Patentdomstolen vedrører os alle

De fleste af os gør det hver dag

Kjeld Flarup,

15/05/2014

De fleste af os gør det hver dag. Bruger en App på mobilen, sætter os til computeren, gør et eller andet med en elektronisk dims. Hver gang er der software involveret, software som hen over årene bare er blevet billigere og billigere. En udvikling som vi specielt kan takke en stor underskov af små softwarevirksomheder for.

Derfor vedrører det os alle, når der fra den branche lyder en stor kritik af patentdomstolen. Hvis du downloadede en App til din telefon i går, så er det sandsynligvis fra et lille firma med højst 2-3 ansatte, eller sågar en enkelt person. Stemmer du ja til Danmarks deltagelse i patentdomstolen 25. maj, så stemmer du måske din nye App ud!

Problemet for de små virksomheder er at de ikke har råd til at beskæftige sig med patenter. De har ikke råd til at bruge ressourcer på at udtage dem, så de lever uden den beskyttelse som patenter giver. Det værste er dog, at de ikke har råd til at forsvare sig imod anklager om krænkelser, selvom der næppe hold i disse.

Konsekvensen bliver derfor at underskoven af softwarefirmaer forsvinder. Dermed forsvinder også de mange små, kreative og spændende Apps, spil o.s.v. Tilbage står software mastodonter, som godt ved hvad de kan tillade sig at tage for et program nu hvor konkurrencen er kvalt.

Officielt så er patenter på software ikke muligt, men man kan tage patent på computerbaserede opfindelser, og så har man reelt indført softwarepatenter ad bagvejen. Det eneste man mangler er en domstol, som kan indføre en retspraksis, hvor det bliver muligt at stoppe konkurrencen med et patent. Derfor, stem Nej d. 25 maj, hvis du fortsat vil bruge din App.

Kilde: