For tiden er det helt store emne Wikileaks og deres lækage af ikke mindre end 251.287 fortrolige dokumenter vedrørende USA og dets diplomatiske missioner verden over. Det kan man mene om, hvad man vil. Det skal dette ikke handle om. Det skal derimod handle om overvågning og censur, og den støt stigende brug heraf.
Amazon Web Services havde i en periode leveret serverplads til Wikileaks. Det sluttede den 1. december 2010, efter U.S. Homeland Security havde kontaktet Amazon for at ”få en forklaring”. Jeg siger ikke, at Amazon ikke har en TOS, der gør, at de er fuldt berettiget til at gøre, som de har gjort. Men de havde ikke gjort det uden indgriben fra den førnævnte amerikanske afdeling. Det kan jeg selvfølgelig ikke vide med sikkerhed, men jeg nægter at tro på, at Amazon ville have afsluttet deres samarbejde med WikiLeaks uden indgriben fra Homeland Security.
Ligeledes har EveryDNS, som har været Wikileaks DNS-udbyder, lukket af for deres services. Deres begrundelse bunder i, at Wikileaks har været udsat for flere DDoS angreb, og derfor var til fare for EveryDNS’ stabilitet, og de ikke vil sætte en enkelt klient over de andre. Kudos til dem. Lad os i stedet kigge på DDoS angrebene. Det første kom sammen med lækagen, søndag den 28. november. Det har en hacker, eller en gruppe af hackere, ved navn “th3j35t3r” (thejester) taget æren for. Angrebet blev registreret til mellem 2 og 4 gigabits i sekundet. Det andet, som er det mest interessante, skete to dage senere, den 30. november. Her blev det registreret til 10 gigabits i sekundet. Altså langt over det dobbelte af hvad th3j35t3r kunne mønstre. Ingen har, til min viden, taget æren for dette angreb, og man kunne da også fristes til at spekulere i, hvem der har mulighed for at lægge så megen kraft i et DDoS angreb. Under alle omstændigheder er det tydeligt, at angriberen har villet sende en klar besked.
Det seneste nye er, at Paypal, udbyderen Wikileaks har brugt til at tage imod donationer, har opsagt deres samarbejde med WikiLeaks. De begrunder det med, at Wikileaks slet og ret overtræder loven, og det må deres services ikke benyttes til. Igen bør der sættes spørgsmålstegn ved, hvorvidt en højere instans har givet ordrer til Paypal.
Det kan argumenteres, at de ovenstående tilfælde ikke har noget med censur at gøre. At det blot er de enkeltstående virksomheder, der har valgt at opsige deres samarbejde med Wikileaks. Men, som jeg indledte med at skrive, er censur blevet meget udbredt i vesten, og bliver det stadigt mere og mere. I en sag som denne, kan regeringer spille på, at det er til fare for den nationale sikkerhed, og på den måde retfærdiggøre censuren overfor mange mennesker, der deler det synspunkt. Lad os derfor se bort fra Wikileaks et øjeblik.
Cecilia Malmström, Europa-Kommssionær for Indre Anliggender, har offentliggjort forslag om at nedsætte et direktiv, der skal blokere hjemmesider, der viser pornografiske billeder af mindreårige. Og selvom denne type kriminalitet fortjener det værste, vores samfund har at tilbyde, er det ikke den rigtige vej at gå. Hjemmesiderne eksisterer jo stadig, selvom de bliver blokeret. Og tro mig, når jeg siger, at det ikke kræver andet end en Google-søgning, at omgå en sådan blokering. Prøv selv. Så selvom hjemmesiderne bliver gemt for alle os, der intet har ud af dem, er de der stadigt for dem, der gerne vil benytte dem. Ikke nok med det, der vil også være en liste over blokerede sider at gå ud fra. En slags ”shopping”liste om man vil. Samtidig vil alle os, der ikke har nogen interesse overhovedet i forhold til denne slags sider, nu være underlagt endnu mere overvågning og censur. De mange bøder altså for de få. Endnu engang kan lovgivere få lov at spille på noget, der retfærdiggør censuren og overvågningen overfor de mange mennesker, der foragter denne form af kriminalitet.
Som det er i dag, i Danmark, er vi underlagt Logningsbekendtgørelsen. Det betyder at følgende ting bliver logget af internetudbydere, hver gang du, jeg og hvilken som helst anden, benytter sig af internettet: Den afsendende internetprotokol-adresse, den modtagende internetprotokol-adresse, transportprotokol, det afsendende portnummer, det modtagende portnummer, tidspunktet for kommunikationens start og afslutning. Derudover registreres afsenderens og modtagerens e-mailadresse, såfremt det er internetudbyderens egen e-mailservice. Med andre ord, alt internettrafik. Begrundelsen for denne logning er: Citeret direkte fra bekendtgørelsen: ”således disse oplysninger vil kunne anvendes som led i efterforskning og retsforfølgning af strafbare forhold.”
Nu kunne man måske fristes til at argumentere for denne overvågning og for censuren, da det tilsyneladende er til for at stoppe terror og seriøse kriminelle. Men det er ikke de eneste, der kan risikere at blive ramt, vi bevæger os derfor videre.
IFPI, pladeselskabernes organisation, samt andre anti-pirat organisationer, har henover det sidste år slået på tromme for at få indført ”deep packet inspection” i internetudbydernes netværk. Begrundelsen er, at man på den måde kan filtrere ’ulovligt’ materiale, såsom musik og film, der er underlagt ophavsret. Vi bevæger os altså her fra seriøs kriminalitet og terror til brud på ophavsretten. Noget der også findes delte meninger om, men det skal vi heller ikke ind på her. Måden hvorpå ”deep packet inspection” virker er, at der bliver oprettet en stor fælles database med fortegnelser om, hvilke filer der er ’ulovlige’, hvorefter internetudbyderne, der har det i deres netværk, sørger for at få databasen implementeret, så transmissionen af de ’ulovlige’ filer bliver blokeret. Med andre ord, censurering af hvilke filer, vi må tilgå og overvågning af hvilke filer, vi prøver at tilgå. Og hvorfor? For at PiratPer ikke skal tage ”fiktive” kroner ud af lommerne på pladeselskaberne.
Kan det virkeligt være rigtigt, at vi lader andre bestemme, hvad der er bedst for os? Hvilken information vi skal have tilgængeligt? Burde viden ikke være fri og beslutningen om, hvorvidt man bør vide det, være op til den enkelte? Og hvor langt skal vi lade myndighederne komme ind på vores liv, vores person? Er det bare i orden, at andre end dig selv og dine fortrolige kender dig og din færden, og i værste fald, kan bruge det imod dig?
Gu’ er det ej!
