Tillad mig, mens freden sænker sig over Nørre Usseldrup og de herfra kontrollerede nabosogne, at fremføre denne blankversificerede hilsen til alle gode udenbys debatvenner:
Juleanden sprød og lun,
plukket fri for fjer og dun,
lander snart på den gamles tallerken.
Han er sulten, helten, bersærken,
så til resten af familien bliver der hverken
vinger, lår eller stumper af bryst,
de må stille sulten og finde trøst
ved en servering af dybstegt flæsk,
foderroer og rundhåndede tæsk,
hvortil nydes gul hestepilsner.
Glædelig jul, godt nytår og hilsner
fra familien Knockel, tyende og personel,
naboer, husdyr og andre, der har det held
at være sunde og raske og fri for gæld,
udviklingspessimister, men alligevel
klar til at smile ved lussingens smæld
mod kindens buttede, æblerøde bue.
Skøn er den afrettede landbokind at skue,
og her står de, karle, piger, børn og frue,
ingen skal svigtes og efterlades forfrossen,
alle får julelussinger af landsbytossen.
(Retten til musikledsagelse, herunder opsætning som scenemusical, forbeholdes)
