Fra min barndom ude på landet i 1950´erne husker jeg frostklingende aftner, hvor fuldmånen lyste, og hvor himlen foldede sig ud i hele sit enorme og ufattelige stjernelandskab. Og hvor ens uendeligt lille legeme kastede skygge i månelyset. Så følte man sig i pagt med naturen - i en grad, som sjældent opleves i en moderne verden, hvor så mange kunstige lyskilder forstyrrer. I sådanne situationer fik man anskuelsesundervisning i, hvorfor og hvoraf myter opstod i forne tider.
Men jeg mindes også begsorte aftner, hvor hverken måne eller stjerner lyste op. Og hvor mørket var til at skære i. Ganske vist havde jeg dynamolygte, men den gav jo kun lys, når jeg kørte. En gang var jeg rigtig bange. Det var sådan en mørk vinteraften. Jeg havde været i Tønder Kino og set en film, der hed ”Dr. Mabuses testamente” – en rigtig uhyggelig og hårrejsende film. I en tid, hvor der var langt mellem gyserfilm.
Filmen var et gysende uhyggeligt portræt af en forbryder, Dr. Mabuse, der ved hjælp af hypnose og psykologisk fjernstyring dirigerede sine kumpaner til at erobre verdensherredømmet. Jeg husker endnu doktoren i filmens slutfrekvens sidde med vanvittige og opspilede øjne, med et stort hvidt og tjavset og til alle sider strittende hår, mens han desperat forsøger at få orden på sine mange papirer, der flyver til alle sider. Hvor var jeg bange den mørke aften, hvor jeg mutters alene cyklede de syv kilometer til mit hjem. Aldrig havde jeg oplevet cykelturen så lang og så uhyggelig.
Senere erfarede jeg, at bemeldte film er lavet i 1932 af den kendte tyske instruktør Fritz Lang. Den skulle have haft premiere i marts 1933 - altså kun to måneder efter nazisternes magtovertagelse - men blev forbudt, fordi den fortolkedes – nok ikke uden grund - som en kommentar til Tysklands politiske udvikling.
<
