Jeg faldt lige over denne "joke", som rejser et interessant spørgsmål
- Hvor mange Linux-folk skal der til for at skifte en pære?
831:
5 til at udvikle 7 nye fatnings-standarder
47 til at udvikle 56 nye pærer til de nye fatninger
98 til at tilpasse de nye fatninger og pærer til dem selv eller deres kunde så der er 146 pærer til 175 forskellige fatninger.
101 til at udvikle 615 adaptere så valgfriheden er optimal.
405 til at skrive debatindlæg om hvordan Philips har misbrugt sit monopol til at gennemtvinge en underlegen de facto standard for fatninger og pærer.
Er argumentet og pointen at Planøkonomi er godt?
Uden at redcuere det til en religiøs diskussion om pro/imod MS eller pro/imod open source, så vil jeg mene at valgfrihed for forbrugere og åbenhed for nye udbydere er kritisk.
Et konkret eksempel - Rejsekortet er et af mange eksempler på værdidestruktion i offentligt regi. En bureaukratisk zone-model misbruges til at indføre overvågning med proprietær teknologi.
Tanken om digitalisering af transportbilletering er åbenlys. Men hvorfor skal jeg låses til deres tåbelige konto-model, til en propritær RFID-teknologi, til en bureaukratisk zone-model etc. ?
DSBs App er ikke bedre. Det er det samme l***.
