Debattrick: At stille spørgsmål, som er besvaret 1.000 gange - Birthe Rønns eksempel

Venstrefløjens synspunkter forsvares i dag stort set udelukkende med retoriske tricks

Ole Birk Olesen,

27/02/2015

Venstrefløjens synspunkter forsvares i dag stort set udelukkende med retoriske tricks. At være på venstrefløjen er en retorisk position. Det egentlige indhold fortoner sig, fordi det ikke kan forsvares.

Hvad enten det handler om beskæftigelsespolitik, skattepolitik, erhvervspolitik eller overordnet økonomisk politik, så er venstrefløjen først og fremmest rejsende i retorik, overdreven patos, forsøg på uberettiget udskamning af politiske modstandere og anden udenomssnak. Argumenter, henvisning til anerkendte fakta og deltagelse i reel politisk diskussion, hvor man tager udgangspunkt i, hvad modparten siger, er så godt som fraværende.

Også i debatten om ytringsfrihed, islam, islamisme og Muhammed-tegninger er venstrefløjens standpunkt af rent retorisk karakter. Indhold er der ikke noget af.

Det illustreres fint af Venstres Birthe Rønn Hornbech.

Mange vil indvende, at hun ikke kommer fra venstrefløjen, men i denne aktuelle diskussion repræsenterer hun et synspunkt, som er mest udbredt på venstrefløjen, og hun gør det på samme måde. Derfor kan vi godt tage udgangspunkt i hendes eksempel for at illustrere venstrefløjstilgangen til diskussionen.

Birthe Rønn Hornbech skriver om satiretegninger af muslimernes sidste profet, Muhammed:

»Undskyld jeg spørger, men hvorfor er den slags tegninger så vigtige for de såkaldt danske værdier? Hvorfor skal der kæmpes så indædt for dem, og hvorfor skal vi trods alt blive ved med at bringe dem, når de ikke rykker som i Danmark end at nedgøre mennesker med religiøse følelser?«

Spørgsmålene har alene retorisk værdi, ikke nogen substantiel værdi for debatten, fordi de allerede er blevet besvaret cirka 1.000 gange. De er blevet stillet lige så mange gange, og cirka hver gang er der blevet svaret det samme:

Tegningerne er vigtige, fordi nogle muslimer truer med vold og brand, hvis Muhammed satiretegnes, og fordi enkelte muslimer faktisk også planlægger og udfører terrorhandlinger for at straffe folk, der tegner Muhammed. Derfor er det vigtigt at bevise over for de truende og de udførende, at vi i vores samfund ikke lader os kyse.

Folk, der ikke vil indrømme andre ret til at kritisere og gøre grin med deres religion eller deres religiøse skikkelser, skal ikke have succes med at true og terrorisere sig til at få deres vilje. Det ville etablere en uheldig sædvane for, at de mest voldsparate kan gå rundt hævet over kritik, fordi ingen ønsker eller tør at kritisere dem og deres overbevisninger.

Det er svaret på Brithe Rønne Hornbechs spørgmål, og det svar har også Birthe Rønn Hornbech læst til hudløshed før. Alligevel stiller hun altså spørgsmål, som hun så mange gange har fået svar på.

Hvis Birthe Rønn Hornbech faktisk havde et sysnpunkt, som hun kunne argumentere for, så skulle hun tage fat i det ofte givne svar på hendes spørgsmål og udfordre det. Hun skulle fortælle, hvorfor det ikke er rigtigt at tegne Muhammed, selvom man føler, at det er nødvendigt for at byde de voldsparate trods.

Hvor mener Birthe Rønn Hornbech, at de mennesker, som tusinde gange har svaret på hendes spørgsmål, tager fejl? Det skulle hun have skrevet, hvis hun havde saglige indvendinger.

Problemet er formentlig, at Birthe Rønn Hornbech ikke har saglige indvendinger til svarene på sine spørgsmål. Hun har kun et ønske om generobre sin mistede plads som Politiken-segmentets yndlingsborgerlige. Dette opnås ved at repræsentere disse menneskers holdninger, selvom Birthe Rønn Hornbech ikke evner at argumentere sagligt for, hvorfor disse holdninger er rigtige.

Derfor nøjes Birthe Rønn Hornbech i stedet med at stille spørgsmål, som 1.000 gange er blevet besvaret. Det er ren retorik, blottet for indhold.

Kilde: