I morges hørte jeg igen-igen den samme sang fra en afghansk asylansøger (Radio24syv "interviewede" en af dem der frivilligt var rejst ud af Danmark igen - han ville finde sin lillebror). Asylhistorien er stort set denne:
Ung mand kissemisser med pige og kan ikke holde anacondaen i ave. Pigens familie hævner sig på den unge mands familie. Den unge mand må flygte. Asyl i Danmark er mest nærliggende, så rejsen begynder...
Det "gode" ved den historie er at den gør den unge mand personligt forfulgt. Den regel har menneskesmuglerne helt styr på. Og historien kan jo varieres i det uendelige, så det er nok ikke så underligt at den går igen og igen og igen.
Men den er ved at være trættende.
