Mange muslimer i danmark er ordentlige mennesker som gerne vil danmark og danskerne, som finder det rigtigt at udvise tolerance over for mennesker der hylder traditionel dansk kultur, og som ikke tror på Allah og Muhammed. Muslimer som passer deres arbejde, bidrager til samfundet og opdrager deres børn til at være ordentlige mennesker der følger deres forældres gode eksempel.
Disse mennesker er for mig at se lige så velkomne som alle andre fremmede i dette land. Så langt er jeg enig med flertallet af de danske politikere.
Men virkeligheden er desværre ikke så enkel som mange forestiller sig. Islam er ikke kun en religion, islam er også en totalitær ideologi som ifølge koranen både stiller detaljerede krav til udøveren om hvordan vedkommende skal leve sit liv, og som også nøje definerer en efter vestlige begreber middelalderlig samfundsmodel som sit ideal.
En rettroende muslim skelner ikke mellem religion og den islamiske ideologi, for den rettroende muslim er religionen islam og den islamiske ideologi en og samme ting. Den rettroende muslim forventes at leve nøje efter koranen, for koranen opfattes som guds ord. Helt bogstaveligt.
Hvis det er korrekt som nogle fremfører at 99,9% af muslimer i danmark tilhører den gruppe af muslimer som vi kan beskrive som ordentlige mennesker, så var udfordringen måske til at håndtere.
Desværre tyder meget dog på at det ikke helt forholder sig sådan, og det giver derfor ikke nogen somhelst mening at kun at dele muslimer op i 'de gode og de onde'.
Billedet er naturligvis meget mere nuanceret. Så det er derfor ønskeligt at forholde sig til hele spektret af den islamiske trosretnings repræsentanter i danmark, lige fra fundamentalister til de nævnte fuldt integrerede, gode og ordentlige mennesker.
Debatten om hvor vidt vi har et problem med islamisering raser med orkanagtig styrke i øjeblikket, og der er vist kun meget få der er uenige i at vi har en udfordring. Men der hvor debatten virkelig skiller, er der hvor nogle påstår at problemet er katastrofalt, og andre påstår at problemet er så lille at det ikke er værd at beskæftige sig med.
Uden at forsøge mig med at kigge hverken 10 eller 100 år ind i fremtiden, og nøjes med at forholde mig til 'lige nu' vil jeg vove den påstand at både dem der mener at islamiseringstruslen er katastrofal, og dem der mener at den er ubetydelig, i høj grad lader sig lede af ukonkrete følelser og ideologier og at de i deres overbevisning om deres egen ideologis overlegenhed tankeløst undlader at søge viden og indsigt om problemets omfang.
Fremtiden vil jeg nøjes med at forholde mig til på den måde, at hvis vi ikke udviser rettidig omhu og omtanke i nutiden, så skal vi næppe gøre os nogen forhåbninger om at blive andet end tilskuere til den fremtid der ligger foran os.
Vi har ikke mange undersøgelser som sætter troværdige mål og vurderinger på fordelingen af muslimers placering på skalaen fra fundamentalistisk til fuldt integreret.
Men jeg vil gerne fremhæve en undersøgelse fra tyskland som blev foretaget i 2006/2007 og som gør et forsøg på at afdække størrelsesordenen af integrationspotentialet blandt borgere med muslimsk baggrund. Undersøgelsen er tysk, og kan naturligvis ikke overføres direkte til danske forhold, lige som undersøgelsen naturligvis også skal læses med et passende forbehold. Men jeg mener ikke desto mindre at undersøgelsen bør kunne tages som mere end et 'fingerpeg'.
http://europenews.dk/files/BMIStudy.pdf
Nu har vi således har fået sat lidt mere konkrete tal på problemets omfang, altså målt i træskolængder, og ud fra den antagelse at fordelingen af integrationspotentialet for muslimer i tyskland er nogenlunde sammenlignelige med danske forhold.
I mine øjne viser undersøgelsen ikke overraskende, at både de danskere der mener at islamiseringstruslen er næsten ikke eksisterende og kun eksisterer i hovedet på gale mennesker, og de som mener at islamiseringstruslen er til stede hos næsten alle muslimer tager fejl, og at de to lejre med hver deres ideologisk fastlåste positioner tilsammen har en betydelig del af skylden for at der i praksis er blokeret for konkrete løsninger på udfordringen.
Når vi så (forhåbentlig) allesammen er krøbet ned fra vores respektive elfenbenstårne, og er begyndt at forholde os lidt mere rationelt til den tilgængelige viden, og har skubbet følelsesmæssigt inficerede ideologier lidt i baggrunden kunne vi måske begynde at debattere rationelle løsningsmodeller.
Jeg lægger for eksemplets skyld ud med at præsentere en rudimentær løsningsmodel som jeg indrømmer ikke er særlig gennemtænkt. Men jeg gør det aligevel fordi jeg synes den indeholder noget principielt, og håber dermed at inspirere til en debat der afsøger muligheder for konkrete løsningstiltag i stedet for blot at fortsætte yderfløjenes uproduktive mudderkastning.
Et rudimentært og foreløbigt løsningsoplæg kunne være:
1) Opsig danmarks tilslutning til konventioner og internationale aftaler som forhindrer os i punkt 2), 3). og punkt 4). Til dette tiltag benyttes en folkeafstemning, og danmarks suveræne ret til at regulære omfanget af indvandring indføjes i grundloven.
2) Stop yderligere indvandring af grupper som erfaringsmæssigt er vanskelige at integrere. Grupperne er relativt enkle at identificere, det kan gøres med et opslag på danmarks statistik. Accepter at vi dermed vil indføre statssanktioneret diskrimination.
3) Sæt nogle mål for integrationen af dem vi allerede har accepteret. Målene kunne indeholde noget så simpelt som tallene for kriminalitet og beskæftigelse. Accepter at vi dermed vil indføre statssanktioneret diskrimination.
4) Når målene for integration er tilstrækkeligt opfyldte kan der gradvist genåbnes for indvandring fra tidligere diskriminerede grupper.
