Bortset fra lidt engjord var det meste af de 30 tønder jord, der hørte til vores gård, sandjord – med tryk på sand. Den var naturligvis nem at arbejde med, og der var ikke problemer med marker, der efter voldsomme regnskyl stod under vand. Hovedproblemet var mere mangel på vand – især om foråret, når korn og roer skulle udvikle sig. Og så i begyndelsen af sommeren, når kornet skulle sætte kerner. Jeg kan huske år, hvor der efter såning fulgte en forårsstorm med tilhørende sandflugt. Med det resultat, at det meste af såsæden var endt i den ene ende af marken – og det hele kunne starte forfra.
Jorden var naturligvis lige så følsom overfor tørkeperioder. Jeg kan for mit indre blik stadig se min far en majdag stå ude på gårdspladsen, spejdende efter bare en lille sky, der kunne afgive lidt væde til de tørstende korn- og roemarker. Høsten var afgørende for gårdens økonomi. En dårlig høst betød uvægerligt større regninger hos mølleren eller grovvarefirmaet. Og disse regninger betød igen et stort indhug i næste års høstudbytte. Det vil sige, at familien på den måde kunne komme ind i en ond cirkel, som det kunne blive meget svært at komme ud af.
Sprøjtning mod ukrudt kendte vi faktisk ikke. Jeg husker det i hvert fald ikke. Det betød naturligvis ikke, at der ikke fandtes ukrudt på markerne. Men jeg er overbevist om, at den intensive behandling af markerne var et effektivt middel mod ukrudtet. Roehakkeren, der sommetider var i brug tre, men i hvert fald to gange, kom jo næsten manuelt i berøring med hver eneste plante – samtidig med at alt ukrudt fjernedes ved hver hakning. Jeg har hakket mange roer, men jeg var ikke vild med dette arbejde. Jeg syntes, rækkerne var uendelig lange, og solen bagede som regel fra en skyfri himmel. Senegræs var et stort og tilbagevendende problem på den sandede jord. Det blev om foråret efter pløjningen harvet sammen i store bunker og brændt. Alligevel dukkede det trofast op igen det følgende forår – enhver haveejers mareridt.
En ganske særlig begivenhed om foråret var, når malkekøerne skulle på græs. Hele vinteren havde de stået bundet i båsene. Med meget lidt bevægelsesfrihed. Når der var kommet blot en lille smule græs på marken, var tiden kommet. Vinterfoderet var ved at slippe op, og det var måske i den sidste fase blevet suppleret med dyrt indkøbt kraftfoder. Jeg husker tydeligt den dag, hvor køerne endelig blev sluppet løs og forsøgt lokket ud ad stalddøren. Usikre gik de – uvante, som de var med at bruge benene. Tøvende, prøvende og snusende gennem stalddøren og hen til leddet ind til marken. Så tog en vis herre imidlertid ved dem – friheden dæmrede i deres bevidsthed. Med halen lige i vejret og med de tunge yvere svingende fra side til side prøvede de at løbe ned over marken. Men benene ville dårligt lystre dem, og nogle faldt da også af deres dumdristighed.
Høsten var naturligt årets største begivenhed på et lille brug. Det var den, der afgjorde familiens økonomi det følgende år. Det var også den, der afgjorde, hvor stor købmandsregningen og gælden til mølleren skulle blive i årets løb. Uanset, hvordan forår og forsommer vejrmæssigt havde artet sig, var det trods alt høstperiodens vejr og vind, der afgjorde, hvordan afgrøden kom i hus. Når tiden nærmede sig, gik min far jævnligt og tyggede på kernerne i aksene. Han hævdede på den måde at kunne afgøre, om kornet var tjenligt til at blive høstet.
Når kernerne havde bestået lakmusprøven mellem min fars tænder, gik høsten ind. Først skulle der med le slås en kant rundt om hele marken. Det høstede skulle tages op og med hånden bindes til neg. Ellers ville hestenes hove og selvbinderens hjul ødelægge kornet. Så var det selvbinderens tur. Neg efter neg sprøjtede den ud – kadencen afhang naturligvis af, hvordan kornet havde stået. Når selvbinderen var færdig, og negene lå spredt ud over marken, skulle de sættes i skok. Seks til otte neg stilledes skråt ind mod hinanden. Så de kunne tørre. Før mejetærskeren var det ikke almindeligt, at kornet blev tørret efter høsten. Det foregik på marken – en proces, der selvfølgelig i høj grad også afhang af vejret. Stod skokkene for længe på marken i skiftende regn og sol, risikerede man, at kernerne begyndte at spire – og så var kornet stort set ødelagt.
Når negene var tørre og tjenlige, skulle de køres hjem. Det krævede to mand. En, der med en fork langede negene op på kassevognen, og en, der lagde dem på plads. Blev læsset for højt, eller var negene ikke lagt ordentlig, risikerede det at vælte under hjemkørslen. Og ind i laden, hvor negene atter forkedes – nu op på loftet. Her lå de så, indtil der skulle tærskes.
Jeg husker tiden mellem høst og tærskning som lidt problematisk. Hvis kornet ikke havde været tørt nok, da det blev kørt ind, risikerede man, at det begyndte at bræmme. Det vil sige, at der kunne gå ild i kornet ved selvantænding. Ildebrand var naturligvis altid et skrækscenarium på en stråtækt gård. Især min mor gav udtryk for denne frygt. Og min far havde i denne forbindelse ikke de samme hårdtslående argumenter, som han havde overfor frygten for lynnedslag – nemlig at henvise til lynaflederne. I forbindelse med kornet havde han kun den meget subjektivt bestemte forsikring om kornets tørhedsgrad at ty til. Det blev aldrig til ildebrand i min barndom, men den var hver eftersommer en truende mulighed.
Et par måneder lå høsten i laden eller på loftet. I hvert fald indtil det tidspunkt, hvor det traktor-trukne tærskeværk under stort spektakel rullede ind på gårdspladsen. Det var en stor og begivenhedsrig dag i min verden. Bare monstrummet i sig selv. Men også den hektiske aktivitet og den fremmede arbejdskraft, der skulle hjælpe til. Min mor havde travlt i køkkenet – situationen og mændene krævede kraftig og ikke mindst rigelig mad. Tærskeværket blev stillet op og klargjort i ladens gennemkørsel, traktoren anbragt, så den kunne levere den nødvendige energi.
Tærskningen kunne begynde. Negene tog endnu en gang turen på forken, men denne gang ultimativt ned til manden, der tog imod dem, skar snoren over og lænsede neget med aksene vendt nedad ned i værket. En ansvarsfuld post, for han skulle sørge for, at tærskeværket ikke fik for meget at arbejde med ad gangen. Ned i the black box – for at tale computer-nudansk. Men resultatet var godt nok. I den ene ende løb det tærskede korn i stride strømme ned i de til formålet anbragte jutesække. Normalt en post, min far vogtede, så de ikke løb over. I den anden ende kom halmen ud, bundet i nydelige baller, kaldet klapninger. Så blev de losset op på loftet – til vinterens foder og strøelse. Når dagen var omme, tærskningen overstået og ligeså min mors frygt for ildebrand i endnu et år, drog tærskemanden af sted til næste opgave. En lang, hektisk og begivenhedsrig dag var til ende.
Fantastisk, hvor mange arbejdsgange, der skulle til for at udfylde den funktion, som mejetærskeren med et snuptag varetager. Den fandtes i 50´erne, men var ikke særlig udbredt. Der fandtes maskinstationer, der høstede for folk. Min far så på dette nymodens instrument med mistro og skepsis. Kornet var ikke tørt, når det blev høstet på roden med mejetærsker – var han overbevist om. Sandt var det, at det ofte efter høst med mejetærsker skulle tørres med ekstraudgifter til følge. Min far forholdt sig i det hele taget dybt skeptisk til de nye maskiner. De var alt for tunge og bevirkede sammen med traktoren, at jorden blev presset unaturligt sammen. Jeg skal ikke gøre mig klog på, om der var noget om snakken. Der er ingen tvivl om, at min far var overbevist om sine teoriers holdbarhed. Men jeg har ham en lille smule mistænkt for at have ligget under for den samme tankegang, som ræven med de sure rønnebær.
Udover tærskedagen var der en gang mere om året, hvor der var fremmed arbejdskraft på gården – men nu af en yngre kaliber. Det var, når kartoflerne skulle tages op om efteråret. Vi havde som regel en lille hektar sat til med kartofler. Så, det var mange kartofler, der skulle tages op. Den sandede jord var jo som skabt til kartoffelavl. Der var sorten bintje, der næsten havde monopol som spisekartoffel i de år. Vi har også haft den rødnistrede sort King Edward med den faste struktur og gode smag, men den gik for at være sart at dyrke.
I princippet burde kartoffelhøsten jo falde i kartoffelferien, dvs. i efterårsferien Men af en eller anden grund passede den ikke altid ind i systemet. På den berammede dag mødte en flok – af en eller anden grund altid drenge – op efter skoletid. Nogle havde tidligere bragt sig på den sorte liste hos min far – formodentlig fordi de mere havde brugt de kostbare kartofler som kasteskyts end som noget, der skulle puttes ned i de specielle kartoffelkurve. Min far stod for opgravningen – en hestetrukken maskine slyngede kartoflerne ud til siden, hvorefter vi ”daglejere” fulgte efter og samlede op. Processen kunne godt strække sig over et par dage. Og derefter drog junior-arbejdsstyrken videre til næste kartoffelavler. Lønnen kunne variere – den korte høstperiode kunne påvirke udbud og efterspørgsel. Nogle arbejdsgivere var mere gavmilde end andre. Saftevand og anden forplejning kunne ligeledes variere og eventuelt bruges som lokkemiddel overfor den labile arbejdskraft. Lønnen kunne svinge mellem seks og syv, måske helt op til otte kroner pr. eftermiddag.
Den sidste aktivitet i marken før efterårspløjningen var roeoptagningen. Sædvanligvis i oktober, men ofte i flere tempi. Som regel havde vi turnips som en tidlig foderplante. Den blev normalt hevet op ved håndkraft med stængel og rod og kørt hjem i daglige portioner. Eller spredt på marken, når græsset blev mere sparsomt. Dens lave indhold af tørstof og store vandindhold samt dens beskedne krav til jordbundens beskaffenhed gjorde netop turnips til et typisk tilskudsfoder. Men dens skarpe lugt og smag kunne give en kedelig afsmag i mælken. Basisroen var imidlertid kålroen, som vi altid kaldte kålrabi. Det var den, der skulle holde vinteren over og sammen med hø og halm udgøre malkekvægets basisfoder. I stuvet form fik vi den også sommetider serveret på middagsbordet.
Roehøsten foregik i flere tempi. Først blev kålrabien aftoppet med et specielt jern, der kunne minde om et skuffejern. Roetoppene blev ligesom turnips anvendt som et supplement, mens køerne endnu var på græs. Senere blev de aftoppede roer så taget op med en roe-optager. Hver roe blev dernæst med håndkraft og en spids greb forket op i kassevognen og kørt hjem i roekulen, hvor de med en roegreb blev læsset af. Roekulen skulle længst muligt holdes åben – ellers kunne roerne rådne.
Men når frosten nærmede sig, kunne der lægges et lag halm over roerne som en første beskyttelse. Når vinteren så rigtig satte ind, blev der yderligere kastet et lag jord ovenpå halmen – og roerne var beskyttet. I løbet af vinteren kørte vi så roer til et par dages forbrug med trillebør ind i loen, hvor de blev raspet ved håndkraft og ”serveret” for køerne. Ligesom tilfældet var med det enkelte neg, passerede den enkelte roe gennem mange faser, før den nåede sit endelige bestemmelsessted – koens mave.
