Mikkel Andersson bringer på sin Berlingske-blog en meget skarp kritik af ”Den misforståede “forståelse” af terrorismen”. Artiklen har ret hele vejen, men rammer det dybeste problem i venstrefløjshermeneutikken, når Andersson bemærker, at ”disse opfordringer til angiveligt at forstå terroristerne meget sjældent er koblet med en vilje til at kigge på deres faktiske publikationer og udmeldinger om overbevisninger og ideologi.”.
Hvis man nu spørger sig hvilken type videnskabelighed, der handler om at kigge på folks ”publikationer og udmeldinger”, ser man omgående, hvor det kognitive svigt må være foregået: Det er en humanvidenskabelig tilgang til terrorismen, der åbenbart er blevet sjoflet. Og til fordel for hvad? Andersson giver indirekte svaret, når han rigtigt fastslår, at mange fortolkninger primært bare synes at skulle ”reducere militant islam til et produkt af vestlige gerninger i den nære og fjerne fortid”. For hvor kender man til, at noget ikke er andet end et ”produkt” af noget andet, således at årsager og virkninger følger nødvendigt efter hinanden, og den eneste ansvarlige for en proces i sidste ende er billardspilleren eller forsøgslederen? Eller med Anderssons ord: Hvor findes der noget, der ikke er ”subjekter i verdenshistorien”, men ”blot objekter, der nærmest viljeløst er fordømt til kun at kunne reagere”? Svaret er selvfølgelig: i naturen, og det er tydeligvis en naturvidenskabeligt inspireret kausalitetstænkning, der ødelægger perspektivet her.
Problemet hænger nok til dels sammen med, at mennesket og historien kræver en anden indgangsvinkel end planter og sten – men også med, at de pseudohumanister, ofte psykologer og sociologer, der elsker klangen af gummihandsker og metodisk stringens i deres egen terminologi, som regel er mindre interesserede i at efterabe naturvidenskabernes testprocedurer og ydmyghed over for opgaven.
