Jeg plejer at kalde 1950´erne for årtiet i venteposition. I Danmark slikkede og reparerede årtiet blot de forholdsvist overfladiske sår fra besættelsesårene – overfladiske i forhold til i hvert de krigsdeltagende lande, men også i forhold til andre besatte lande som f.eks. Holland og Norge. Men økonomisk, socialt og kulturelt afventede årtiet noget nyt - alene af den grund, at alt det gamle, såvel materielt som mentalt, var blevet nedslidt som følge af Verdenskrigens ødelæggelser og rædsler. Og det samtidig med, at Verdenskrigens teknologiske landvindinger og efterkrigstidens Marshall-hjælp varslede øget velfærd og medfølgende nybrud på alle livets områder. Med andre ord lå alle de nybrud, der realiseredes i det følgende årti, latente i 1950´erne.
Opbrud og nybrud var det mantra, der kom til at karakterisere det følgende årti. Det sociale mønster begyndte at krakelere. Kvinderne, der forlod kødgryderne og barneværelset til fordel for en plads – heltids eller deltids - på arbejdsmarkedet. Og som kom til at opleve en hidtil uset frihed i et utal af valgmuligheder. Opbrud i det økonomiske system – velfærdsstaten, der blev født og fremkaldte såvel tilhængere som modstandere, men som sammenlagt alligevel oplevedes som et gode og som et værdifuldt socialt sikkerhedsnet.
Opbrud i uddannelsesmønstret – velfærdsstatens børn, der uanset social arv og økonomiske forhold skulle have så megen uddannelse som muligt. Koste, hvad det ville. Opbrud i kulturmønstret. Modernismen, der stillede spørgsmål til og forkastede de gængse litterære og kunstneriske former og normer samtidig med, at nye proklameredes og afprøvedes. Sommetider ud i absurditeten. Opbrud i det moralske mønster – det traditionelle familiemønster kom under voldsomt pres, bl.a. som følge af de mange nye berøringsflader i det arbejdsmæssige og sociale liv. Men også som følge af kvindernes øgede økonomiske selvstændighed og påfølgende uafhængighed. P-pillen gjorde dem endvidere fri af fortidens evindelige frygt for uønsket graviditet. Moderniteten bankede med andre ord på i alle samfundsmæssige og menneskelige relationer og gav rig næring til moderne erindringsskrivning.
Min opvækst i skolealderen fandt sted på et husmandssted med 30 tønder ikke særlig god jord. Tiden var de sidste år i 1940´erne og de første syv af 1950´erne. Det vil sige en periode, hvor dansk landbrug måtte beslutte sig for modernisering og mekanisering, inkl. den gældsætning, denne proces uvægerligt medførte. Eller også at lade stå til - eventuelt suppleret med den ene ægtefælles arbejde udenfor hjemmet. For mange familier i det sønderjyske blev begrebet Danfoss ensbetydende med en supplerende indkomst – som regel hjembragt af manden fra industrieventyret i Nordborg på Als.
Danfoss søgte til stadighed arbejdskraft, ikke mindst efter at virksomheden i 1952 var begyndt at producere radiator-termostater. Og jeg husker tydeligt, hvor ofte Danfoss blev nævnt under snakken ved familiesammenkomster. Virksomheden blev i i den sydlige del af Sønderjylland synonym med og katalysator i den udvikling fra selvstændig landmand til industriarbejder, som tusinder af landbofamilier oplevede i de år. Mine forældre valgte en tredje vej: At forsøge at klare sig med udbyttet af de 30 tønder land, suppleret med et varieret husdyrhold i form af køer, svin og høns. Dertil en frugthave med et rigt udvalg af æbletræer, aspargesdyrkning, slagtehøns og hvad der ellers kunne være af Nebengeschäft. Den lille grå slider, der i form af en Ferguson-traktor blev så almindelig på små gårde i 1950´erne, var der ikke råd til, så husdyrholdet var udover de nævnte også to arbejdsheste. Prisen for den vej, mine forældre valgte, var manglende modernisering og udvikling. Da jeg blev student i 1957, solgte de gården og udskiftede den med et liv på asfalten i Tønder.
Jeg husker min barndom som både tryg og god. Sammen med mine forældre var jeg så heldig og begunstiget at indgå i et fællesskab, hvor arbejde og fritid naturligt flød ud i et. Sådan var livet på en mindre landbrugsejendom i 50´erne uden fremmed hjælp. Når jeg cyklede hjem fra skole, vidste jeg, at der hjemme på marken gik min far, der så frem til, at jeg afløste ham bag hestene, når der om foråret eller efteråret skulle pløjes eller harves. Eller når der i april skulle køres møg ud fra møddingen, eller det skulle spredes ud over markerne fra de bunker, som det var læsset af i. Eller når arbejdskraften ved roe-hakningen kunne fordobles, når jeg kom hjem, fik skiftet tøj og fik gang i en hakker mere. Eller når neg skulle sættes i skok, køres hjem i laden eller sættes i stak.
Og om efteråret, når roerne skulle aftoppes, tages op og køres hjem i roekulen. Jeg oplevede egentlig det hele som en ganske naturlig ting – selv om det, indrømmet, sommetider var træls. Men jeg kendte jo ikke andet. Årstidernes skiften var det evige signal om, at noget nyt i landbrugsbedriften bankede på. At man var nået til et nyt punkt i livets og årets evige cyklus. Intet under, at bønder altid har været konservative – måske ikke i partipolitisk betydning, men i deres grundindstilling til livet og dets mange tilskikkelser.
Men jeg skal ikke skjule, at jeg af og til oplevede det som et pres hurtigst muligt at skulle hjem efter skole, når jeg hørte kammerater i Tønder fortælle om alle de gøremål, som de havde gang i efter skoletid. Denne klagesang skal absolut ikke forklejne, at jeg sammenlagt kun husker en god og tryg barndom. Mine forældre – kan jeg se nu – gav mig alle de muligheder, som deres virkelighed rummede og betingede. De gav gennem deres egne eksempler nogle klare pejlemærker for, hvordan man skulle gebærde sig i såvel nære sammenhænge som i samfundet. Være et ordentligt menneske. Men aldrig med løftede pegefingre eller direkte forbud. De opstillede ingen nationale, religiøse eller moralske forskrifter eller forventninger. De gav mig alle muligheder for at fortsætte skolegangen lige til studentereksamen, og de gav mig fuld frihed i valg af videre uddannelse.
Selvfølgelig ville min far gerne have set mig overtage gården og følge i hans fodspor som landmand. Alt andet ville have været unaturligt – tiden taget i betragtning. Han kunne jo ikke vide, hvilke omvæltninger, det traditionelle og gennem århundreder nedarvede landbrugssamfund, snart ville blive udsat for. Desuden var han selv ud af en familie, hvor søn i generationer havde fulgt faren på gården. Men da min far ret hurtigt konstaterede, at jeg ikke så godt kunne lide at få beskidte fingre, opgav han stiltiende denne ambition eller gemte den i hukommelsens sidefiler.
Selvfølgelig ville han som det næstbedste gerne have set mig blive skolelærer fra Tønder Statsseminarium og bagefter få ansættelse et sted i nærmiljøet. Men han støttede mig alligevel hele vejen, selv om jeg nok skuffede ham i disse ønsker. Da det gik op for mine forældre, at jeg efter aftjent værnepligt ville studere på Aarhus Universitet, accepterede de det. Men med den tilføjelse, at de ikke var i stand til at støtte mig økonomisk på anden måde end med en pakke i ny og næ. Jeg er sikker på, at der i denne tilføjelse ikke lå nogen form for trussel. Blot var de usikre på den tilværelse og det lange studium, som jeg kastede mig ud i, og som de følte lå langt udenfor deres rækkevidde og deres hjælps muligheder.
Jeg blev aldrig en typisk 68´er og har ærligt talt egentlig heller aldrig haft hverken behov for eller lyst til at være det. I biologisk alder var jeg ti år for gammel – 30 år og far til to små børn i 1968. Men heller ikke i overført betydning kom jeg til at tilhøre denne forkælede og forkætrede kategori. Jeg havde i min barndom og tidlige ungdom ingen autoriteter, som jeg senere havde behov for at gøre oprør mod. Ingen autoritær faderfigur, ingen omklamrende mor, ingen udpræget autoritære lærerfigurer eller andre af de hadeobjekter, som typiske 68´ere havde behov for at markere sig i modsætning til. Og som de senere hen belemrede deres omgivelser og hele samfundet med.
Derfor havde jeg heller ikke behov for at ideologisere et oprør ved at konstruere og virkeliggøre anti-autoritære tendenser for til sidst blot at gøre dem til nye autoriteter. Selvfølgelig sympatiserede jeg i 60´erne med de frigørelsesprocesser, der var i gang internationalt. De sortes frihedskamp i USA, kampen mod apartheid i Sydafrika og modstanden mod amerikanernes beskidte krig i Vietnam stod også på min liste over nye og positive fænomener i verden. Men min sympati var meget pragmatisk og u-ideologisk – bestemt af rimelighedsbetragtninger.
Det var rimeligt, at de sorte i USA blev ligeberettigede borgere også i praksis – et århundrede efter Den amerikanske Borgerkrig. Det var urimeligt, at sorte, farvede og hvide ikke kunne benytte samme busser og bænke i det offentlige rum. På samme måde med apartheid i Sydafrika – den meste konsekvente form for menneskeforagt Endelig var det udtryk for ny-imperialisme og overlevet koloniholdning, at en af verdens supermagter, USA, i forlængelse af franskmændenes indokinesiske fallitbo ville bekæmpe vietnamesernes rimelige nationale kamp for uafhængighed, selv om krigen førtes under dække af at skulle bekæmpe den internationale kommunisme.
