adfærd er så snævre i daginstitutionerne, at der er en gruppe drenge, som vantrives. De bliver konstant ”rettet til” – så de kan lære at opføre sig som små piger. Der mangler egentlig bare at de får ”hello kitty” nederdel på og sløjfer i håret. De sidder faktisk allerede ned og pisser (undskyld - tisser).
De allerfleste drenge kan faktisk godt finde ud af at være små piger. De kan godt "fake" det – i hvert fald i 45 minutter ad gangen eller når der er voksne damer til stede. Men der er en gruppe – som ikke helt kan forbinde tingene. De er ”aggressivt udadvendte” og det er ikke godt. De kan ikke sidde stille som små artige piger – og derfor får de alvorlig skæld ud (på den klamme måde – hvor man godt ved at den voksne er gal, men hvor udtrykket er så behersket, at nogle af os bliver helt bange – fordi det må opfattes som ondskab og ikke vrede).
Og så får de medicin. De bliver undersøgt og ”diagnosticeret” og bliver stemplet med en bogstavskombination – og DOPET. Så kan de sgu lære det, kan de. Der MÅ jo være noget galt med sådan nogle drenge, der ikke er piger.
Det er lidt ligesom i Sovjetunionen i gamle dage, hvor man tvangsindlagde og medicinerede de mennesker der ikke kunne se, at systemet var ufejlbarligt og til ens eget bedste: ”Du skal altså tage din medicin – det er til dit eget bedste”.
Det som tilsyneladende er sket er, at adfærdsnormerne er blevet så snævre – at man må påbegynde femininiseringen af drengene allerede i vuggestuerne. Drenge der larmende drøner rundt med en pind for at kæmpe og slås – bliver allerede i toårsalderen rettet til. Drenge der ikke gider sidde stille ved et bord og pille ved en eller anden ligegyldig perleplade – bliver tvunget. For ”de skal altså også lære at sidde stille. Det er de jo nødt til når de skal i skole”. Når de kravler op i et træ, bliver de kaldt ned – for pædagogdamen er bange.
Det betyder så at drengene sidenhen bliver slået ihjel. For når de en sen fredag aften, som syttenårige, kravler op på S-toget for at male det (altså gøre det som drenge i 10 års alderen plejede at gøre i gamle dage) – så står der ikke en pæn dame og råber at de skal komme ned. Der er ingen som fortæller dem, at man ikke skal røre ved køreledningerne – hvis man ikke vil prøve at blive stegt og flække på langs, som en ristet frankfurter. Deres ulykker er altid blevet taget i opløbet. På den måde kan man argumentere for, at damernes forsigtige adfærd – slår børn ihjel. Børnene er under konstant opsyn med voksne, der hindrer dem i at gøre egne erfaringer.
Men skal vi tilbage til det gamle?
Nej vi skal ikke tilbage til det gamle. Vi skal forstå at der skal være plads til os alle. Vi må gøre plads til de mennesker der ikke lige falder i hak med den måde samfundet har udviklet sig på. Selvom mennesket er et meget tilpasningsdygtigt væsen, så er det ikke alle der lige let falder ind i rollen som pæne piger.
Rummelighed er jo et nøgleord – måske endda en slags ”mantra” – i institutionsverdenen, og i samfundsdebatten. Vi skal alle sammen kunne være her. Det siger de pæne kvinder. Og henviser til, at de ikke kan lide at man bander, ryger, råber, bøvser, prutter og alt muligt andet – som de har fundet på ikke er pænt.
Og selvfølgelig skal der da også være plads til, at der er nogle steder hvor man ikke bander, ryger, råber, bøvser prutter og alt muligt andet.
Men behøver det at være ALLE steder?
Hvad med os der mener det er helt fint – eller måske bare synes at det ikke er så fandens slemt? Hvad med os, der bedst udtrykker os – bedst slapper af – og bedst er os selv – når vi kan gøre de ting?
Skal der ikke være plads til os?
Kroppen og sanseligheden
Vi har smidt den grove og voldsomme kropslighed og sanselighed ud med badevandet. Kun i sportsverdenen kan man tilsyneladende endnu rumme den slags.
Pænheden betyder, at man skal udtrykke sig i ord. Man skal kunne ”sætte ord på”. Jeg har endnu ikke forstået hvorfor det skulle være særlig vidunderligt, at man skal ”sætte ord på” – og jeg fatter slet ikke hvorfor det skal være så forbudt at være så glad at man dasker lidt til hinanden med et smil, eller så sur at man gør det samme – uden et smil. Det er jo alt sammen kommunikation.
Det samme gælder andre former for kropslig og sanselig udtryksglæde. At drøne rundt i gangene og råbe – bliver opfattet som ”forkert”. Men når man er rigtig glad og trænger til at vise det til hele verden, så kan det være den bedste måde at gøre det på. Sådan noget er svært at udtrykke mens man sidder i sin hello-kitty nederdel og putter perler på en plade.
Jeg mener at voldsomhed, kropslighed, råben og banden er en fuldkommen acceptabel og ligeværdig del af menneskers udtryksmuligheder. Og jeg mener at vores regeltyranniske pænhedsregime, som starter i institutionerne bærer en god del af skylden for, at der er flere og flere mennesker som ikke trives i vores samfund.
Den totalitære pænhed
Når man ikke kan opføre sig voldsomt og kropsligt nogen steder hvor der er voksne kvinder til stede, og man – som barn – er dømt til at opholde sig sammen med disse kvinder næsten hele dagen – så SKAL det jo gå galt. Og damerne synes selv de gør det rigtige.
Disse - ret beset feminine - værdier, som trives i enhver skole- eller hønsegård, hvor finkerne "kører på" alle andre, som ikke lige opfører sig som finkerne ønsker - er nu så dominerende, at de børn der ikke formår at efterkomme kravet om pænhed, bliver tvangsmedicineret, udskudt af samfundet og fordømt og kasseret. Ikke alene gælder disse adfærdsregler i vuggestuer og børnehaver. De gælder selvfølgelig også i skolen og i næsten samtlige øvrige uddannelsesinstitutioner. Adfærdsreglerne er ved at gennemtrænge alle aspekter af samfundslivet - og lovgiverne har taget dem til sig i de senere år.
Det er ikke mange år siden at tanken om, at staten skulle kunne blande sig i hvad som helst - lå de fleste fjernt. Idag - takket være opdragelsen af børnene - kan man se folketingsmedlemmer, der i ramme alvor foreslår love om folks påklædning, ryge- og madvaner, måder at tale og tænke på, og så videre. Det er en kulturforandring som har fundet sted - i takt med at skolegårdens finker, har fundet deres plads i de lovgivende forsamlinger. Den individuelle frihed spiller mindre og mindre rolle - mens pænheden og korrektneden trænger frem alle steder.
Der er snart ikke plads til rigtige mennesker mere.
I Sverige er de "20 år foran os" - men lad os håbe, at vi ikke indhenter det.
