Det er vist på tide at få genopfrisket den schweiziske forfatter Max Frisch's skuespil fra 1958 "Biedermann og brandstifterne".
Det blev sendt i Fjernsynsteateret, som det hed dengang, i 1965 med go'e gamle Karl Stegger som Biedermann. Det kan findes og ses på DR's Bonanza-hjemmeside:
http://www.dr.dk/bonanza/serie/drama/TV-T_60erne.htm
I skuespillet indfinder en hjemløs sig en aften hos Biedermann og beder om ly for natten. Den hjemløse har været bryder i cirkus, men cirkus er brændt. Byen plages i øvrigt af en række påsatte brande. Som Biedermann siger til sin gæst, mens denne tager for sig af det måltid, der er sat frem: "Man kan ikke åbne en avis, så er der stukket ild på igen. Og altid den samme historie: en vagabond, der beder om husly, og næste morgen står huset i flammer..."
Allerede under måltidet begynder den hjemløse, "i al beskedenhed", som han siger, at stille små krav: vil gerne have lidt sennep, og vinen "kunne godt være lidt varmere..."
Gæsten bliver indlogeret på loftet.
Biedermanns kone er skeptisk, men bliver affærdiget: "For sidste gang: Han er ikke brandstifter!" Konen: "Hvor ved du det fra?" Biedermann: "Jeg har jo selv spurgt ham..."
Næste dag er der ikke en, men to vagabonder på loftet. Og loftet er nu fyldt med benzintromler, for, som den nytilkomne forklarer: "Jeg kan ikke lade mine tromler stå på gaden, hr. Biedermann, det forstår De nok." Og det forstår Biedermann da. I øvrigt er det med benzinen vel bare en spøg, mine herrer? Vagabonderne: "Spøg er den tredjebedste kamouflage. Den næstbedste er sentimentalitet...Men den bedste og sikreste kamouflage...er til enhver tid den rene, nøgne sandhed. Komisk nok. Den er der ingen, der tror på."
Senere slæber vagabonderne træuld til huse, for "træuld er bedst til at sprede gnisterne".
Biedermann vil gerne gøre sine to logerende tilpas og byder dem på gåsesteg. Som han siger til konen: "Hvis jeg melder dem, de to fyre, så ved jeg, at jeg gør dem til mine fjender. Hvad har man ud af det? En tændstik og huset står i flammer. Hvis jeg går op og inviterer dem - og hvis de tager imod invitationen...Så er vi venner."
Og mens Biedermann og vagabonderne skåler og spiser gåsesteg, høres der udrykningshorn i det fjerne. "Sådan gør vi altid," forklarer vagabonderne. "Vi lokker brandvæsenet ud i et billigt forstadskvarter, og senere, når det går rigtig løs, er tilbagevejen spærret." Biederman: "Nu skal vi ikkes spøge mere med disse brandstiftere." Vagabonderne: "Men vi spøger ikke, hr. Biedermann...Vi er brandstiftere."
Det vil Biedermann stadigvæk helst ikke tro på, og for at bevidne sin tillid låner han vagabonderne en æske tændstikker. Og så ryger Biedermann ellers i luften med hus, hustru og tjenestepige, mens resten af byen står i flammer.
Vore dages biedermänner er de naive vestlige demokratier og deres pludrende aristokrati af politikere, mediefolk, bisper og præster, "kulturpersonligheder", tv-kokke, tv-oplæsere og tv-opblæste. Godhedsmenneskene, sværmerne, drømmerne, virkelighedsfornægterne, de, der står på hovedet og går på hænder og tunge for at aflede opmærksomheden fra problemerne, mens de fortsætter med at importere dem. ISIL er ikke islam, siger de. Al Quaeda er ikke islam. Boko Haram er ikke islam. Islam er ikke islam. En brandstifter er ikke en brandstifter. Islam er, ja, hvad er islam? Jo, islam er fredens religion. Dér var den. And pigs might fly, som de siger hinsides Vesterhavet.
Det er heldigt, at "Biedermann og brandstiftrne" i sin tid blev optaget og lige nu ligger på DR's Bonanza-hjemmeside. Men DR finder næppe på at genudsende stykket. Folk kunne få ukorrekte associationer og det har folk ikke godt af. DR genudsender elles mange af de ældre produktioner her i jubilæumsåret. Men "Biedermann"? Den går vist ikke. Det er da ellers et godt stykke med gode skuespillere.
Forstandige folk drager paralleller mellem Vestens situation i dag og Romerrigets fald. Jeg er ikke historiker og skal ikke kloge mig på det gebet. Men fra folk, som ER historikere, forlyder det, at Romerrigets undergang ikke skyldtes invasion fra en militært overlegen fjende. Nej, grunden var en kombination af indre forfald - dekadence, nydelsessyge - og en stadig indsivning nordfra af primitive germanske stammefolk kaldet Barbarer. Disse Barbarer blev efterhånden mange nok, så mange, at de kunne sætte dagsordenen, og så var det ellers slut med Romerriget. Min fremstilling er selvfølgelig forenklet - rigtige historikere kan eventuelt supplere og korrigere. Men pointen burde være tydelig nok:
Chamberlain eller Churchill? Appeasement? Eller blod, sved og tårer og kæmp for alt, hvad du har kært?
Jeg stemmer på Churchill. Og husk lige, hvad han sagde, den gamle kæmpe, efter "peace in our time": De går efter fred, Mr. Chamberlain, men De får krig!
Jeg gentager lige:
"Men den bedste og sikreste kamouflage...er til enhver tid den rene, nøgne sandhed. Komisk nok. Den er der ingen, der tror på."
