Når verden ændrer sig skal partierne tilpasse sig, og regeringer tilpasse landets love til den nye virkelighed. Sådan burde det være i alle slags organisationer, men i praksis er de store partikonstruktioner rimeligt handlingslammede. Højrefløjspartierne har efter min mening altid været hurtigst til at tilpasse sig til virkeligheden, hvorimod det er mit indtryk at det går betydeligt langsommere på venstrefløjen. Store politiske emner som Økonomi, Udlændinge, EU, Globalisering viser med al tydelighed at kloden drejer sig hurtigere end partierne følger med.
I mit eget hoved har jeg et 'mål'. En 'politisk forsinkelsesfaktor' som jeg altid bruger til at vurdere de politiske partier og deres performance i forhold til at tilpasse lovene til verdenssituationen. Jeg ville lige dele den herinde for sjov skyld, så jeg har lige listet alle partierne op efter den.
LA + DF: Forsinkelsesfaktor - 0-5 år.
DF er på en suveræn førsteplads er altid hurtigts ude med 'sund fornuft' i de værdipolitiske spørgsmål, og viger aldrig - uanset hvad det koster i meningsmålingerne. Dette meget direkte demokratiske sindelag kaldes sjovt nok populisme af politiske beton-tilhængere. Kun på det nok så væsentlige globaliseringsområde hænger DF fast i en protektionistisk tankegang efter norsk model, som måske nok er en løsning, men efter min mening ikke den bedste.
LA er godt med på min personlige liste. Med det spring man har taget fra 'åbne grænser' til Samuelsens nuværende politiske udmeldinger er der kun gået ganske få år, og det er godt klaret i en relativ sammenligning på Borgen. Stor cadeau til LA for også at være kritisk overfor adfærdsregulering, medielicens, og skærpe EU retorikken. Her har det også kun taget få år at nå frem til fornuftige politiske konklusioner.
V + K: Forsinkelsesfaktor - 10 - 20 år.
V + K er betydeligt langsommere i optrækket. Der er stadig for stor splittelse på udlændingeområdet, hvor V skal kunne rumme både Kristian Jensen og Støjberg og hvor K er gået fra omklamring af de radikale til nazi-islamisme kampagnen, men de nye signaler har ikke været ledsaget af egentlige lovforslag i folketinget.
Især i forhold til EU hænger V + K stadig fast i en opfattelse af EU begrundet med frihandel og sikkerhed, som er nedarvet fra EF. Selv om der er gået mere end 20 år efter Maastrich og unionsborgerskabet så er det som om at den nye virkelighed ikke er sivet igennem til folketingsgrupperne. En virkelighed hvori det gamle øst/vest fjendebillede er skiftet (omend med en opblussen igen i år) og hvor EU ikke foretager sig mange yderligere tiltag i retninge af frihandel men snarere cementerer sin udvikling i retning af en centralistisk, bureaukratisk socialistisk konstruktion hvilket borgerlige naturligvis bør arbejde imod, og ikke for.
S + SF: Forsinkelsesfaktor: > 25år.
S + SF hænger godt fast i beton-tankegangen. Med de tætte bånd til fagbevægelsen agiterer partierne for en samfundskonstruktion som er dødsdømt i en globaliseret verden, men som KUNNE bruges for 50 år siden. Massiv og gentagen agiteren for ekspansiv finanspolitik trækker spor tilbage til Keynes-modellen, på trods af at denne er medvirkende til en masse landes massive økonomiske problemer med offentlig gæld som sygdomssymptom. Der har dog også været positive signaler på at især S kunne påtage sig en vis snert af økonomisk ansvarlighed, men sjovt nok belønnes denne ikke af vælgerne. Alle de gange hvor S har reageret økonomisk fornuftigt er de gået tilbage. Vaklen på udlændingeområdet på trods af massive faresignaler siden 1980'erne rammer begge partier og gør at man reelt ikke kan opstå at disse partier er i stand til at reagere agilt, og tilpasse sig til verdenssituationen.
R + EL: Udenfor kategori. Magter ikke reel problemløsning.
R + EL er de helt håbløse partier. R påstår sig økonomisk ansvarlige, men fokuserer kun på skatteområdet, hvor mærkesagen er at flytte skat fra indkomst til bolig. Begge partier er dog helt håbløse på udgiftssiden (finansloven) hvor man altid strør om sig med lånte tvangsopkrævne midler uden demokratisk sindelag og uden respekt for betalernes synspunkter.
Især på det ideologiske område er R + EL håbløst bagude og ude af stand til at tilpasse sig til verdenssitutionen. R i kraft af sin omfavnelse af facistiske ideologier som nazismen (på Scavenius' tid) og nu islamismen. Og EL har først for nyligt fjernet sin officielle støtte til væbnet revolution, og den lever sikkert i bedste vilkår i en stor del af baglandet.
