Jeg skrev følgende kronik i 2003 og har opdateret den til 180grader. Jeg kunne godt tænke mig at høre udenforståendes mening om hele sagen.
1994
Tilbage i 1994 kom jeg hjem fra Kroatien, hvor jeg havde været FN soldat. Og jeg stod og manglede en computer.
Jeg havde ikke haft andet end andet end min Commodore 64 indtil da (og min Gameboy). På arbejdet var computere ved at blive hverdag og de roede rundt med DOS og Windows 3.11, som jeg ikke var imponeret over. Så jeg tænkte Amiga, som min bror havde et nærmest religiøst forhold til.
Jeg ringede til ham og spurgte ham til råds. Jeg havde været udsendt de sidste godt 14 måneder og anede intet om hvordan computermarkedet så ud.
Joh, han mente da, at Amiga fortsat var det bedste bud. Det var jo nok også. Windows 95 var vist ikke engang kommet på det tidspunkt og en PC kostede på den anden side af 25.000 og sagde bip.
Han havde en dejlig A2000 til salg. Der var kommet en ny model (Amiga 1200), men den gamle var fortsat god, forklarede han mig.
Denne her A2000 havde 80 Mb harddisk, kickstart 1.3 og var en desktopmodel, så jeg kunne jo altid opgradere til OS2.0, tilslutte et cd-rom drev, hvis det engang blev aktuelt. Ja, da måtte jeg jo le. Cd-rom som standard. Programmer, der fyldte mere et par disketter eller fem var helt usandsynligt. Det grinede vi meget af.
Det viste sig senere, at A2000’erens IDE controller var lidt anderledes end standard, så man kunne ikke bare købe et almindelige drev til den.
Skærmen var en glimrede Philips skærm på 15". Jojo, det var sikkert godt. Tiderne var anderledes end i dag.
5000 kr
Vi snakkede sammen lidt mere sammen og vi blev enige om fem tusinde for det hele. Og det lød jo egentlig ikke så galt. Og i betragtningen af at han allerede var blevet budt 6.000 kroner var det sikkert godt nok. Og nu var det jo min bror, så jeg forventede egentlig ikke at skulle være på vagt.
Jeg havde købt min første computer i 1984 (C64) og den havde trofast holdt ud til jeg tog af sted, nu havde jeg pengene. Det var tid til at opgradere.
Jeg modtog den i nogle gigantiske papkasser, og satte den op. Den fungerede fint og jeg lavede faktisk dette blads første tre numre med den.
Jeg troede, at det var helt almindeligt for en computer, at skulle boote fra diskette, det var det ikke. Faktisk var det kun de allerførste A2000’ere, der havde det levn fra A1000’eren. Senere opdagede jeg at markedsprisen var godt det halve….
Jeg havde jo været udsendt og Commodore var gået konkurs. Det havde jeg ikke opdaget., netop derfor talte jeg med ham.
Nogenlunde
Egentlig var jeg nogenlunde tilfreds med maskinen. Harddisken var dog mystisk, den viste 20MB. Men det forstod han ikke, jeg burde formatere den, der var åbenbart gået noget galt. Jeg anede knap hvad det betød, så det fik jeg ikke gjort. Og han kunne ikke lige huske hvordan det var man gjorde.
Der gik et halvt års tid, hvor vi er sammen med nogle venner, her fortæller han at det var heldigt, at jeg ville købe den, ”for han havde haft den i Den blå avis i tre måneder uden at få et eneste svar. Commodore var gået konkurs, så værdien var styrtdykket."
Jeg bed mærke i reaktionerne rundt omkring bordet. Tavsheden sænkede sig. Det var ikke en sjov historie. En pige skældte ud, en fyr undrede sig over, at man kunne finde på det. Det endte dog med at blive dysset lidt ned og den gode stemning blev genoprettet. Men jeg skrev det bag øret. Men gjorde ikke mere ved det.
Nå, men godt et år efter skulle den opgraderes. Jeg vidste godt, at AGA ikke kunne sættes i, men det kunne OS2.0 eller måske endda 3.0. Jeg ringede til computerforretningen Betafon og vi snakkede sammen om det. Butikken var meget hjælpsom.
”Det burde ikke give nogle problemer, hvis du lige tjekker revisionsnummeret på motherboardet (…) Det må bare ikke være revision 1.4 (…)”.
Han fortalte grundigt, hvor det stod, og hvordan man adskilte desktop’en. Kort tid efter var den adskilt. Revision 1.4. Øv.
Jeg købte en rum tid senere en Amiga 1200 og 2000’eren forsvandt ud af døren.
Der gik et par år.
Jeg valgte at tro det bedste.
Han havde vel ikke tænkt nærmere om det med bootdisketten, det gjorde jeg jo heller i staten. Med hensyn til harddisken havde han stædigt holdt fast, i at den var på 80MB og jeg måtte have lavet noget forkert. Jeg lagde specielt mærke til det, fordi jeg jo lavede store produktioner. Åbenbart slog det mig aldrig at åbne kabinettet og se fysisk på harddisken.
Revisionsnummeret havde jeg som sagt aldrig spekuleret over. Vi vidste jo begge dengang, at AGA ikke kunne komme i maskinen, og det var det han ville ha’, derfor var maskinen blevet solgt. Og hvem havde dog tænkt over, at der kunne være forskel fra A2000’er til A2000’er.
Min bror og jeg snakker i telefonen om bladet. Vi er nu i 1998.
Han fortæller, hvor godt det (et hobbyblad jeg lavede) er blevet siden de første numre.
Uden at tænke nærmere over det siger jeg at bladet specielt blev langt bedre, da jeg fik noget bedre udstyr (altså en A1200). Jeg fortæller ham, at jeg havde brug for et bedre DTP program, men de gode krævede i sin tid OS2.0+, og da 2000’eren ikke kunne opgradres, så måtte jeg købe en ny.
Han udbryder grinende:
”Ja, det ved jeg sguda godt, det var jo derfor, jeg solgte den”.
Og han fortsatte:
”de 20 Mb harddisk (!) var sgu ikke nok til mig”.
Først var det, at jeg vitterlig fik vished over det. Han havde virkelig koldt og kynisk snydt sin bror. Han havde rent faktisk givet falske oplysninger, for derefter at sælge til overpris. Han havde manipuleret mig rundt og ellers udnyttet at, jeg havde tjent en skilling på den tur derned. Og altså var milevidt fra opdateret om noget som helst.
Jeg skældte ham huden fuld dels over at han overhovedet havde lavet det nummer i det hele taget og dels over at han lige præcis havde lavet det nummer overfor sin familie.
Han sagde tilbage "den mere kloge narrer den mindre kloge" (grin). Jeg sagde farvel. Jeg tror der gik tre år før jeg så ham igen. Der prøvede han at sælge mig en defekt VHS maskine. Siden har vi ikke snakket sammen.
Forleden kom jeg til at tænke på hele episoden igen. En klassekammerat fortalte, at han havde fundet et fjols at sælge sin pc’er til.
Det er en 386/33Mhz med 4 Mb ram og 180 Mb harddisk og en skøn monokrom skærm fra 1989. Prisen? ”Fjolset” gav 1500 kr. (bemærkning: det skete i 2002)
Det var en pige fra klassen, som han havde solgt den til. I betragtningen af, at de to tilbringer en frygtelig masse tid sammen må de to være gode venner?!
Hvad pokker går der af folk ?
Snyder man sine venner for at tjene lidt penge ?
Det kan sgu ikke være rigtig, og det er det da heller ikke.
En, der laver det trick med én, har aldrig været din rigtige ven, men har blot forgivet det.
Og når det så oven i købet er ens nærmeste familie, så er det rigtig skuffende.
