Jeg er ikke filmanmelder og i modsætning til mange af disse erkender jeg mine egne begrænsninger. Når jeg således synes, at filmen "The Shock Doctrine", instrueret af Mat Whitecross og Michael Winterbottom, er en elendig film, så har det intet med lyssætning eller klippeteknik at gøre – det ved jeg ikke noget om - men er alene bedømt på indholdet. Det ved jeg til gengæld en hel del mere om end folkene bag filmen og en stor del af de danske filmanmeldere.
Filmen præsenterer sig selv som en dokumentarfilm. Det er det ikke, med mindre man mener at propagandafilm fra det hedengangne Sovjetunionen eller det nazistiske Tyskland, som f.eks. "Jøden Sûss" falder ind under denne kategori. Der er derimod tale om en manipulerende og historieforfalskende film, hvor det at betegne folkene bag som dumme og uvidende vil være en formildende karakteristik. Langt værre er det jo, hvis Mat Whitecross og Michael Winterbottom, i lighed med forfatteren Naomi Klein, hvis bog af samme navn danner oplæg for filmen, har lavet filmen vel vidende at de i det store hele fortæller en løgnehistorie. The Shock Doctrine har lige så meget med dokumentargenren at gøre som Tarantinos seneste film "Inglorious Bastards".
Filmens udgangspunkt er som i Naomis Kleins bog, at onde neoliberale kræfter trives ved katastrofer og folkets nød, og slår til når befolkningerne er svage med deres ødelæggende reformer – og at man kke er bleg for at fremprovokere en sådan tilstand, hvis det er nødvendigt.
Centralt i denne konspiration vendt mod verdens befolkninger står økonomen Milton Friedman, og til at underbygge påstanden lader man i filmen Naomi Klein fremføre det citat, som også danner grundlag for hele hendes konspirationsteoretiske makværk af en bog:
"Only a crisis—actual or perceived—produces real change. When that crisis occurs, the actions that are taken depend on the ideas that are lying around. That, I believe, is our basic function: to develop alternatives to existing policies, to keep them alive and available until the politically impossible becomes politically inevitable."
Citatet stammer fra forordet til 1982 udgaven af #Capitalism and Freedom#, der oprindelig udkom i 1962. Der er intet kontroversielt i det Friedman skriver – det er heller ikke særligt originalt. Han konstaterer jo blot at et paradigmeskifte oftest kun er muligt, når det eksisterende system kollapser – reelt eller i vores bevidsthed. Noget der ikke burde være os fremmed, med tanke på diskussionen om behovet for reformer eller ej i Danmark.
Det er heller ikke en indsigt der på noget tidspunkt har været forbeholdt de der foretrækker det frie marked. Tværtimod har det været helt centralt for marxistiske bevægelser i det 20. århundrede, for hvem det handlede om at skabe så meget kaos i samfundet som muligt, for derigennem at bane vejen for proletariatets diktatur. Det er slet ikke usandsynligt, at Naomi Kleins måde at læse Friedman netop skyldes, at hun tilhører denne ekstreme venstrefløj, og at det for hende og folkene bag filmen er umuligt at forestille sig andet end at den naturlige konsekvens af Friedmans konstatering må være at skabe kaos med alle midler.
Filmen prøver herefter i lighed med bogen at kæde en lang række historiske forløb sammen med Friedman og fortalerne for frie markeder. De gøres ansvarlige for alt fra latinamerikanske militærdiktaturers tortur og drab på politiske modstandere til ikke kun USA's angreb på Irak (som Friedman var modstander af) men højest overraskende Al-Qaeda og andre islamisters terror i Irak, se også senere.
At filmen som dokumentarfilm er noget hø, for at sige det ligeud, er en ting. Noget andet er at danske filmanmeldere i stort tal åbenbart ser sig i stand til at vurdere indholdet, selv om de åbentlyst ingen forstand har på emnet. Politikens anmelder skriver således under overskriften ”Naomi Klein film vil forarge nyliberalister”, at "The Shock Doctrine’ er en researchtung, informationstæt og alligevel fordøjelig dokumentarfilm", og afslører hermed at hun er blottet for historisk og økonomisk indsigt. Og det er ikke kun liberalister der bør blive forarget, det bør folk der går ind for frie demokratiske samfund generelt blive – også de der foretrækker Keynes frem for Friedman. I filmen bruger man godt nok Keynes som et modbillede til Friedman, men der er tale om et stråmands-argument. I lighed med Michael Moore's brug af Al Gore i sin film Fahrenheit 9/11, selv om han ikke selv stemte på ham ved valget i 2000.
Var bog og film blevet lavet før Sovjetunionens fald ville den heller ikke have brugt Keynes som et forbillede. Men at bruge marxisme og planøkonomi går jo ikke rigtigt længere efter murens fald. Jeg kan have en hvis forståelse for at det måske ikke er gennemskueligt for en almindelig uvidende betragter som f.eks. Politikens anmelder. Men det må dog undre at hverken hun eller de øvrige anmeldere studser over en helt central scene i slutningen af filmen, hvor neoliberalisme, terror og Irak søges knyttet sammen.
I starten af filmen gøres der rigtigt meget ud af militær-diktaturerne i Chile og Argentina i 1970erne, og den brutalitet især det argentinske militærregime udviste – bl.a. gennem at dræbe politiske modstandere og derefter ”dumpe” ligene hvor man var sikker på at de ville blive fundet, til skræk og advarsel for alle andre. Igen og igen slås det fast at disse militærfolk er neoliberale (hvilket er noget vås, militærfolk har normalt ingen forståelse for markedet, - tværtimod). I slutningen af filmen laver man en direkte parallel til Al-Qaeda og andre ekstremisters terror i Irak. Men hvor det i Chile og Argentina var regimet der henrettede sine borgere, hvem er det så lige der gør brug af denne praksis i Irak? Er det USA eller den irakiske regering? Det er tilsyneladende hvad folkene bag filmen ønsker vi skal tro, når de trækker en parallel fra Argentina og Chile, mens de viser scener med bagbundne lig i Irak. Med mindre de altså mener at islamistiske ekstramister er neoliberale? Man må spørge sig selv hvad anmelderne tænkte under denne scene, eller det gjorde de måske slet ikke – tænkte altså?
Bedre bliver det ikke når Berlingske Tidendes anmelder, Iben Albinus, roser filmen ved at skrive at den afslører ”hvorledes politiske ledere med inspiration fra Nobelprisvinderen, økonomen Milton Friedman har implementeret en »chok-doktrin« til at bane vejen for frie markedskræfter” og fortsætter med at "Klein bruger det stadig i 2010 uhyggelige USA-støttede militærkup i Chile, samt lande som Rusland og Iraks nyere historie som eksempler på, hvordan militære kup og invasioner kan »fratage et folk deres narrativ og efterlade dem i en følelse af chok«. Og dermed gøre plads til galoperende kapitalisme.” Eller når hun som betegner bog og film med ordene ”Den 39-årige canadisk-amerikanske journalist og forfatter er saglig, og hendes politiske analyser af den »det frie markeds fundamentalisme« er triste og tankevækkende.” Her udstiller Iben Albinus derimod først og fremmest egen uvidenhed og selvovervurdering. Hvis man anmelder dokumentarfilm og ikke ved noget om emnet, så indrøm det dog for pokker.
Den såkaldte saglige historiske analyse har intet med virkeligheden at gøre og hvad der rent faktisk skete i Chile har Iben Albinus helt åbenlyst ingen som helst ide om. I filmen gentages derimod venstrefløjens gamle propaganda fra 70erne om at kuppet mod Salvador Allende var styret af USA, og at formålet var at indføre et neoliberalistisk regime. Det sluger anmelderne råt. Kuppet i 1973, der havde opbakning fra store dele af befolkningen, kom efter at et flertal i parlamentet tidligere på året havde forsøgt at afsætte Allende, hvis regering i stigende grad lod hånt om at overholde den chilenske forfatning. Det strømmede ind med russere og cubanere (på et tidspunkt havde den cubanske ambassade flere ansatte end det chilenske udenrigsministerium), landet var præget af både venstre- og højreekstremistisk terror, strejker, ulovlige besættelser af privat ejendom og en økonomi, der var brudt fuldstændig sammen på grund af en uansvarlig økonomisk politik. Det kan godt være, at danske filmanmeldere eller Naomi Klein ikke erkender dette. Men det er der andre der gør, nemlig Chiles socialistiske parti, der fra 1990, hvor demokratiet blev genindført i Chile, og frem til i år sad på regeringsmagten sammen med kristendemokraterne, der i Chile er et centrum-venstre parti. Mens Naomi Klein og danske filmanmeldere som flest ikke er i stand til det, er socialisterne i Chile udmærket i stand til at skelne mellem de økonomiske markedsreformer (der for øvrigt først blev iværksat flere år efter kuppet) og militærets undertrykkelse.
En erkendelse der bliver mere og mere udbredt blandt den demokratiske venstrefløj i Latinamerika, i takt med at mindet om Pinochet blegner, mens Chiles økonomiske og velstandsmæssige fremgang bliver mere og mere tydelig (Chile er i dag Latinamerikas rigeste land – ca. dobbelt så velstående som Brasilien, der i midten af 70erne var rigere end Chile) – og denne del af venstrefløjen tilhører Naomi Klein bestemt ikke.
Naomi Klein hører til ude på den yderste venstrefløj, hvor heltene hedder Castro og Chavez. Og der er ingen tvivl om, at "The Shock Doctrine" vil gøre sig glimrende i Hugo Chavez statskontrolerede TV-kanaler i Venezuela og hos magthaverne i Cuba. Men måske mener anmelderne hos Berlingske Tidende, Politiken og Jyllands-Posten også, at Hugo Chavez er en fremsynet leder og at Cubas kommunistiske regime er værd at forsvare? I så tilfælde er de i den grad i opposition til Salvador Allendes gamle parti i Chile, der for nylig i utvetydige vendinger for første gang offentligt kritiserede Cubas regime og krævede demokratiske reformer.
Hvis Berlingske Tidende og de andre aviser fortsat vil anmelde dokumentarfilm (og det er der jo ingen der tvinger dem til), vil jeg foreslå at de næste gang sender nogen der rent faktisk har forstand på det de skriver om. Men der er nok et naivt forslag præget af håbløst forældede idealer, så som at dokumentarfilm om politiske og historiske begivenheder også skal være faktuelt i orden – det er "The Shock Doctrine" i den grad ikke.
Det værste af det hele er næsten, at vi kan forvente at filmen, når den kommer på DVD, formentlig vil indgå i mangen en forudsætningsløs skoleelevs samfunds- og historieundervisning. Dermed således det sikres, at også næste generation af filmanmeldere er historiske analfabeter og kan rose fremtidige propagandafilm fra den yderste venstrefløj.
Hvis der er nogen der ikke har læst den svenske økonom Johan Norbergs fremragende og systematiske kritik af Naomi Kleins oprindelige bog, kan den findes her:
http://www.cato.org/pub_display.php?pub_id=9384
En ting er sikkert, de danske filmanmeldere har ikke læst den.
Filmen præsenterer sig selv som en dokumentarfilm. Det er det ikke, med mindre man mener at propagandafilm fra det hedengangne Sovjetunionen eller det nazistiske Tyskland, som f.eks. "Jøden Sûss" falder ind under denne kategori. Der er derimod tale om en manipulerende og historieforfalskende film, hvor det at betegne folkene bag som dumme og uvidende vil være en formildende karakteristik. Langt værre er det jo, hvis Mat Whitecross og Michael Winterbottom, i lighed med forfatteren Naomi Klein, hvis bog af samme navn danner oplæg for filmen, har lavet filmen vel vidende at de i det store hele fortæller en løgnehistorie. The Shock Doctrine har lige så meget med dokumentargenren at gøre som Tarantinos seneste film "Inglorious Bastards".
Filmens udgangspunkt er som i Naomis Kleins bog, at onde neoliberale kræfter trives ved katastrofer og folkets nød, og slår til når befolkningerne er svage med deres ødelæggende reformer – og at man kke er bleg for at fremprovokere en sådan tilstand, hvis det er nødvendigt.
Centralt i denne konspiration vendt mod verdens befolkninger står økonomen Milton Friedman, og til at underbygge påstanden lader man i filmen Naomi Klein fremføre det citat, som også danner grundlag for hele hendes konspirationsteoretiske makværk af en bog:
"Only a crisis—actual or perceived—produces real change. When that crisis occurs, the actions that are taken depend on the ideas that are lying around. That, I believe, is our basic function: to develop alternatives to existing policies, to keep them alive and available until the politically impossible becomes politically inevitable."
Citatet stammer fra forordet til 1982 udgaven af #Capitalism and Freedom#, der oprindelig udkom i 1962. Der er intet kontroversielt i det Friedman skriver – det er heller ikke særligt originalt. Han konstaterer jo blot at et paradigmeskifte oftest kun er muligt, når det eksisterende system kollapser – reelt eller i vores bevidsthed. Noget der ikke burde være os fremmed, med tanke på diskussionen om behovet for reformer eller ej i Danmark.
Det er heller ikke en indsigt der på noget tidspunkt har været forbeholdt de der foretrækker det frie marked. Tværtimod har det været helt centralt for marxistiske bevægelser i det 20. århundrede, for hvem det handlede om at skabe så meget kaos i samfundet som muligt, for derigennem at bane vejen for proletariatets diktatur. Det er slet ikke usandsynligt, at Naomi Kleins måde at læse Friedman netop skyldes, at hun tilhører denne ekstreme venstrefløj, og at det for hende og folkene bag filmen er umuligt at forestille sig andet end at den naturlige konsekvens af Friedmans konstatering må være at skabe kaos med alle midler.
Filmen prøver herefter i lighed med bogen at kæde en lang række historiske forløb sammen med Friedman og fortalerne for frie markeder. De gøres ansvarlige for alt fra latinamerikanske militærdiktaturers tortur og drab på politiske modstandere til ikke kun USA's angreb på Irak (som Friedman var modstander af) men højest overraskende Al-Qaeda og andre islamisters terror i Irak, se også senere.
At filmen som dokumentarfilm er noget hø, for at sige det ligeud, er en ting. Noget andet er at danske filmanmeldere i stort tal åbenbart ser sig i stand til at vurdere indholdet, selv om de åbentlyst ingen forstand har på emnet. Politikens anmelder skriver således under overskriften ”Naomi Klein film vil forarge nyliberalister”, at "The Shock Doctrine’ er en researchtung, informationstæt og alligevel fordøjelig dokumentarfilm", og afslører hermed at hun er blottet for historisk og økonomisk indsigt. Og det er ikke kun liberalister der bør blive forarget, det bør folk der går ind for frie demokratiske samfund generelt blive – også de der foretrækker Keynes frem for Friedman. I filmen bruger man godt nok Keynes som et modbillede til Friedman, men der er tale om et stråmands-argument. I lighed med Michael Moore's brug af Al Gore i sin film Fahrenheit 9/11, selv om han ikke selv stemte på ham ved valget i 2000.
Var bog og film blevet lavet før Sovjetunionens fald ville den heller ikke have brugt Keynes som et forbillede. Men at bruge marxisme og planøkonomi går jo ikke rigtigt længere efter murens fald. Jeg kan have en hvis forståelse for at det måske ikke er gennemskueligt for en almindelig uvidende betragter som f.eks. Politikens anmelder. Men det må dog undre at hverken hun eller de øvrige anmeldere studser over en helt central scene i slutningen af filmen, hvor neoliberalisme, terror og Irak søges knyttet sammen.
I starten af filmen gøres der rigtigt meget ud af militær-diktaturerne i Chile og Argentina i 1970erne, og den brutalitet især det argentinske militærregime udviste – bl.a. gennem at dræbe politiske modstandere og derefter ”dumpe” ligene hvor man var sikker på at de ville blive fundet, til skræk og advarsel for alle andre. Igen og igen slås det fast at disse militærfolk er neoliberale (hvilket er noget vås, militærfolk har normalt ingen forståelse for markedet, - tværtimod). I slutningen af filmen laver man en direkte parallel til Al-Qaeda og andre ekstremisters terror i Irak. Men hvor det i Chile og Argentina var regimet der henrettede sine borgere, hvem er det så lige der gør brug af denne praksis i Irak? Er det USA eller den irakiske regering? Det er tilsyneladende hvad folkene bag filmen ønsker vi skal tro, når de trækker en parallel fra Argentina og Chile, mens de viser scener med bagbundne lig i Irak. Med mindre de altså mener at islamistiske ekstramister er neoliberale? Man må spørge sig selv hvad anmelderne tænkte under denne scene, eller det gjorde de måske slet ikke – tænkte altså?
Bedre bliver det ikke når Berlingske Tidendes anmelder, Iben Albinus, roser filmen ved at skrive at den afslører ”hvorledes politiske ledere med inspiration fra Nobelprisvinderen, økonomen Milton Friedman har implementeret en »chok-doktrin« til at bane vejen for frie markedskræfter” og fortsætter med at "Klein bruger det stadig i 2010 uhyggelige USA-støttede militærkup i Chile, samt lande som Rusland og Iraks nyere historie som eksempler på, hvordan militære kup og invasioner kan »fratage et folk deres narrativ og efterlade dem i en følelse af chok«. Og dermed gøre plads til galoperende kapitalisme.” Eller når hun som betegner bog og film med ordene ”Den 39-årige canadisk-amerikanske journalist og forfatter er saglig, og hendes politiske analyser af den »det frie markeds fundamentalisme« er triste og tankevækkende.” Her udstiller Iben Albinus derimod først og fremmest egen uvidenhed og selvovervurdering. Hvis man anmelder dokumentarfilm og ikke ved noget om emnet, så indrøm det dog for pokker.
Den såkaldte saglige historiske analyse har intet med virkeligheden at gøre og hvad der rent faktisk skete i Chile har Iben Albinus helt åbenlyst ingen som helst ide om. I filmen gentages derimod venstrefløjens gamle propaganda fra 70erne om at kuppet mod Salvador Allende var styret af USA, og at formålet var at indføre et neoliberalistisk regime. Det sluger anmelderne råt. Kuppet i 1973, der havde opbakning fra store dele af befolkningen, kom efter at et flertal i parlamentet tidligere på året havde forsøgt at afsætte Allende, hvis regering i stigende grad lod hånt om at overholde den chilenske forfatning. Det strømmede ind med russere og cubanere (på et tidspunkt havde den cubanske ambassade flere ansatte end det chilenske udenrigsministerium), landet var præget af både venstre- og højreekstremistisk terror, strejker, ulovlige besættelser af privat ejendom og en økonomi, der var brudt fuldstændig sammen på grund af en uansvarlig økonomisk politik. Det kan godt være, at danske filmanmeldere eller Naomi Klein ikke erkender dette. Men det er der andre der gør, nemlig Chiles socialistiske parti, der fra 1990, hvor demokratiet blev genindført i Chile, og frem til i år sad på regeringsmagten sammen med kristendemokraterne, der i Chile er et centrum-venstre parti. Mens Naomi Klein og danske filmanmeldere som flest ikke er i stand til det, er socialisterne i Chile udmærket i stand til at skelne mellem de økonomiske markedsreformer (der for øvrigt først blev iværksat flere år efter kuppet) og militærets undertrykkelse.
En erkendelse der bliver mere og mere udbredt blandt den demokratiske venstrefløj i Latinamerika, i takt med at mindet om Pinochet blegner, mens Chiles økonomiske og velstandsmæssige fremgang bliver mere og mere tydelig (Chile er i dag Latinamerikas rigeste land – ca. dobbelt så velstående som Brasilien, der i midten af 70erne var rigere end Chile) – og denne del af venstrefløjen tilhører Naomi Klein bestemt ikke.
Naomi Klein hører til ude på den yderste venstrefløj, hvor heltene hedder Castro og Chavez. Og der er ingen tvivl om, at "The Shock Doctrine" vil gøre sig glimrende i Hugo Chavez statskontrolerede TV-kanaler i Venezuela og hos magthaverne i Cuba. Men måske mener anmelderne hos Berlingske Tidende, Politiken og Jyllands-Posten også, at Hugo Chavez er en fremsynet leder og at Cubas kommunistiske regime er værd at forsvare? I så tilfælde er de i den grad i opposition til Salvador Allendes gamle parti i Chile, der for nylig i utvetydige vendinger for første gang offentligt kritiserede Cubas regime og krævede demokratiske reformer.
Hvis Berlingske Tidende og de andre aviser fortsat vil anmelde dokumentarfilm (og det er der jo ingen der tvinger dem til), vil jeg foreslå at de næste gang sender nogen der rent faktisk har forstand på det de skriver om. Men der er nok et naivt forslag præget af håbløst forældede idealer, så som at dokumentarfilm om politiske og historiske begivenheder også skal være faktuelt i orden – det er "The Shock Doctrine" i den grad ikke.
Det værste af det hele er næsten, at vi kan forvente at filmen, når den kommer på DVD, formentlig vil indgå i mangen en forudsætningsløs skoleelevs samfunds- og historieundervisning. Dermed således det sikres, at også næste generation af filmanmeldere er historiske analfabeter og kan rose fremtidige propagandafilm fra den yderste venstrefløj.
Hvis der er nogen der ikke har læst den svenske økonom Johan Norbergs fremragende og systematiske kritik af Naomi Kleins oprindelige bog, kan den findes her:
http://www.cato.org/pub_display.php?pub_id=9384
En ting er sikkert, de danske filmanmeldere har ikke læst den.
