Hvad kan man udlede af Islamisk Stats nye type angreb?
Islamisk terror har bevæget sig væk fra 00ernes velplanlagte og spektakulære angreb mod 10ernes simplere og mere tilfældige angreb. Denne sommer har IS taget endnu et skridt mod en endnu mere decentraliseret terrorhær, hvis ofre er mere og mere tilfældige europæere.
Det er nu ikke kun togpassagerer på byens travleste station og forretningsfolk i byens højeste skyskraber, der skal frygte angreb; det er almindelige borgere på almindelige steder. Man må antage at IS har et klart formål med deres nye strategi.
Hvor islamisk terror tidligere lagde pres på regeringer ved at angribe prestigefyldte mål, lægger den nye islamiske terror pres på selve befolkningerne ved at angribe tilfældige borgere. Og det i demokratiske lande hvor befolkningerne udstikker kursen for reaktionerne på angrebene.
Det tyder på at IS mener at tiden nu er moden til at flytte krigen til Europa i stedet for Mellemøsten. For ellers ville det netop være i deres egen interesse at holde lav profil i Europa fsva. almindelige borgere, og fortsætte de sjældnere spektakulære angreb for at fastholde opbakningen i de muslimske miljøer. Det ville give dem tid til at infiltere Europa i ly af migrantstrømmen.
Nu vælger IS i stedet at satse på en _folkelig_ europæisk modstand mod muslimer, og alt tyder på de får deres ønske opfyldt. De ved at resultatet bliver, at den gennemsnitlige hvide, kulturkristne europæer ved næste valg stemmer på et parti, som vil modarbejde islams rolle i Europa, og de ønsker at de samme europæere opbygger et personligt had til deres muslimske medborgere.
Tænk engang over betydningen.
Det betyder at Islamisk Stats ledelse har analyseret sig frem til, at der nu er tilstrækkeligt med muslimer i Europa med potientiale for at kunne radikaliseres (m.a.o. vende sig mod deres nye hjemland) i tilfælde af optøjer eller krig. IS ønsker personlige opgør mellem hvide europæere og (efterkommere af) muslimske indvandrere.
I andre termer mener den angribende hær nu at have et tilstrækkeligt antal forrædere blandt modstandernes tropper til at kunne vinde en krig. Byens porte har lukket sig bag den trojanske hest, og invasionsstyrken venter nu på mørkets frembrud.
Europa skal selvfølgelig ikke lade sin sikkerhedspolitik styre af hvad en gruppe langskæggede mænd analyserer sig frem til i en ørken langt borte, men er den klogeste politiske reaktion virkelig den larmende tavshed vi ser i disse uger?
Man ved at vi er under angreb, men det etablerede politiske system reagerer ved at dysse angrebene ned for at undgå at skabe yderligere splittelse. Umiddelbart en logisk reaktion, da terroristernes mål jo netop er splittelse. Man opnår dog intet andet end at trække tiden ud. Men det er selvfølgelig også fornuftigt at trække tiden ud for at opruste til det uundgåelige angreb.
Men nej - i stedet bruger man ventetiden til at importere flere muslimer mens man fortæller befolkningerne at "flygtningekrisen praktisk talt er overstået" og mens truslen fra de mange muslimske parallelsamfund, hvis medlemmer allerede har opholdstilladelser eller indfødsret, fuldstændig ignoreres.
Har man simpelthen opgivet? Tror man at det hele vil gå over af sig selv? Er man paralyseret i chok over at erkende, at konsekvenserne af de sidste årtiers fejlslagne grænsepolitik er uoverskuelige? Eller har Vesteuropas overforkælede og overfeminiserede befolkning gravet sig så dybt ned i egen selvfedme, at alt det, som tidligere generationer kæmpede så hårdt for, nu er ved at brase sammen? Selv hælder jeg til den sidste forklaring.
Venstre- og midterfløjens mangeårige naive import af muslimer har sikret at europæerne forholder sig passive: En konflikt mod selve de muslimske samfund er alt for stor en mundfuld.
Desuden er en vis andel af muslimer jo velintegrerede og tæt knyttet til de europæiske samfund gennem arbejde og venner. Det ligger så dybt i europæisk retspraksis at man er uskyldig til det modsatte er bevist at det i praksis er en umulighed at smide et større antal muslimer ud af Europa blot på den baggrund, at de er muslimer.
Mens vi vender og drejer etiske og moralske og teoretiske aspekter af krigen har fjenden travlt med at vinde.
