Økonomien på et lille husmandssted i 1950´ernes Danmark kunne være både stram og følsom. Selv små rystelser i dagligdagen trak ofte lange skygger efter sig. En fejlslagen høst på de 30 tønder sandede jorder var en katastrofe. Så voksede regningen hos mølleren. Og satte en kædereaktion i gang, der påvirkede næste års økonomi. Men også andre trusler mod den daglige økonomi lurede. En ko, der viste sig alligevel ikke at være med kalv og derfor ikke gav mælk. En so, der viste sig at være gold. Eller, som lå grisene ihjel efter deres fødsel. Eller en anden, som fik meget få eller måske dødfødte grise.
Et husdyr, der døde – måske på trods af dyre dyrlægebesøg. En malkeko, der pludselig blev trepattet. Tilsyneladende små episoder, men alligevel altid alvorlige sociale begivenheder på en lille bedrift, hvor pengeøkonomien i forvejen var beskeden og stram, mens terminer, købmands- og foderstofregninger skulle betales med rede penge. Hestene var normalt forsikret, men det var produktions-dyrene ikke.
Jeg husker tidspunkter, hvor mine forældre sad i køkkenet og desperat diskuterede for at finde løsninger på en eller anden hastig nærmende betalingsfrist. Hvad enten løsningen så blev i form af en kortfristet og i almindelighed forhadt veksel eller måske en ydmygende anmodning om udsættelse med betalingen. Jeg kan også huske tidspunkter, hvor mine forældre – ganske vist med udtrykt væmmelse - delte en bajersk øl og røg en cigaret, fordi de havde hørt, at det kunne dulme nerverne. Nydelsesmidler, som de ellers aldrig rørte. Bajersk øl kunne til nød bruges opvarmet som medicin mod en stærk forkølelse. Cigaretten eller cigaren havde min far naturligvis fået tilbudt et eller andet sted – som regel nok i banken. Noget, der var gratis, skulle man naturligvis aldrig sige nej tak til. Også selv om man var inkarneret ikke-ryger.
Min far var altid på udkig efter en eller anden Nebengeschäft, der kunne supplere køerne og grisene. Vi havde f.eks. en frugthave med forskellige sorter æbler. F.eks. 30 træer med den meget aromatiske og velsmagende sort Cox Orange.
På et tidspunkt blev jeg sælger – det hang sådan sammen. Min far var som sagt hele tiden optaget af at finde på nye aktiviteter, der kunne kaste lidt ekstra rede penge af sig. Vi havde et ualmindelig sandet stykke jord, som lå klos op af et levende hegn – det syntes som skabt til dyrkning af hvide asparges. Dybe render blev gravet, de blev fyldt op med god staldgødning, og oven på det hele blev aspargesplanten med det karakteristiske buskede rodnet bredt ud.
De første år måtte man ikke høste, planterne skulle samle kræfter til den helt store høst. Men så gik det ellers løs – de hvide, sprøde og ualmindelig velsmagende asparges må kun lige have brudt jorden, før de stikkes (= høstes) med en specialkniv. Ellers når de at blive grønne – og de var den gang ikke efterspurgte. Det blev stort set min mors opgave at tage sig af asparges-stikningen, men jeg har også hjulpet til. Tidligt op, det vil sige omkring kl. 4, når solen stod op. Høsten strakte sig fra begyndelsen af juni til Skt. Hans – så der var tale om tre hektiske uger. Afsætningen af det hvide og efterspurgte asparges-guld blev min opgave.
Den foregik i begyndelsen ved, at jeg med min cykel gik fra hus til hus i Tønder og tilbød friske bundter med asparges. Efterspørgslen var stor, så forretningen gik strygende. Varen var jo dugfrisk. Efterhånden fik jeg faste kunder – og så blev forretningen udvidet. Nye varer kom på salgslisten. Vi kunne jo også tilbyde slagtehøns og æg. Efter to år blev de æg-læggende høns slagtet og kunne så sælges som unge suppehøns. Slagtningen var en stor proces i sig selv. Hønsene skulle have hovedet kappet af, skoldes i gruekedlen, derefter plukkes og til sidst holdes over en spritflamme, der tog de sidste fine dun. De finere fjer og dunene kunne bruges i dyner og puder. Og mine asparges-kunder var flittige aftagere af de plukkede, men ikke rengjorte høns. Så vidt jeg husker, krævede myndighederne, at man ikke fjernede indvoldene, det vil sige, at hønsene ikke ”blev taget ud”, og at ben og fødder blev siddende på kræet. Ordet salmonella var endnu ikke opfundet udenfor laboratorierne, og ordet fugleinfluenza eksisterede ikke.
Disse sideaktiviteter bidrog naturligvis til basisbedriften med supplerende indtægter. Men ovenstående er naturligvis udtryk for, hvordan jeg som dreng oplevede situationen den gang. At økonomien ofte var på vågeblus. Men set i bakspejlet må jeg konstatere, at vi i sagens natur aldrig sultede og egentlig havde det godt – maden var jo lige for hånden og som regel i rigelige mængder. Vi oplevede heller ikke pludselig arbejdsløshed, som mennesker i byerhverv konstant havde hængende over hovedet som en reel trussel.
Det glemte min far som regel, når han gav udtryk for, hvor nemt livet var i byerne, når man vidste, at hver den første i måneden var der en fast løn til rådighed. Derimod hang tvangsauktionen og det at skulle forlade gården altid som en truende og frygtelig risiko for en landmand. Og især, når der altid var huller, der skulle fyldes ud med de sparsomme kontanter. Mine forældre talte ofte om 30´erne, som de havde oplevet på egen krop, og hvor risikoen for netop tvangsauktionen som følge af de lave landbrugspriser var stor og ofte også en realitet.
Det at skulle forlade gården, fordi man ikke kunne svare enhver sit, var og er såmænd stadigvæk det ultimative nederlag for enhver landmand. Mine forældre kunne også fortælle om frygtelige tilfælde, hvor spilledjævelen havde fået gårdejeren til i kortspil at miste eller pantsætte hus og hjem hen over hovedet på kone og børn. Måske derfor fandtes der ikke et rigtigt spil kort i mit hjem. Æselspil, ludo, mølle og halma kunne gå an. Og så naturligvis skak. Men kortspil var sammen med spritten djævelens værk, som man skulle holde sig langt fra. Så jeg mindes ikke, at vi har haft hverken et spil kort eller en flaske snaps i mit hjem. Måske også en arv fra min fars missionske barndomshjem.
Mine forældre gik regelmæssigt i kirke. Tidspunkter med utrygge økonomiske vilkår bevirkede, at min far også opsøgte missionske miljøer. I solidaritet fulgte min mor med til bønnemøderne – men uden den store iver. Hvor ofte har jeg ikke hørt hende betvivle de frommes motiver. Og at deres gerninger ikke altid svarede til, hvad de prædikede. Når det kom til stykket gav hun ikke meget for deres fromhed i praksis. Møderne foregik i privaten hos købmand Markus Lorentzen i Jejsing. Da jeg gik i skole med to af købmandsfamiliens sønner, Holger og Kjeld, fulgte jeg med, men vi drenge deltog naturligvis ikke i selve bønnemødet. Jeg kan huske de mere eller mindre uartikulerede lyde, afvekslende med tale og sang, der kom fra mødelokalet. For os drenge var det eneste forsonende ved mødet, at vi fik serveret sodavand sammen med den obligate chokoladekage.
Den stramme økonomi i mit barndomshjem medførte også, at der blev passet på, når en so skulle fare, eller en ko skulle kælve. Så sad min far oppe om natten, mens jeg efter bedste evne afløste ham nogle timer, så han kunne få sovet bare lidt. Det var vigtigt, at grisene straks efter fødslen blev taget fra soen og puttet ned i en kasse med halm, så de kunne holde varmen. Men også for at undgå, at soen af vanvare eller af fødselsnervøsitet trådte på grisene eller lagde sig på dem.
Varmekasser var en umulighed – alene af den grund, at vi ikke havde indlagt elektricitet. Det var også vigtigt, at f.eks. slim straks efter fødslen, eller ”faringen”, som den rettelig hedder ved grise, blev fjernet fra grisenes tryner - ellers kunne de blive kvalt. Og når så fødslen var overstået, skulle grisene lægges til moderen og fordeles ved de enkelte patter. Det kunne også ske i sjældne tilfælde, at en so fik så mange grise – i sig selv jo en glædelig ting – at hun ikke havde patter nok. Der var et utal af små ekstra gøremål i en stald, der ikke var udstyret med moderne sikkerhedsforanstaltninger.
Jeg husker en faring, der endte i en helt usædvanlig situation. Et par dage efter opdagede min far en morgen, at de nyfødte grise var svulmet op på en underlig måde. Ved nærmere eftersyn viste det sig, at de alle – og der var en halv snes stykker i alt – var født uden endetarmsåbning. Gode råd var dyre, og dyrlægens var erfaringsmæssigt alt for dyre. Når man selv kunne fjerne mælketænder eller kastrere nyfødte grise, kunne man vel også klare en sådan situation. Så min far tog resolut et barberblad og skar forsigtigt et hul der, hvor der rettelig burde være et. Det viste sig, at tarmen sad helt, hvor den skulle, og ”operationen” resulterede synligt, lugtmæssigt og hørligt øjeblikkeligt i en umådelig lettelse for grisene. Nogle enkelte døde af kvaksalveriet, men jeg husker, at de fleste overlevede og kunne sælges ganske normalt otte uger senere.
