Flygtninge dans

Finanskrise, ungdomsarbejdsløshed og globalopvarmning

Chris Bjerknæs,

04/08/2015

Finanskrise, ungdomsarbejdsløshed og globalopvarmning. Vores generation har hovedet prop fyldt med kriser. Men den største og mest tabubelagte krise, er den krise nutidens massive indvandring bringer med sig. Den sætter vores velfærdssamfund under et kolossalt pres og vores sammenhængskraft på endnu usete prøvelser. Vi oplever i disse år en massakre på alt det, der gennem generation har opbygget vores nationalstat.


Det er den krise vi skal turde, at se i øjnende. Vi skal turde, at tage de kampe, der foregår i hverdagen, vi skal tage tyren ved hornene og ikke lade stå til, vi skal tage opgøret mod 60'ernes og 70'ernes socialdemokratisme!


Et hav af ghettoer, og et hav af steder med parallelsamfund, hvor islamismen hersker, hvor det multikulturelle har overtaget de danske værdier og alt dette er på fremmarch og styrkes dag for dag. Det er ikke et samfund der er inkluderende, men alle sammen steder, der ekskluderer det øvrige Danmark og lukker sig inde i mørke betonblokke.


Meningsmålinger og bevægelser viser rundt omkring i hele Europa, at en stram udlændingepolitik og bevarelsen af nationalstaterne, er vejen frem. Jeg ved godt, at det kræver mod, og det kræver eftertænksomhed, at stå ved holdninger om en stram udlændingepolitik og bevarelsen at det nationale. Et mod, en stor del af min generation har, på trods af, at de er blevet tudet ørene fulde af de kulturradikale og den vestreorienterede elite, som har gjort alt for at anklage højrefløjen for populisme og manglende barmhjertelighed. Det har været en evig kamp for dem. Men også en kamp for at slippe for at svare på de simple spørgsmål: Hvad gør vi med alle de indvandrere, der står uden for arbejdsmarkedet? Hvad skal Danmark leve af, når flere og flere havner på overførselsindkomster? Hvad skal vi gøre med de store integrationsproblemer, der hersker i visse bydele med udbrændte biler og utryghed? Hvordan skal vi bevare det velfærdssamfund, som vi har i dag?

 

Vild med dans

 

En politikeres fornemste opgave er, igennem lovgivningen, at sikre et dansegulv, som befolkningen kan danse på under trygge og gode rammer, mens musikken spiller op til dans og der ikke er for mange der sidder ude på stolerækkerne.


Vi skal gøre op med Stine Bosse og andre der trækker flygtninge ind på dansegulvet og portrætterer dem, gør dem nærværende, gør dem til gidsler i et dansk integrations og flygtninge problematik der har fejlet og har skabt skel, ghettoiseringer og uduelighed.  

 

Vi skal hjælpe de flygtninge, der reelt har behov for det, vi skal overholde vores forpligtelser, vi skal tage vores ansvar og det er det vi gør, når vi står i dag, med tusindevis af flygtninge og et ansvar for at hjælpe de flygtninge, der i disse dage og måneder flygter fra krigen i Syrien og andre af verdens brændpunkter. Men nok skal vi hjælpe, men vi må i højere grad sikre, at andre lande også hjælper og tager deres ansvar, når danse gulvet begynder at krakelere ude i hjørnerne og der ikke er plads til flere.

 

Det er det der skal være det toneangivende, vi må erkende at vi har modtaget flere indvandre og flygtninge end vi kan nå at integrere. Så når Stine Bosse og andre tordner imod annoncer, der skal fortælle om forholdene i Danmark med det budskab at det vil skræmme indvandre væk, blandes indvandring og flygtninge sammen og flygtningene førers frem som kendisser i vild med dans og der skimtes ikke til sammenhængskræften i Danmark. 


Vores kultur og sammenhængskræft er alfa omega, det er vores sammenhørighed, vores fælles værdigrundlag. Det kan ikke læres i en statsborgerskabsprøve, det kræver hårdt arbejde og vilje. Det hårde arbejde belønnes med et fællesskab og en velfærdstat, der er parat til at gribe dig, hvis du falder – et fantastisk dansegulv, som vi må værne om for at bevare det. Man er nødt til at gøre en indsats, for at forstå, acceptere og lære denne kultur. For alt andet end lige vil et fremtidigt multikulturelt samfund blive en massakre på vores nationalstat, på vores velfærdsamfund og efterlade et fattigere Danmark, på alle punkter hvis ikke vi tør at stiller krav.


Vi skal være generationen, der tør at tale om problemerne, vi skal være dem der forholder os til, hvad der rører sig i danskernes hverdag, hvad der kommer til at berøre dem i deres fremtid. Vi må aldrig have berøringsangst, vi må og skal ikke tie problemerne ihjel. Vi skal tage tyren ved hornene og kritte danseskoene! 

 

 

Kilde: