I et læserbrev i Politiken d. 11. oktober 2017, skriver cand.mag. Lamies Nassri, at politikerne med "burkaforbuddet" (som er et maskeringsforbud), sætter demokratiet over styr: "Kan vi leve med politikere, der ikke respekterer den danske grundlov", spørger hun og mener, at politikerne "negligerer" danske, muslimske kvinders "agens". Samtidig benytter hun lejligheden til at sammenligne religiøs undertrykkelses-problematik med det ømtålelige emne sokker i sandaler. Læserbrevet er et fornemt eksempel på hvorfor feminisme og islamisme, kun kan sameksistere på sidstnævntes præmisser.
Lad mig sige det med det samme: jeg er ikke selv afklaret med, om jeg er modstander af maskeringsforbuddet eller ej. Det er vel isoleret set udemokratisk, at lovgive om hvordan vi som borgere skal gå klædt. Jeg forstår derfor udmærket behovet for at holde sagen under kritisk lup. Imidlertid er der flere andre faktorer, som påvirker min opfattelse sagen.
Med manglende saglighed i sine konklusioner og brug af nemme floskler manipulerer cand.mag. Lamies Nassri dog voldsomt med virkeligheden. Hendes prioriteringmæssige tilgang i debatten bør ligeledes skabe undren.
Grundloven og religionsfrihed
For det første ser maskeringsforbuddet ikke som sådan grundlovstridigt ud, når man selv lige giver tingene et kig. Heller ikke selvom det ganske vist kommer til at ramme et meget lille antal troende personer i Danmark.
Om religionsfrihed står skrevet:
"§ 67. Borgerne har ret til at forene sig i samfund for at dyrke Gud på den måde, der stemmer med deres overbevisning, dog at intet læres eller foretages, som strider mod sædeligheden eller den offentlige orden."
"§ 69. De fra folkekirken afvigende trossamfunds forhold ordnes nærmere ved lov."
Så selvom borgerne altså ifølge Grundloven har religionsfrihed, så er denne ikke ubetinget. Der kan ligeledes lovgives nærmere omkring "afvigende trossamfunds forhold".
Dertil kommer det, at der jo ikke først og fremmest er tale om et "burkaforbud", men en skærpelse af Straffelovens eksisterende § 134 b, som vil ulovliggøre, at vi som borgere overhovedet skal kunne skjule vores identitet i det offentlige rum.
Hvis man på baggrund af sin religion skjuler sin identitet offentligt, opfylder det således ikke alene kriterierne for § 134 b, men også for undtagelsen i Grundlovens § 67.
Personligt vil jeg mene, at visse dens formuleringer er museumsparate, og at al religion f.eks. bør sidetilles. Men efter min bedste overbevisning er maskeringsforbuddet respektfuldt overfor Grundloven.
Jeg er selvfølgelig ikke jurist. Men heller ikke bange for at risikere at tage fejl.
Sokker i sandaler
"Politikere, der oplever niqaben som en torn i øjet, handler på baggrund af, at de ikke kan forstå andres valg. Jeg forstår heller ikke folk, der går med sokker i sandaler. Skal vi også begynde at lovgive om det?"
Burka og niqab hører ind under den type af beklædning, der skjuler personens identitet. Det gør sokker i sandaler ikke. Så medmindre man anslår, at identiteten i udpræget grad sidder i tåneglene, er de to størrelser ganske usammenlignelige overfor loven.
Social kontrol
Det islamiske påbud om tildækning er en omstridt størrelse. Kilderne findes i både Koranen og hadith, men anses i det store hele som overladte til fortolkningen og eksisterer i varierende grad i den muslimske verden.
Globalt set er der tale om et mindretal af muslimske kvinder, som gennem national eller lokal Sharia, eller som gentande for en mere diffus social kontrol, er underlagt befalingen om at dække ansigtet til. De steder i verden hvor burka og niqab er mest udbredt, er gerne de steder (lande, territorier m.m.), hvor forståelsen af religionen netop er ultra konservativ og derfor voldsomt mandsdomineret.
I et land som Saudi Arabien er der tale om en formel social kontrol, hvor kontrolforanstaltningerne er led i selve forfatningen. I Danmark er religiøs social kontrol normalt uformel, dvs. at den ikke umiddelbart kan defineres som afgrænset størrelse, men er et mere flydende socialt fænomen, der dog ligeledes fastholder individer i frygt for staf og udstødelse. Påvirkningen kan være mærkbar i bl.a. ghetto-miljøer på baggrund større gruppers kulturelle, etniske sammensætning, men også i enkelte familier, bag hjemmets fire vægge eller i non-lokale netværk. Her er et trossamfund som Jehovas Vidner værd at nævne.
Danmark er et demokratisk land på papiret, og beklædningens rolle og betydning i muslimske kvinders liv er ganske vist kontekstbestemt. Konvertitter er gode eksempler på dette. Der er derfor heller ikke tale om en simpel dikotomi, og jeg bestrider ikke, at der selvfølgelig findes danske/muslimske kvinder, som af egen frie vilje ønsker at dække sig helt til ud fra deres religiøse overbevisning.
En tendentiøs rapport fra 2009 vurderer, at der på det tidspunkt maksimalt levede omkring 400 niqabier (kvinder med niqab) i Danmark. En god del af disse, omkring halvdelen, anslås i rapporten at være konvertitter.
Uanset hvad tegnes der altså et billede af, at det er de færreste kvinder, der frit vælger islamisk heldækkende beklædning og et dertilhørende liv i afsondrethed og social eksklusion.
"Levede Ludvig Holberg i dag, ville han måske inkludere det i sin komedie 'Erasmus Montanus', for på samme måde, som morlille er en sten, må muslimske kvinder da selvfølgelig være undertrykt, hvis de bærer niqab. Altså hvis politikerne mener og føler for det. Fakta, logik og kvindernes egen mening tillægges ingen værdi i den sammenhæng."
Ideen om at anvende begreberne "morlille" og "sten" i netop denne sammenhæng burde nok have fået moralens klokker til at kime til afholdenhed. Men hvorom alting er, må det logisk set være sådan at en person, der vitterligt er undertrykt, ikke selv omtaler undertrykkelsen af frygt for konsekvenser. "Fakta", som Lamies Nassri ikke uddyber nærmere her, men som jeg gætter på, hun til dels kan have fra ovennævnte rapport, må derfor også skulle tolkes i relation til denne omstændighed. Ikke mindst fordi alverdens empiri peger i modsat retning af, hvad hun gerne vil overbevise læseren om.
Lamies prioriterer stærkeste
"Er det så, fordi vi rent faktisk vil forhindre selvstændige, stærke kvinder i at træffe deres egne valg, når de ikke følger strømmen? Selvstændighed kræver jo netop, at man kan tænke selv og ikke accepterer ensretning."
Burka og niqab er ikke udprægede modefænomener. Beklædningsgenstandene lader til at være markører for en stærk grad af sammenhæng mellem fundamentalistisk tro og livet i et samfund. Hvis nogen frivilligt vælger at skjule sig helt bag en niqab, er det normalt fordi, personen bevæges af kraftfulde ideologiske tilskyndelser. Herhjemme betyder det at liv uden job og uddannelse for niqabierne, fordi bestræbelsen på at overholde beklædnings-forordningerne i Koranen og hadith bliver vigtigere end det at at deltage i samfundslivet (jf. ovenstående rapport).
Det er dog ikke alle, der er så priviligerede, at de egenrådigt kan træffe dette valg. Det primære for mit vedkommende er derfor at tale på vegne de kvinder, der ikke kan vælge at tage burkaen af. Ikke på vegne af de få, der frit kan vælge at tage den på, og som gør det uden omtanke for resten ved at facilitere ekstremismen i stedet for at bruge deres frihed til at lægge synlig afstand til den.
Lamies ser ud til at prioritere lige modsat. Ikke mindst fordi hun i læserbrevet ikke så meget som nævner, at der skulle være noget behov for at bekæmpe og forbygge, den kønsrelaterede undertrykkelse som burka og niqab åbenlyst er led i.
Med fuld berettigelse kan man indvende at et forbud alene, blot er symptombehandling, og at det i værste fald kan sætte kvinderne i en værre situation end før. Men så bør det netop være i dette lys, man kritiserer maskeringsforbuddet frem for at højne burkaen til et generelt, feministisk ligestillings-emblem.
Lamies Nassri agerer derfor talerør for de stærkeste: det mikroskopiske mindretal af, hvad hun mener, er selvstændige kvinder, som af egen fri vilje vælger en isoleret tilværelse.
Hun koger samtidig hele maskeringsforbuddet ned til fortrinsvis at dreje sig om om nogle ganske få danske muslimer, der, uden eksterne konsekvenser i øvrigt, må lade niqaben blive i skabet. Det svarer jo groft sagt til, at jeg var imod rygeforbud, ikke af demokratiske principper, eller fordi jeg følte med misbrugerne, men fordi jeg mente, at man ikke kunne være det bekendt overfor festrygerne.
"Vi mister friheden, så snart nogens frihedsdefinition bliver en andens begrænsning"
Vel talt. Jeg er helt enig.
Fornuft fra Johanne
Anderledes fornuftigt lyder det fra Johanne Schmidt Nielsen (Ø) på hendes Facebook-profil:
"Burkaen er et symbol på kvindeundertrykkelse. Et udtryk for en dybt reaktionær tænkning.
"Gad vide om forbudstilhængerne overhovedet interesserer sig for de kvinder, som rent faktisk går med burka? For hvordan søren skulle et forbud hjælpe dem? Skal man have bøde, samfundstjeneste, fængsel eller udvisning for at være undertrykt? Har forbudstilhængerne overvejet risikoen for, at disse kvinder så aldrig kommer uden for en dør?
Af pricipielle årsager går Johanne ganske vist heller ikke ind for maskeringsforbuddet, men med hensyn til burka-debatten, bygger hun sin argumentation på et afgørende andet præmis end Lamies Nassri; at det bør være de reelt udsatte, der skal prioriteres og tages hensyn til. Dette er naturligvis den sunde, feministiske og ikke mindst demokratiske holdning til sagen.
Folk må tro på, hvad de vil
Jeg er ikke hele vejen utvetydigt enig med Johanne, og jeg er ret overbevist om, at hun på mange områder nok deler holdninger med Lamies.
Jeg kan sagtens se fornuften i et generelt maskeringsforbud. Det betyder dog ikke, at jeg er interesseret i et selvstændigt burkaforbud, blot fordi burkaer signalerer noget religiøst, eller ligefrem kan være indikation på religiøs, social kontrol. Folk må for min skyld tro på, hvad de vil. Hvis jeg ønskede et burkaforbud på nævnte baggrund, ville det ud fra min egen logik jo betyde, at jeg lige så vel kunne gå ind for tørklædeforbud. Det gør jeg absolut ikke.
Muslimske kvinder skal have lov til så vidt muligt at definere dem selv på deres kulturelle præmisser. Dette bør gælde for alle mennesker - men under et kollektivt ansvar og ikke betingelsesløst. Maskeringsforbuddet er da heller ikke et forbud mod tro, men mod en særlig måde at gå klædt, som trækker mennesker ud af kollektivet og isolerer dem i subjektet.
Sure, gamle mænd vs. sure, kvindelige islamister
Mit sigte med skrevne er således ikke at konfrontere Lamies Nassri, fordi hun er modstander af maskeringsforbudet, men at kalde hende ud på baggrund af måden hun, og andre, tilgår politiske debatter i det hele taget. Det skal derfor også hovedsageligt ses som mit generelle modsvar til en distinkt type af holdninger.
For Lamies Nassri er en selvstændig kvinde åbenbart en kvinde, der ønsker at leve en streng, bogstavstro og isoleret religiøs tilværelse. Så selvom hun taler både grundlov, demokrati og Ludvig Holberg, ser det for mig ud som om, at hun grundlæggende er styret af en personlig ide om sin religion som samfundsideal.
Ellers bør hun i hvert fald huske at gøre opmærksom på, at hun er bekendt med de store udfordringer, som religiøs social kontrol og anden radikalisering skaber. Hendes læserbrev i Politiken er i sig selv en total negligering.
"Sure, gamle mænd har alt for ofte dikteret, hvordan kvinder skal gå klædt."
Igen er jeg enig. Men islamisme og feminisme kan kun sameksistere på islamismens præmisser, og jeg nægter at blande dem sammen.
Hilsen en sur, gammel 34-årig stud.theol.
