Selv om soldaterne kæmper modigt i dokumentarfilmen Armadillo, leverer Danmark et ganske beskedent bidrag i Afghanistan. Så længe der ikke er vilje til at vinde, trækker krigen blot pinen ud for den trætte og anti-vestlige landbefolkning.
Det lykkedes mig at få adgang til premieren i Dagmar i onsdags på filmen Armadillo om den militære operation i Afghanistan. Missionen og dens politiske baggrund er ret kompleks, så jeg har hidtil været tilbageholdende med kommentarer. Men dokumentarfilmens skildring fra fronten giver nu et tydeligere billede af situationen i operationsområdet.
Når tidligere officerer som undertegnede vælger at deltage i debatten, udfylder vi et tomrum, dels fordi den politiske debat herhjemme har været punkteret lidt af, at der står et bredt flertal bag missionen, og dels fordi der tilsyneladende ikke foregår en debat blandt forsvarets ansatte, som offentligheden kan få indblik i.
Det første, jeg bemærker, da tæppet går, og kameraet følger den fremrykkende fodpatrulje, er, at vores soldater er alt for tungt udrustede. Enkeltmandsudrustningen med hjelm, fragmentationsvest, våben og ammunition tillader ikke soldaterne at udmanøvrere fjenden og beskytte sig med smidige bevægemåder i terrænet.
Soldaterne bør aflastes med et lille eldrevet køretøj på tynde hjul, der ikke ødelægger bøndernes marker, som samtidig kan fungere som affutage for våben og elektroniske modforanstaltninger.
Likvidering?
I fuld længde giver filmen næppe anledning til nogen voldsom fortsættelse af debatten om, hvorvidt de danske soldater foretager en likvidering af sårede talebanere, som hen mod filmens slutning bliver nedkæmpet – først med en håndgranat, siden af skud. Magtanvendelsen virker forståelig, da enhedens kampstress kommer op i det røde felt efter en heftig ildkamp med flere sårede på dansk side.
Til gengæld lyder det mindre kønt, da delingsføreren efterfølgende forsøger at give sine folk mundkurv på ved at appellere til soldaternes loyalitet. Reaktionen er meget menneskelig i konteksten, men ikke særlig klog set gennem fotografens idealdemokratiske kameraoptik, som sikkert har bred appel blandt denne aftens publikum.
I salen sidder diverse menneskeretseksperter, politiske kommentatorer og venstrefløjskoryfæer, som i øvrigt også må have fået deres verdensbillede kraftigt forstyrret af virkelighedens bandende, svovlende og pornokonsumerende unge mennesker. Soldaterne tilhører jo den institutionaliserede generation, som mange nok tror er effektivt opdraget til at påtage sig ansvaret som socialstatens pæne og omsorgsfulde arvtagere.
Men i filmen noterer man sig især elegante sprogfornyelser som udbruddet ”pikkegodt”. Efterfølgende har jeg noteret mig, at forsvarschefen vil sætte gang i en undersøgelse af forsvarets virksomhedskultur. Han ved godt, hvilken politisk virkelighed han opererer i.
Lille operativ effekt
Den grandiose danske selvforståelse bliver udfordret i løbet af filmen. Den udstiller noget af den ønsketænkning og proportionsforvrængning om missions omfang og effekt, som forsvaret og medierne har båret ved til. Der har været tegnet et billede af en succesfuld offensiv til gavn for en taknemmelig lokalbefolkning, og nu ser vi, at de 800 danske soldater i missionsområdet, der er bakket op af 22.000 ansatte i det hjemlige forsvar og et forsvarsbudget på 20 mia. kr., kun producerer en vedvarende operativ effekt på kamppladsen svarende til en håndfuld fodpatruljerende soldater.
Nu forstår vi bedre, hvorfor konflikten er lavintensiv og fronterne flydende. Vi forstår også, hvorfor lokalbefolkningen ikke vil eller tør samarbejde med de internationale koalitionsstyrker og hvorfor genopbygningsprojekter i området er spild af skatteydernes penge, før to betingelser er opfyldt.
1. Afghanske sikkerhedsstyrker må på plads for at tage ansvaret for befolkningens sikkerhed, en plan, som også er ved at blive implementeret.
2. Befolkningen må tilegne sig et minimum af demokratiske værdier, et projekt, som efter alt at dømme har en tidshorisont, der rækker ud over de fleste menneskers forventede levealder, medmindre vi går massivt ind og indoktrinerer befolkningen. Den option er ikke er politisk mulig.
Dansk naivitet
Filmen skildrer en temmelig tossegod tilgang til den militære magtanvendelse. Den danske styrke efterlever Genevekonventionerne med stor nidkærhed, selv om modstanderen ikke kvitterer ved selv at overholde krigens love, der bl.a. påbyder militære enheder at bære synlige våben. Måske bliver det nu lidt mere klart for mange, hvorfor USA fandt sig nødsaget til at opfinde begrebet illegale kombattanter, for at finde en måde at tackle problemet på.
Det ser foruroligende bevidstløst ud, når soldaterne i filmen patruljerer blandt lokale bønder med ukendt civil-militær status. Hertil kommer en alvorlig trussel i form af miner eller fjernudløste vejsidebomber. De lunefulde lokale og tilfældigt udlagte sprængladninger skaber et usikkert og stressende miljø på kamppladsen, som må efterlade biografgængerne med den største respekt for udsendte soldater, som formår at holde hovedet koldt eller blot overleve fysisk og psykisk.
De operationer, som udgår fra Armadillo viser sig at være i bemærkelsesværdig overensstemmelse med Dansk Folkepartis doktrin om at ”slå fjenden ihjel”. Soldaterne forlader lejren for at opsøge kamp, men desværre uden at have evne til at holde det vundne terræn. Det ligner en salamitaktik baseret på den tvivlsomme antagelse, at antallet af talebanere er endeligt og på et eller andet tidspunkt slipper op. Men så længe Vesten bliver opfattet som besættelsesmagt, får fjenden næppe problemer med at rekruttere til krigen.
Hvor er fagforeningerne?
Hvis der ligger en strategisk tankegang bag operationsmønsteret i Helmand, må det være at fiksere fjenden i provinsen, mens demokratisering og nation building finder sted i det centrale Afghanistan. Derigennem kan der så skabes forudsætning for en gradvis udrulning af sikkerhed, demokrati og økonomisk vækst. Men så skal man bare ikke foregøgle danskerne, at vi lige nu er i Helmand for at bygge pigeskoler.
Lad mig sammenfatte ved at fastslå, at soldaterne kæmper under urimelige vilkår, mens soldaternes fagforeninger forholder sig tavse. Men der er vist ganske symptomatisk for de militære fagforeninger, at de befinder sig i en identitetskrise. Enten aner de ikke, hvis interesser de varetager, eller også tror de, de varetager medlemmernes interesser bedst ved at fremstille deres indsats som en ubetinget succes.
Det lykkedes mig at få adgang til premieren i Dagmar i onsdags på filmen Armadillo om den militære operation i Afghanistan. Missionen og dens politiske baggrund er ret kompleks, så jeg har hidtil været tilbageholdende med kommentarer. Men dokumentarfilmens skildring fra fronten giver nu et tydeligere billede af situationen i operationsområdet.
Når tidligere officerer som undertegnede vælger at deltage i debatten, udfylder vi et tomrum, dels fordi den politiske debat herhjemme har været punkteret lidt af, at der står et bredt flertal bag missionen, og dels fordi der tilsyneladende ikke foregår en debat blandt forsvarets ansatte, som offentligheden kan få indblik i.
Det første, jeg bemærker, da tæppet går, og kameraet følger den fremrykkende fodpatrulje, er, at vores soldater er alt for tungt udrustede. Enkeltmandsudrustningen med hjelm, fragmentationsvest, våben og ammunition tillader ikke soldaterne at udmanøvrere fjenden og beskytte sig med smidige bevægemåder i terrænet.
Soldaterne bør aflastes med et lille eldrevet køretøj på tynde hjul, der ikke ødelægger bøndernes marker, som samtidig kan fungere som affutage for våben og elektroniske modforanstaltninger.
Likvidering?
I fuld længde giver filmen næppe anledning til nogen voldsom fortsættelse af debatten om, hvorvidt de danske soldater foretager en likvidering af sårede talebanere, som hen mod filmens slutning bliver nedkæmpet – først med en håndgranat, siden af skud. Magtanvendelsen virker forståelig, da enhedens kampstress kommer op i det røde felt efter en heftig ildkamp med flere sårede på dansk side.
Til gengæld lyder det mindre kønt, da delingsføreren efterfølgende forsøger at give sine folk mundkurv på ved at appellere til soldaternes loyalitet. Reaktionen er meget menneskelig i konteksten, men ikke særlig klog set gennem fotografens idealdemokratiske kameraoptik, som sikkert har bred appel blandt denne aftens publikum.
I salen sidder diverse menneskeretseksperter, politiske kommentatorer og venstrefløjskoryfæer, som i øvrigt også må have fået deres verdensbillede kraftigt forstyrret af virkelighedens bandende, svovlende og pornokonsumerende unge mennesker. Soldaterne tilhører jo den institutionaliserede generation, som mange nok tror er effektivt opdraget til at påtage sig ansvaret som socialstatens pæne og omsorgsfulde arvtagere.
Men i filmen noterer man sig især elegante sprogfornyelser som udbruddet ”pikkegodt”. Efterfølgende har jeg noteret mig, at forsvarschefen vil sætte gang i en undersøgelse af forsvarets virksomhedskultur. Han ved godt, hvilken politisk virkelighed han opererer i.
Lille operativ effekt
Den grandiose danske selvforståelse bliver udfordret i løbet af filmen. Den udstiller noget af den ønsketænkning og proportionsforvrængning om missions omfang og effekt, som forsvaret og medierne har båret ved til. Der har været tegnet et billede af en succesfuld offensiv til gavn for en taknemmelig lokalbefolkning, og nu ser vi, at de 800 danske soldater i missionsområdet, der er bakket op af 22.000 ansatte i det hjemlige forsvar og et forsvarsbudget på 20 mia. kr., kun producerer en vedvarende operativ effekt på kamppladsen svarende til en håndfuld fodpatruljerende soldater.
Nu forstår vi bedre, hvorfor konflikten er lavintensiv og fronterne flydende. Vi forstår også, hvorfor lokalbefolkningen ikke vil eller tør samarbejde med de internationale koalitionsstyrker og hvorfor genopbygningsprojekter i området er spild af skatteydernes penge, før to betingelser er opfyldt.
1. Afghanske sikkerhedsstyrker må på plads for at tage ansvaret for befolkningens sikkerhed, en plan, som også er ved at blive implementeret.
2. Befolkningen må tilegne sig et minimum af demokratiske værdier, et projekt, som efter alt at dømme har en tidshorisont, der rækker ud over de fleste menneskers forventede levealder, medmindre vi går massivt ind og indoktrinerer befolkningen. Den option er ikke er politisk mulig.
Dansk naivitet
Filmen skildrer en temmelig tossegod tilgang til den militære magtanvendelse. Den danske styrke efterlever Genevekonventionerne med stor nidkærhed, selv om modstanderen ikke kvitterer ved selv at overholde krigens love, der bl.a. påbyder militære enheder at bære synlige våben. Måske bliver det nu lidt mere klart for mange, hvorfor USA fandt sig nødsaget til at opfinde begrebet illegale kombattanter, for at finde en måde at tackle problemet på.
Det ser foruroligende bevidstløst ud, når soldaterne i filmen patruljerer blandt lokale bønder med ukendt civil-militær status. Hertil kommer en alvorlig trussel i form af miner eller fjernudløste vejsidebomber. De lunefulde lokale og tilfældigt udlagte sprængladninger skaber et usikkert og stressende miljø på kamppladsen, som må efterlade biografgængerne med den største respekt for udsendte soldater, som formår at holde hovedet koldt eller blot overleve fysisk og psykisk.
De operationer, som udgår fra Armadillo viser sig at være i bemærkelsesværdig overensstemmelse med Dansk Folkepartis doktrin om at ”slå fjenden ihjel”. Soldaterne forlader lejren for at opsøge kamp, men desværre uden at have evne til at holde det vundne terræn. Det ligner en salamitaktik baseret på den tvivlsomme antagelse, at antallet af talebanere er endeligt og på et eller andet tidspunkt slipper op. Men så længe Vesten bliver opfattet som besættelsesmagt, får fjenden næppe problemer med at rekruttere til krigen.
Hvor er fagforeningerne?
Hvis der ligger en strategisk tankegang bag operationsmønsteret i Helmand, må det være at fiksere fjenden i provinsen, mens demokratisering og nation building finder sted i det centrale Afghanistan. Derigennem kan der så skabes forudsætning for en gradvis udrulning af sikkerhed, demokrati og økonomisk vækst. Men så skal man bare ikke foregøgle danskerne, at vi lige nu er i Helmand for at bygge pigeskoler.
Lad mig sammenfatte ved at fastslå, at soldaterne kæmper under urimelige vilkår, mens soldaternes fagforeninger forholder sig tavse. Men der er vist ganske symptomatisk for de militære fagforeninger, at de befinder sig i en identitetskrise. Enten aner de ikke, hvis interesser de varetager, eller også tror de, de varetager medlemmernes interesser bedst ved at fremstille deres indsats som en ubetinget succes.
