Hvis man synes, DR er politisk korrekt venstreorienteret, skulle man prøve at lægge vejen forbi de tyske statskanaler. Her er der virkelig smæk for licensen. Det er ikke et forsvar for DR, for selvfølgelig er stationen slem. Men de tyske. Guds fred og godaften, siger jeg bare!
Der er tydeligvis panik på drengen hos mainstream-medierne. Folket vil ikke makke ret. Folket stoler ikke på the gentlemen of the press m/k. Folket falder fra. Men har medierne viljen til at gøre noget ved det? Altså noget, der virker? Mandag aften så jeg en udsendelse på ARD om netop mistilliden til medierne. ”Hvordan kan medier og journalister vinde tilliden tilbage hos lyttere, seere og læsere? Forskellige studier viser en historisk lav tillid til journalisters arbejde, men hvorfor er det sådan?” Det var den varslede indfaldsvinkel.
En slags medial selvransagelse skulle det altså være, og der blev da også stillet nogle kritiske spørgsmål til et par pressepinger. Ellers ville det nok også have været svært at slippe afsted med en udsendelse med det tema. Men det hele gik nu mest ud på at udskamme ”die Rechtspopulisten”.
Flere emneområder blev dækket. Her vil jeg koncentrere mig om indvandringen.
ARD havde på et tidspunkt i en tv-avis bragt opfordringer fra kendte personer om at tage vel imod flygtninge, udvise menneskelighed. Nyhedschefen blev nu spurgt, hvad sådanne opråb havde at gøre i en nyhedsudsendelse. Jamen, svarede den pæne mand, det var skam ikke udtryk for forudindtagethed. Man havde skønnet, at det ville være interessant for seerne at få rede på, hvad prominente tyskere mente om flygtningesituationen. Jo, men hvorfor kun prominente personer og kun dem, som var positive over for flygtningetilstrømningen? Nåh, man havde skam henvendt sig til mange prominente personer, og hvis man havde fået udtalelser af anden observans, ville man naturligvis have bragt dem. Det tror vi så på. Men nyhedschefen svarede ikke på, hvorfor kun prominente personer var interessante, og intervieweren fulgte ikke op.
Nytårsnat i Köln, Hamburg og andre byer var også på tapetet. Men her gik det mest ud på at få fortalt, at de seks, som havde været anholdt i Hamburg, muligvis var uskyldige. Man havde i hvert fald ikke kunnet bevise noget.
Erfaren mand er god at gæste, så DRs nyhedschef Ulrik Haagerup dukkede op flere gange i udsendelsen. Den danske statskanal blev nemlig også ”for nogle år siden” mødt med mistillid, oplyste den tyske speakerstemme, men det havde man skam fået rettet op på. I dag var stationens nyhedsudsendelser de mest troværdige i det ganske land. Haagerup og hans medarbejdere havde nemlig kigget sig i spejlet og konstateret: Jo, vi er ensidige! ”På redaktionsmøderne talte vi ikke om politik, men om, hvorvidt vi brød os om et synspunkt eller ej.” Det var da ellers noget af en tilståelse!
Den tyske speakerstemme: ”Haagerups redaktion er nu mere opmærksom på at være afbalanceret. F.eks. behandler man Danmarks højrepopulister ganske som ethvert andet parti.” Nå, det gør man så åbenbart ikke i Tyskland. Og Danmarks højrepopulister? Her er det, man får sin første tvivl om, hvorvidt disse ”selvransagelser” i mainstream-medierne er andet end lirumlarum. Selv i en udsendelse om folkets mistillid til medierne bruger man med den største selvfølgelighed skældsord (og ”højrepopulist” ER et skældsord) om partier, ARD-redaktionen ikke kan lide. Hvordan pokker skal vi så tro på, at ”selvransagelsen” er alvorligt ment? Senere i udsendelsen fik det østrigske parti FPÖ også som den naturligste ting i verden hæftet ”højrepopulistisk” på sig.
Nu tog man så fat på de ”de såkaldt alternative medier”, som de blev benævnt. De er forførende og farlige for folket, måtte vi forstå.
”Folk som ham her”, lød den nedladende intro til et klip fra en tale af Jürgen Elsässer, chefredaktør for ”det alternative magasin” COMPACT. Elsässer sagde såmænd blot, at der kommer mange fattige stakler og krigsofre til Tyskland. Og ja, det er hjerteskærende. ”Men vi har også fattige stakler og hjemløse i vort eget land. Hvorfor er det ikke hjerteskærende?” En rimelig pointe, skulle man mene. Men nej da, det er udtryk for ”falsk (vorgespielte) empati”. Elsässer ”iscenesætter sig som deres (de fremmødte tilhøreres) advokat med fremmedfjendtlige paroler”, messede, ikke en tilkaldt modpart, men den ”neutrale” speakerstemme.
Dernæst et indslag, hvor Elsässer, bevares, i et kontant sprog, taler imod at skabe konflikt med Rusland. ”En demagog, der pisker stemningen op ved at hetze,” lød det fra ARD-stemmen.
Flere klip med og om Elsässer. ARD ville gerne have talt med den farlige mand, får vi at vide, men han har ikke reageret på henvendelser. Til gengæld får vi en ”freier Journalist” på skærmen med en frisk ”analyse”: De, der kommer til Elsässers møder, er ”mennesker, som er ekstremt bange”. Og Ellsässer ”fodrer denne angst,” mener den kloge analytiker. Igen må jeg tvivle på seriøsiteten i forhold til udsendelsens tema, når man tror, at folks berettigede betænkeligheder ved den massive indvandring kan manes i jorden med nemme etiketter. Selv DR ville formentlig holde sig fra den slags abekattestreger.
Jeg må selvfølgelig gøre opmærksom på, at jeg ikke kender noget til Jürgen Elsässer, og hvad han ellers går og foretager sig. Blot vil jeg mene, at de klip, som skulle dokumentere, at han er en slemme, slemme dreng, i de flestes ører nok dokumenterer noget helt andet, nemlig almindelig sund fornuft.
Kort klip med en Ken Jebsen, som vil have tv-licensen afskaffet. For licensafhængige ARD er det vel den største synd af alle. Manden må jo være gal. Han skal jordes! Så om Jebsen får vi at vide, at han ”hetzer mod alle, som ikke deler hans plumpe verdensbillede.”
Udo Ulfkotte, tidligere redaktør på (den ansete avis) Frankfurter Allgemeine Zeitung, har skrevet en bog om ”såkaldt købte” journalister, får vi at vide. ”Siden da præsenterer han igen og igen det forvirrede indhold (af bogen),” oplyser speakerstemmen. Ulfkotte har været journalist i 25 år og virker nu da til at være ved sine fulde fem. ”Jeg fik lært at lyve, bedrage og ikke fortælle sandheden til offentligheden,” siger han.
”Pseudo-journalister”, kalder den neutrale speakerstemme de ovennævnte personer.
Udsendelsen lakker mod enden. Der må rundes af med noget opbyggeligt, noget, der peger fremad. Seerne skulle jo nødigt sidde tilbage med følelsen af, at de nok en gang har betalt for at blive skældt ud og opdraget på.
Mainstream-pingerne får ordet efter tur (også Haagerup er på). De er vældig enige: Vi må være mere mangfoldige. Vi skal være tættere på folks virkelighed. Vi skal være parate til at indrømme vore fejl. Vi må være selvkritiske.
Der ligger selvfølgelig en form for tilståelse i dette afsluttende sniksnak. Hidtil har man åbenbart ikke været mangfoldig, ikke været tæt på folks virkelighed, ikke været parat til at indrømme fejl, ikke været selvkritisk.
Sådan gik altså den gås til gilde. Vil ”die Lügenpresse” da endelig begynde at oplyse folk om, hvordan virkeligheden i virkeligheden ser ud? Når man selv i en udsendelse, som netop hævder at ville søge svar på, hvorfor det står så skidt til med mediernes troværdighed, bare kører videre med stereotyperne og udskamningerne, har jeg svært ved at tro det.
”Højrepopulister”, ”falsk empati”, ” iscenesætter sig med fremmedfjendtlige paroler”, ”en demagog, der pisker stemningen op”, ”mennesker, som er ekstremt bange”, ” plump”, ”hetzer”, ”det forvirrede indhold”, ”pseudo-journalister”. Det er alle sammen ord, som føles naturligt objektive for i alt fald tyske mainstream-journalister. Det er her, objektivitetens centrumpunkt befinder sig. For de dér slemme drenge (og piger, thi dem er der jo også nogle af) ER jo ”højrepopulister” og ”demagoger”, ikke sandt? Så hvad galt er der i at nævne disse alment anerkendte, altså objektive, kendsgerninger?
Så nej, jeg tror ikke på, at de etablerede medier sådan uden videre kan ændre sig. Det er betingede reflekser, vi har med at gøre. Sig Frauke Petry, og skidtet vil automatisk vælte ud af gabet på en tysk mainstream-journalist.
