Min kone har en tilbøjelighed til ofte at bruge argumentet "det gør mig ked af det" når vi er uenige om noget. Og så er jeg på den. For det gør ikke mig ked af det. Faktisk er der ikke rigtig nogen af de ting, man som par nu engang kan være uenige om, der gør mig "ked af det". Overskrider hun mine grænser, bliver jeg ikke ked af det. Jeg bliver ikke sur. Jeg vil være mere tilbøjelig til at sige, at hvis hun smutter ned og henter en pizza i aften, så glemmer vi den sag. Længere er den ikke. Men når hun bliver "ked af det", er jeg som sagt på den. Man skal trods alt være temmelig ufølsom, hvis man er villig til at såre sin kone, når man selv er til salg for en pizza.
Tiden går, uenigheder opstår, konflikter løses - med forudsigeligt udfald. Og pludselig en dag kigger man sig omkring og tænker... hvad i alverden var det der skete?
