For kvik og smart til at sætte tallerkner i opvaskeren og tørre bordet af? For sexet til familie? Synes vi efterhånden så godt om os selv, at vi ikke kan holde de andre ud. Eller har vore forventninger til et sundt og lykkeligt liv i fri udvikling vokset sig så store, at vi kun kan opfylde dem uden familiens begrænsende indblanding.
Men er det ikke latterlighed og smålighed, der trænger sig på og presser den moderne familie – lige så meget, som det måske er krav fra arbejdspladsen. Det er et paradoks, at vi på den ene side bekender os til demokrati og dermed til forestillingen om, at vi alle er lige og frie, og tager ansvar for os selv og hinanden, men samtidig ikke kan underordne os det fællesskab, som familien er.
