Slagtesvin, malkekøer og korn var grundstammen i produktionen på min barndoms gård i 1950´erne. Hertil kom så sideprodukter som æbler, asparges, æg og slagtehøns. Tilsammen en blandet landhandel, der skaffede brød på bordet for en familie på tre.
Vi solgte som regel grisene i otte-ugers alderen. Enkelte fedede vi selv op og solgte som slagterisvin, når de havde nået den fastsatte slagtevægt. En enkelt gris beholdt vi til hjemmeslagtning. Den vender jeg tilbage til. Det var englænderne, der dikterede priserne på slagterisvinene - og i det hele på mange ting. Mente i hvert fald min far – der skulle jo tages hensyn til deres højt elskede morgenmad med æg og dansk bacon. I det hele taget var min far ikke ligefrem begejstret for englændernes prispolitik. Hovedsynspunktet var, at de ikke ville betale nok for danske landbrugsvarer, og at Danmark var alt for afhængig af deres ønsker og krav. Mens de nok skulle bestemme, hvad de ville have for deres egne varer.
Når min far handlede smågrise, skete det under iagttagelse af et nøje - ganske vist uudtalt og aldrig nedskrevet - sæt af regler. I god tid inden grisehandlerens ankomst havde grisene fået en særlig stor portion rughalm at boltre sig i. Den stride halm bevirkede, at de små grise hurtigt blev rene og lyserøde, så de grangiveligt lignede marcipangrise.
Så kom grisehandleren – en ret trivelig herre, klædt i en åbentstående og ret beskidt hvid kittel. Min far stod inde i grisestien og præsenterede den skrigende vare ved at tage den i bagbenene og op i favnen – den skulle selvfølgelig sælges for den størst mulige pris. Grisehandleren stod ude i midtergangen – han havde pengene, men ville naturligt nok gerne have varen så billigt som muligt. Det var markedsøkonomi i sin mest primitive form. Mellem de to kamphaner foregik et sælsomt spil med klare psykologiske overtoner – et spil, jeg som mindreårig iagttager naturligvis kun fik en fornemmelse af. Hvis man koblede lyden fra, kunne spillet godt minde om fugles parringsdans. Ved hjælp af fagter, tilsyneladende håndslag, småudbrud, ofte af brummende karakter, vredesudbrud, ledsaget af et kropssprog, der lod ane, at modparten da simpelthen ikke var rigtig klog – ved hjælp af alle disse virkemidler søgte de at nå frem til en handel, begge parter ønskede, og som de hver især kunne være tilfreds med.
Gang på gang var min far hovedrystende på vej bort fra stien, et par minutter senere var det så grisehandlerens tur til at nærme sig staldens udgang. For et øjeblik senere at vende tilbage, tage min fars åbne håndflade og med et klask slynge et nyt tal ud og med en forsikring om, at det var hans absolut sidste bud. Så tog min far grisehandlerens ligeledes åbne håndflade, klaskede den og udstødte et andet tal – ligeledes med en forsikring om, at det var hans sidste bud. Hvilken trylleformel, der fik begge parter til at vende tilbage, forblev en dyb hemmelighed – gemt i psykologiens krinkelkroge.
Eller også skyldtes det blot, at begge parter var oprigtig interesseret i en handel. Som oftest nåede de to kombattander til enighed om en pris – men sommetider skulle de helt ud på gårdspladsen – med grisehandleren halvt inde i bilen, før det endelige og gyldige håndslag var en kendsgerning. Min fars og grisehandlerens kendskab til hinanden stammede naturligvis kun fra optrinnene i stalden. Deres baggrund var vidt forskellig, og deres krav og forventninger til tilværelsen ligeledes helt forskelligartede. Alligevel lignede de set udefra og i den konkrete handelssituation to mænd, der kendte hinanden godt. De havde i den givne sammenhæng et fælles, ofte tavst sprog, de havde et fælles adfærdsmønster og sidst, men ikke mindst havde de naturligvis et fælles mål med deres komsammen.
Jeg nævnte ovenfor, at et enkelt slagterisvin om året reserveredes til hjemmeslagtning. Slagtedagen var en travl dag. Uden adgang til elektricitet og dermed kølefaciliteter skulle slagteprocessen helst afsluttes samme dag. På den aftalte dag kom den professionelle slagter med sine remedier – først og fremmest den skarptslebne kniv, der hang i hans bælte. Grisen førtes ud i gården under skrig og skrål – aldrig er udtrykket ”at skrige som en stukken gris” forekommet mere på sin plads.
Når grisen var slæbt hen på rette plads, tog slagteren sin enorme forhammer, tog omhyggeligt sigte og slog den for panden. Grisen faldt om på siden med benene strittende ud til siden i ryk. Så var slagteren klar med den store slagterkniv, som han sikkert og professionelt stak ind i grisen, så den ramte halspulsåren. Blodet pulsede ud, mens min far holdt en spand under for at opfange det. Derefter skulle der røres rundt i blodet, så det ikke koagulerede. Imens blev grisen smidt op i et trug med kogende vand, der i forvejen var varmet op i gruekedlen. De nu løse børster blev skrabet af grisen, der derefter, renvasket, hvid og marcipansagtig, blev lagt op på en stige, spændt fast og stillet op ad huset med hovedet nedad. Slagteren skar den op fra ende til anden, og de endnu dampende indvolde væltede ud. Hjerte, lever og nyrer blev skilt ud.
Derefter kunne slagteren begynde den grovpartering af grisekroppen, der skulle gøre min mors arbejde lidt nemmere. Hun påbegyndte dernæst processen med at finpartere i skinker, bove, brystflæsk, grisetæer, flæskestege, koteletter, hakkekød osv. Hovedet blev kogt med henblik på at lave sylte. Kød blev hakket for at lave medisterpølse og spegepølser i grisens nu rensede og steriliserede tarme.
Jeg kan huske, at vi i mange år saltede store mængder grisekød ned – en konserveringsmetode, der var almindelig, indtil de kollektivt ejede frysehuse fra begyndelsen af 1950´erne blev almindelige. Vi lejede derefter en frostboks i det andelsejede frysehus i Jejsing. Det vil sige, at hver gang der skulle hentes noget i fryseren, var det frem med cyklen og af sted. Men metoden var naturligvis et enormt fremskridt i forhold til de traditionelle opbevaringsmuligheder. Selv om min altid skeptiske far – som landmand og dermed en fra naturens hånd konservativt indstillet person – var sikker på, at kødet nok mistede noget i smag ved den nymodens stil med at fryse det ned.
På et tidspunkt holdt vi op med at hjemmeslagte – det skete på min mors initiativ. Hun erklærede simpelthen, at hvis der alligevel ikke var nogen, der ville spise det flæsk, som naturligt fulgte med at slagte gris – så gad hun ikke være med til det store og forcerede arbejde. Blodet var vi for længst holdt op med at bruge. Jeg har smagt blodpølse og blodsuppe, som i øvrigt normalt blev kaldt sortsuppe. Men ingen af delene var nogen succes, og på det punkt var min far helt enig med mig. Grisetæer og halen havde vi det på samme måde med, så efterhånden var det en noget amputeret gris, der skulle slagtes for at tilfredsstille den lille familie på Tidsholm. Til gengæld måtte jeg så undvære griseblæren, der kunne bruges som ballon eller som raslebøsse. Pustet op, blev den hængt til tørre – efter at der var puttet småsten i den.
Moderne mennesker med stål- og granitbelagte samtalekøkkener har svært ved at forestille sig et præ-moderne køkken. Hvor alt vand skulle slæbes ind fra pumpen på gårdspladsen og ligeledes fragtes ud i en spand efter brug. Hvor der med andre ord hverken var rindende vand, afløb eller kloak. Hvor der skulle slæbes brændsel ind til komfuret, gruekedlen og kakkelovne, og hvor både komfur og kakkelovn hver morgen skulle renses for aske og slagger. Og hvor alt til madlavningen hørende skulle hentes i et spisekammer, beliggende i husets mest kølige krog.
Alligevel husker jeg med glæde livet omkring komfuret eller kakkelovnen og dens varme. For eksempel de søndagsmorgner, hvor min flittige mor havde bagt frisk franskbrød, og hvor brødet sammen med smør og honning blev til guddommelige mundfulde. Men jeg husker også de vintermorgener med klingende frost og snedriver op til de isblomst-dekorerede vinduer. Hvor vi klemte os sammen, tæt op af den kamin, der kun langsomt spredte lidt varme i stuen. Men det betød jo ikke, at de andre rum som soveværelse, entre og køkken automatisk blev varmet op. Her var der bidende koldt. Måske derfor, at jeg altid – vinter som sommer – siden har sovet for åbne vinduer.
