Da jeg fandt DVD-skiven i en rodekasse, blev det til et bittersødt og tankevækkende gensyn med en formidabel film.
Filmen foregår under 30'ernes depression i USA, og beskriver en gladiatorkamp i form af marathon-dans. Antikkens gladiator kæmpede for hæder og for livet indtil næste forestilling. Marathon-danserne får mad så længe de kan holde sig oprejst, og der er udsigt til en efter forholdene pæn pengepræmie til det vindende par.
Ud over hovedpersonerne Gloria (Jane Fonda) og Robert (Michael Sarrazin) kommer vi også tæt på tre andre dansepar: De fallerede skuespillere Alice & Joel; de unge ægtepar Fix, hvor hustruen Ruby venter sig, og den ældre sømand og veteran fra WWI Harry med partneren Shirl.
De har hver deres "rationelle" begrundelse for at stille op som deltagere, men den underliggende begrundelse for dem alle er dyb fattigdom og en desparat griben ud efter et halmstrå, der i det mindste for nogle dage kan sikre dem mod sulten. I dette dilemma kan man spørge, om de reelt har et frit valg eller er tvunget af omstændighederne.
Det samme kan man spørge om med hensyn til den på overfladen kyniske Rocky, der ejer dansehallen og som har arrangeret showet. I flere dialoger skinner det imidlertid igennem, at han i virkeligheden er ved at brække sig over den måde, han udnytter både de dansene og publikum på, og at han end ikke selv tror på den løgn, han i indledningsscenen kaster ud: "Harry ... er her midt i endnu et slag, og han kæmper for at vinde. Er det ikke den ukuelige ånd, der har gjort vores nation til det smukke land, det er nu?"
Det er interessant at følge den ambivalente solidaritet, der efterhånden opstår mellem danserne - og på en bizar måde også med Rocky. På den ene side er der en dyb empati og hjælpsomhed, når deltagere bryder sammen fysisk og psykisk, men på den anden side gælder også reglen "den enes død er den andens brød". Tydeligst illustreret i de 'væddeløb', som Rocky arrangerer, når der er fuldt hus på tilskuerpladserne: Efter 10 minutters hæsblæsende kapgang udgår de 3 langsommeste par af konkurrencen. Her ser man ingen empati - kun tomme ufølsomme øjne. Det leder tankerne hen på savannen, hvor byttedyrene roligt græsser videre, efter rovdyret har nedlagt det langsommeste dyr i flokken.
Gloria er filmens "Jesper Fårekylling", der fra begyndelsen har afsløret forlorenheden og løgnen, og som italesætter den umenneskeliggørelse, der konkret stilles til skue i marathon-dansen, men som generelt karakteriserer 30'ernes alles kamp mod alle i et desparat forsøg på at overleve blot én dag til. Uden at afslører for meget af handlingen, ender det med, at Gloria giver op, og vil ende sit liv. Men da hun står med pistolen i hånden, svigter modet hende, og hun beder Robert om hjælp. Uden de store overvejelser trykker Robert på aftrækkeren. Da han bliver arresteret spørger betjenten, hvorfor han gjorde det, hvortil Robert forundret svarer: "Jamen, man skyder da heste".
Perspektivering
I Danmark er vi endnu ikke så tæt på situationen i 30'erne, som de er i Grækenland og Spanien, men tendensen er tydelig. I DR programmet 21-søndag den 27. januar 2013 hørte vi, at på 4 år er antallet af kommuner, hvor der var flere i arbejde end udenfor arbejde faldet fra 59 til 3! I indslaget udtalte en kommunalforsker og et par embedsmænd sig om den kolosale udfordring, det er for samfundet, og om hvordan det nødvendigvis vil komme til at transformere det velfærdssamfund, vi kender i dag. Det blev sagt, at vi om 15 år vil se tilbage på 2013 som et Slaraffenland. Andre eksperter advarer også, f.eks. faldt jeg på TV2/nyheder over en anbefaling fra CEPOS om at sløjfe efterlønnen helt, hæve pensionsalderen og afkorte dagpengeperioden yderligere - uden af der dog i samme artikel gives noget bud på, hvad de berørte mennesker så skal leve af.
Blandt dem, der har fingeren på pulsen, er der ingen tvivl om, at samfundet bliver fattigere, og der vel og mærke er tale om en fattigdom, der breder sig i alle de 'gamle' I-lande, men hvordan fattigdommen skal fordeles, er først og fremmest et politisk sprørgsmål! Og så kan man godt brække sig over politikernes (fra det yderste venstre til yderste højre) lalleglade omkvæd om 'vækst gennem styrkelse af konkurrenceevnen', der på alle måder leder tankerne hen på filmens kapgang-race, eller man kan kalde det en international stoleleg, svarende til strukturen i den hjemlige akutpakke.
Med henvisning til filmen, er dagens politikere personificeret i Rocky, der på trods af alle kendsgerninger udadtil opretholder en facade af lykke og optimisme, men bag scenen åbent indrømmer, at han giver publikum de drømme, de vil ha', selv om han derved ustandselig er nødt til at pynte på sandheden, og kynisk udnytter de dansere, han har magten over - i dagens samfund svarede til overførselsmodtagere, der stort set har fået frataget deres personlige frihed.
Jeg skal ikke her komme med bud på holdbare politiske løsninger. Min rolle som samfundsborger er, at være med til at vælge politikere, der i ærlig dialog med befolkningen vil beskæftige sig med fremtidens udfordringer, uden at henfalde til partitaktisk fnidder.
Aktiv dødhjælp
Som nævnt slutter filmen med, at Robert yder aktiv dødshjælp til Gloria. I følge nyrere meningsmålinger går 70% af befolkningen ind for "assisteret selvmord", og det har fået sundhedsministeren til at indhente et fornyet responsum fra Etisk Råd.
Etisk Råd er forsat betænkelig, og foreslår i stedet et øget fokus på pallativ indsats. Et drømmescenarie - set i lyset af den aktuelle og fremtidige økonomiske situation. Imidlertid forholder rådet sig kun til assisteret selvmord til mennesker. Levende væsener, der ikke falder ind under denne kategori, bliver ikke behandlet - selv om de fysiologisk set ligner mennesker.
Dette falder godt i tråd med utilitarismen - nytteetikken, der tilstræber størst mulig lykke for flest mulige mennesker. Da der er tale om en gennemsnitsbetragtning, kan dette opnås på to måder: Enten ved at øge mængden af lykke (hvilket synes umuligt jf. ovenfor), eller ved at begrænse antallet af individer, der er beskyttet af benævnelsen 'menneske'.
Så hvis man gennem popaganda og giftig retorik lykkes med at marginalisere visse befolkningsgrupper som 'snyltere' - eller bare 'uproduktive', så ligger aflivning jo lige for. For man skyder jo heste.
