Weekendens hændelser sidder nok i mange af os. Udover vi føler med de dræbte, de sårede og deres familier, så tvinger episoder som disse os alle til at kigge op over ligusterhækken og vurdere samfundets tilstand.
Der er grund til utryghed. For det billede der tegner sig for det blotte øje, er ikke det samme billede, politikerne gengiver i indslag efter indslag på nationale sendeflader. Der tales om et Danmark man kender og om demokratiske værdier og frihed. Om retten til at ytre sig og religionsfrihed. Men ingen taler om baggrunden for terroren. Ingen nævner islam – og konfronteres politikerne med spørgsmål om islam i relation til terrorhandlingerne, afvises sammenhængene.
Det er dét der gør mig allermest utryg i denne situation: At de politikere, der har ansvaret for vores sikkerhed, konsekvent nægter at tale om baggrunden for terroren, hvis de da ikke direkte lyver om, at den ikke har noget med islam at gøre.
Hvordan i alverden skal vi dog kunne forebygge angreb fra fjender, som de ansvarlige politikere end ikke tør identificere? Og hvis motiver de direkte lyver om?
Det er på tide at kalde en spade for en spade og islamisk terror for islamisk terror. For det er præcis, hvad den er. Islamisk. Den er ikke katolsk, den er ikke kommunistisk, og den udspringer ikke af et nationalt mindretals kamp for selvstændighed. Nej, den bunder i en teksttro læsning af Koranen, der måske nok ligger langt fra de fleste muslimers ønske om hvordan Koranen skal tolkes, men som for nogle grupper udvikler sig til en radikal efterleven af Koranens påbud om at udbrede islam gennem hellig krig. Det er dét, hverken Statsministeren eller Lars Løkke Rasmussen tør tale om.
Og det store spørgsmål som står helt alene, vækker i den grad utryghed: Hvordan kan man bekæmpe en fjende, hvis man end ikke vil indrømme, at man er under angreb?
