"Domæneloven" - DK-domæneejere CPR-registreres, privat ejendomsret afskaffet og handel forbudt

Internettet har i mange år været fredet for politikere, men sådan er det ikke mere

Ikke angivet Ikke angivet,

05/04/2015

Internettet har i mange år været fredet for politikere, men sådan er det ikke mere. Det er pludselig blevet et krav, at borgere som ejer DK-domæner skal registrere sig med CPR-nummer, så myndighederne har styr på hvem du er og hvad du laver. Virksomheder CVR-registreres. Registrering er godt. Kontrol er godt. Et skridt nærmere politikernes totale kontrol med dine private aktiviteter og et skridt nærmere politistaten.


Det er den såkaldte "domænelov" (frækt navn, ikke) som siger, at DK-Hostmaster skal kende domæneejeres identitet ("registrantens identitet og oplysninger, der gør det muligt at identificere registrantens navneserver", pgf. 21). Domæneloven er et misforster fra Erhvervsminister Henrik Sass Larsen (S).

Registreringen begyndte 1. marts, og mange er allerede automatisk registreret. Jeg opdagede kravet, fordi jeg modtog nedenstående mail fra DK-Hostmaster.

Domæneloven går videre end kun registrering af borgerne.

Staten kan ikke lide privat ejendom. Derfor er den private ejendom helt bogstaveligt afskaffet på Internettet, både i den oprindelige og den nye domænelov. Domænelovens paragraf 3 siger nemlig, at "Internetdomæner, der særligt tildeles Danmark, tilhører den danske stat." (Domæneloven, paragraf 3). Borgere og virksomheder kan højest have råderet over et domæne, men aldrig eje det.

Afskaffelsen af den private ejendomsret på Internettet anser jeg for at være et fundamentalt problem for Internettet. For det betyder i praksis, at borgernes e-handelsforretninger og anden brug af Internet-domæner sker på statens nåde. I modsætning til privat ejendom kan Staten fratage dig retten til et Internet-domæne med et pennestrøg. Og for at ingen skal være i tvivl: "Internetdomæner, der særligt tildeles Danmark, tilhører den danske stat." (Domæneloven, paragraf 3).

Staten kan heller ikke lide at folk tjener på at sælge domæner, derfor er det forbudt at eje domæne for at videresælge dem. "Registranter må ikke registrere og opretholde registreringer af domænenavne alene med videresalg eller udlejning for øje." (Pgf. 25 Stk. 2.). Kapitalisme og fri markedsøkonomi bryder vi os ikke om.

Du tilhører Staten. Alt hvad du ejer og laver sker på Statens nåde. Amen.

Mail modtager fra DK-Hostmaster:

Fra: DK-Hostmaster
Emne: Krav om validering - opdater dine oplysninger

Krav om validering af navn og adresse

På baggrund af et nyt lovkrav skal alle registranter af .dk domænenavne med adresse i Danmark valideres. Det betyder, at dine navne- og adresseoplysninger, som er registreret hos DK Hostmaster, skal være identiske med oplysningerne i enten CPR- eller CVR-registret.

Vi har forsøgt at validere dine navne- og adresseoplysninger, men desværre stemmer de ikke overens med hverken CPR- eller CVR-registret.

Derfor bedes du opdatere dine kontaktoplysninger inden 30 dage fra dags dato.

For at se og opdatere dine navne- og adresseoplysninger skal du anvende følgende link:

Valider din adresse

Bemærk, at for private personer og foreninger uden CVR-nummer gælder, at såfremt DK Hostmaster ikke kan gennemføre valideringen på navn og adresse, skal du anvende dit NemID til at indtaste dit CPR-nummer for at gennemføre valideringen.

Hvis du har brug for at rette i dit navn for at få navne- og adresseoplysningerne til at være identiske med oplysningerne i CPR- eller CVR-registret, er du nødt til at omregistrere domænenavnet til korrekt navn og adresse. Mere information, om hvordan du retter dit navn, findes på www.dk-hostmaster.dk/faq-pages/rettenavn

Kravet om validering følger af lov om internetdomæner, ifølge hvilken DK Hostmaster fra 1. marts 2015 skal sikre, at oplysningerne om registranter af .dk domænenavne er retvisende.

Med venlig hilsen,
DK Hostmaster

Lov om internetdomæner (Domæneloven) af 26. februar 2014, Gældende
https://www.retsinformation.dk/Forms/r0710.aspx?id=161869

Lov om internetdomæner (Domæneloven) af 24. juni 2005, Historisk
https://www.retsinformation.dk/Forms/r0710.aspx?id=29237

Kilde: