Værd at læse

00

Censur på facebook

Op til weekenden var der tv-festival 2012. Ud over uddeling af tvprisens statuetter var der en bred vifte af foredrag. Et af dem havde titlen: Fabelagtige Facebook-kampagner. En engelsk ekspert slog fast, at facebook er nøglen til at få flere og mere loyale seere. Det gælder om at mestre kunsten at udnytte de sociale mediers potentiale, var hans budskab. Og det synes jeg faktisk vores tv- og radiostationer er dygtige til, måske for dygtige.

Her i Danmark er det på facebook, man møder sit publikum. Debatten-dr med Clement Kjersgaard har 25.000 som ’synes godt om’. Når vi sender Mads&Monopolet på p3 er det også på facebook, der debatteres. Ris, ros, gode råd og over 100.000 ’synes godt om’. Vild med Dans på tv2 med 20.000 likes har allerede fodret deres facebookside med stof til den nye sæson. Helt problemløst er det dog ikke, at vores store statsejede public service tv- og radiostationer har bundet sig til facebook. For facebook udøver censur. De (hvem de så end er) fjerner kommentarer, billeder og smider folk ud.

I sidste uge gik det ud over videoen af den sudanske kvinde, som blev idømt 50 piskeslag, fordi hun gik i lange bukser. Politiet lader pisken smælde ned over hende, mens hun skrigende kravler rundt for at undslippe. Videoen blev fjernet igen og igen fra vores facebooksider. Hvem tror facebook den censur gavner? I hvert fald ikke de millioner af kvinder verden over, som dagligt må lide under disse grusomheder. Det er et forfærdeligt islamistisk regime og sandheden skal frem, fordi denne middelalderlige rettergang hører ikke hjemme i 2012. At videoen har overlevet på facebook skyldes udelukkende, at vi var rigtig mange som tog kampen op med facebook og blev ved med at dele den igen og igen med hinanden.

Den arabiske verden ånder os i nakken via deres voksende indflydelse på de store internationale medier. De investerer sig til indflydelse eller truer med repressalier for at få deres vilje. Det er ikke betryggende, at den halve verden stoler på facebook, dersom der er underkastelse for islamisk censur i toppen. En leflen for islamiske kræfter er et indhug i den ytringsfrihed, som er vævet ind i den danske kultur. Hvis facebook ligger under for islamiske regler i Danmark, er det ikke et socialt medie det offentlige Danmark kan bruge. 

Ud over paranoiaen når det gælder politisk sharia er det særlig sex og nøgenhed, der har facebooks bevågenhed. Også her i Danmark hvor porno er tilladt. Der er udførlige regler for, hvad der ikke må vises. En brystvorte på en mor der ammer sit barn, må ikke være i billedet. Det tog mig nu kun få minutter på facebook at finde frem til fotos af pigesex, mand på toilet som får suttet den af og nøgen dame med dildo i dåsen. Facebook kæmper en kamp mod vindmøller for at holde det nede.

Hvis facebook skal overleve, så må de gøre op med deres sporadiske selvcensur her i Danmark. De har firmaer til at fjerne vores ‘snavs’. Firmaer som aktiveres, når emsige personer til facebook anmelder os andre for at have overtrådt reglerne. Anmeldelserne forfølger ofte helt udsaglige formål. Folk får slettet kommentarer eller bliver smidt ud fra facebook uden at fatte hvorfor. Det ville være på sin plads, at vi fik oplyst navnet på dem, som anmelder os. På et socialt medie skal der være højt til loftet. Frihed inden for lovens rammer. Ellers bliver facebook ikke ved at være danskernes foretrukne sociale medie. Og så får tv branchen et problem, fordi de har lagt alle æggene i facebooks kurv.

58 Kommentarer

Vis kommentarer

Log ind for at kommentere