Læserbrev i gårsdagens Berlingske af Cand. Merc. Michael Thestrup.
Bragt i Uriasposten:
34 års bortforklaringer
Da et flertal i Folketinget i 1983 åbnede Danmark for indvandring, ville der kun komme ‘et meget lille antal’. Da antallet af indvandrere voksede kraftigt, var den store indvandring ‘kun midlertidig’. Da indvandringen steg yderligere, ‘betød antallet ikke noget’. Desuden var indvandringen ‘en berigelse som vi slet ikke kunne undvære’ på grund af danskernes lave fødselstal.
Da det ikke længere kunne skjules, at indvandrerne i gennemsnit var underuddannede, underbeskæftigede og overkriminelle, var det, ‘fordi danskerne var for dårlige til at integrere’ de fremmede. Da kostbare integrationsprojekter slog fejl, skulle vi give integrationsprocessen ‘tid til at virke’. Da indvandrerne efter mange års ophold forblev underintegrerede ville ‘2. generation klare sig langt bedre’.
Da 2. generations indvandrerne klarede sig dårligt i skolen, var det, fordi det danske samfund ‘ikke tilbød tilstrækkelig modersmålsundervisning’. Da indvandrerdrengene viste sig lige så kriminelle og underbeskæftigede som deres fædre, ‘var indvandrerpigerne til gengæld en solstrålehistorie’. Da kun en lav andel af indvandrerpigerne afsluttede deres uddannelser og fik et arbejde, blev det tiet ihjel.
3. generation klarer sig ikke væsentligt bedre end 1. og 2., men førstnævnte defineres bekvemt nok som danskere for ikke at virke ekskluderende. Således er ringen af 34 års bortforklaringer sluttet, og indvandringslobbyen kan konstatere med tilfredshed, at flertallet af befolkningen fortsat ikke har opdaget narrespillet. Men indvandringens fortvivlende skyggesider er nu så store, at de ikke længere kan skjules. Så tiden er kommet, hvor kritikere af indvandringen bliver anerkendt som drengen, der siger det, som alle kan se i ‘Kejserens Nye Klæder’, fremfor at blive kaldt for forkvaklet i sit menneskesyn, ikke-stueren, fremmedfjendtlig og racist.
