I en glimrende kronik ”Kønskampens usynlige ofre” giver Eva Gregersen et modsvar til Elisabeth Rygaard unuancerede angreb ”Kvindeforagt lanceret som frihed” på den fælles kritik af Albright-gruppens dagsorden. Uden som en anden Mogens Lykketoft at erklære mig som feminist (da jeg jo er en mand), må jeg dog alligevel tilstå på forhånd, at jeg er mest enig med den blå feminist Eva Gregersen i debatten mod den røde feminist Elisabeth Rygaard. Alene fordi rød feminsterne gang på gang taler mere om tvang end om ligestilling (for loven).
Eva Gregersens kronik er et helt berettiget modsvar, da Elisabeth Rygaards kritik ikke forholdt sig til de problemstillinger de blå feminister fremførte mod Albright-gruppen, men gennem stråmænd og fejlcitater angreb de unge kvinder for at være forkælede, fordi de blot ønsker at de små familier selv kan fordele barslen indbyrdes mellem forældrene.
I modsætning til Elisabeth Rygaard vil jeg kritisere noget, som personen jeg kritiserer rent faktisk har skrevet. Nemlig forsøget på at komme med et alternativ til Albright-gruppens tvangsbarsel. Her følger blå-feministens efter eget udsagn en forbedring af de nuværende barselsregler:
En bedre løsning ville være at lovliggøre barselsklausuler i ansættelseskontrakter, så kvinder (og for den sags skyld mænd) kan forpligte sig til ikke at gå på barsel i en bestemt tidsperiode. (Dvs. hvis de går på barsel alligevel, vil de skulle kompensere virksomheden for omkostningerne, som jo kan være en sekscifret størrelse). Det kan måske virke urimeligt over for de kvinder, der ikke vil acceptere denne klausul - men hvis en kvinde ikke vil garantere, at hun ikke går på barsel i løbet af eksempelvis de første to år, er det så virkelig en god idé for det lille konsulentfirma, der er dybt afhængig af den enkelte medarbejders indsats, at satse på hende? Det kan virke barsk at tænke på en fødsel som et problem, som medarbejderen påfører virksomheden, men sådan er virkeligheden for selv den mest velmenende arbejdsgiver.
Hvorfor er det dog en bedre løsning end tvangsbarsel? Begge løsninger er jo dårlige.
De fleste mænd planlægger ikke, hvornår deres kvinder bliver gravide. At skulle afstå et sekscifret beløb vil jeg endda påstå er en dårligere aftale end at blive tvunget til at tage barsel. Selvfølgelig kan man omvendt sige, at hvis det alene handlede om økonomi ville ingen få børn til at starte med (i hvert fald ikke mænd).
I aftalefrihedens navn burde man jo allerede nu kunne aftale, hvad man har lyst til. Derfor undrer det mig, at Eva Gregersen tilsyneladende ER tilhænger af barselsrettigheder, og derfor ønsker en form for beskyttelse af arbejdsgiveren ved at indføre barselsklausuler.
En indførelse af en barselsklausul vil betyde endnu mere bureaukrati, da det påståede tab vel skal kunne dokumenteres. Det er ikke min opfattelse at dansk erhvervsliv har brug for flere regler og mere bureaukrati i hverdagen. De nuværende barselsregler er derfor bedre.
En nyuddannet single kvinde vil givetvis gerne underskrive en sådan klausul for at komme ud på arbejdsmarkedet. Jeg må dog tilføje med Storm Ps vise ord, at det er svært at spå, især om fremtiden. Det er langt fra sikkert, at Amor har tænkt sig at respektere to års klausulen, og hvorfor egentlig kun to år? Det er vel altid en omkostning for virksomhederne, at deres ansatte går på barsel. Børn har det endda med altid at melde deres ankomst på ubelejlige tidspunkter – barselsklausuler eller ej - i forhold til de planer, man nu engang har lagt. Et barns ankomst er dog noget, man gerne ændrer disse planer for.
Til Eva Gregersens forsvar, anerkender jeg selvfølgelig kvinders ret til at indgå ugunstige aftaler, akkurat som mænd også har den ret. Hvorfor man selv foreslår indførelsen af ugunstige vilkår, forstår jeg dog ikke.
Med Albright-gruppen og Eva Gregersens forslag in mente må konklusionen være, at vi blot skal beholde de nuværende barselsregler.
