En lesbisk kvinde (der selv bor lykkeligt og chikanefrit i en mindre by med sin kone) reflekterer over Mariager-sagen og over, om homoseksuelle måske selv har fordomme om mindre byer, nu når Mariager kollektivt er blevet udråbt som homohaderby.
Især er jeg lidt rystet over at se, at man uden videre går ud fra, at alle indbyggere i en by er kollektivt ansvarlige for, hvad der jo ligner en enkelt psykisk syg persons handlinger.
...
Jeg mener, det er en kendt sag, at homoseksuelle, der færdes i det københavnske natteliv, ikke ”bare” risikerer chikane i form af tilråb, men direkte fysisk vold.
...
Måske al denne vrede mod indbyggerne i Mariager dækker over, at rigtigt mange københavnerhomoer selv lever i frygt for homofobisk chikane? Det er en frygt, de ikke rigtigt kan give udtryk for, fordi den kan være politisk ukorrekt at nævne (fordi den jo i storbyen ikke så sjældent endda udføres af unge mænd med såkaldt anden etnisk baggrund)
