Ondsindede kvinder | I haserne på eliten

I den forgange uge kunne man se et særligt ondsindet angreb på en konkret kvinde, som havde den frækhed at give et interview til Politiken, hvori h...

NIM Ikke angivet,

16/02/2016

I den forgange uge kunne man se et særligt ondsindet angreb på en konkret kvinde, som havde den frækhed at give et interview til Politiken, hvori hun fortalte, at hun havde sagt sit fuldtidsjob op og fundet et andet job på deltid, fordi hun gerne ville hente sin datter tidligt fra vuggestuen.

Og dén slags provokation skal åbenbart ikke gå ustraffet hen! Politikens Ditte Giese skriver på sin åbne og offentligt tilgængelige Facebook-profil, at denne kvinde højst sandsynligt kan se en fremtid i øjnene, hvor hendes mand vil forlade hende til fordel for en mere interessant karrierekvinde, og så vil hun sidde tilbage helt alene, fattig og kedelig. ”Hun tilbringer hele sit arbejdsliv på dagpenge/SU/jobtilbudsordninger etc.” slutter Giese af. Man skal dog ikke beskylde Ditte Giese for at mangle empati, for længere nede i samme tråd kommer hun med den indsigtsfulde tilføjelse, at det skam er meget forståeligt, at kvindens mand vil knalde ved siden af, for man bliver jo så kedelig af at gå derhjemme med børnene.