Af Victor Fremming,
Studerende og bestyrelsesmedlem i Konservativ Ungdom I København
&
Chris Bjerknæs, debattør og medlem af Dansk Folkeparti
Hvorfor er vi i Vesten begyndt, at tale om følelser frem for fakta? Hvorfor er det blevet et legitimt argument, at føle sig krænket?
d. 19 november skriver, Ismahan Ismail Hersi, i et debatlæg i Information at hun, som ung muslim, bliver ”radikaliseret” og ”dæmoniseret” af højrefløjen.
Hersi skriver at: ”Den sande radikalisering begynder med højrefløjens diskriminerende retorik”
Dette indlæg er et perfekt eksempel på den krænkelseskultur og offermentalitet vi i stigende grad ser i ikke bare Danmark – men i hele den vestlige verden. Vi taler ikke længere om fakta, men om følelser.
Som en del af to forskellige positioner på den – i Hersis øjne – hadske højrefløj, kan vi kun tale på egne vegne.
Vi dæmoniserer ikke muslimer – overhovedet. Men vi tager klar afstand fra islam som politisk ideologi, som nu en gang fylder en del af religionen og som er fuldstændig uforegentlig med det vestlige liberale demokrati og de frihedsidealler, som dette er bygget op omkring.
Derudover godtager vi ikke præmissen om, at følelser skal stå før fakta i en debat. Det er ikke en dæmonisering, at pege på, at muslimske indvandre nu en gang er væsentligt overrepræsenteret i statistikker, fra Danmarks Statistik, omhandlende bl.a. kriminalitet, arbejdsløshed, eller at der er problemer med muslimske parallelsamfund overalt i Vesten. Det er derimod at gå ind i debatten med et realistisk og statistisk udgangspunkt - fremfor et følelsesmæssigt.
Radikalisering sker ikke af højrefløjen. Det sker af Ismahan Ismail Hersi selv, fordi det er umuligt at argumentere imod statistik. Statistik ser ingen farver eller racer - Statistik ser fakta.
I sit forsøg på at være så tolerant og antiracistisk som muligt, bliver Hersi i stedet det modsatte.
At proklamere at: ”Højrefløjen i Danmark udgør en alvorlig fare for sig selv og Danmarks sikkerhed.” er komisk, ja næsten grinagtigt.
Højrefløjen er ingen fare mod den danske sikkerhed - den er et værn derom. Når Hersi sætter lighedstegn mellem højrefløjen og Syrien-krigerne, legitimerer hun det valg de unge mennesker tager når de tilslutter sig IS. Hun gør det acceptabelt, fordi det hele jo er et produkt af højrefløjens hadske retorik. På den måde fritager hun disse mennesker ansvaret for de gerninger de bedriver, og de menneskeliv de tager.
Derudover skyldes de nationale integrationsproblemer nok nærmere den nedbrydelse af den danske kultur, som venstrefløjen har stået for de seneste 40-50 år – end den skyldes nogen retorik højrefløjen har tillagt sig.
Derudover er den fejlslagne liberale udlændingepolitik, eksemplificeret ved Udlændingeloven af 8. Juni 1983, ligeledes en stor synder.
Det nytter intet, at debattører som Ismahan Ismail Hersi, skal diktere debatten i det offentlige rum. Debatter - som indvandringsdebatten – er så uhyre vigtige debatter at have, da disse er altafgørende for hvordan det danske samfund kommer til at se ud i fremtiden.
Hvis vi ikke bliver ved med at bringe disse ting til debat, ender Danmark som Sverige. Et land hvor den intolerante tolerance er total. Et land med væsentligt større integrationsmæssige problemer, men samtidig en så stor politisk korrekthed og krænkelseskultur at debatten bliver tiet ihjel.
Vi benægter ikke, at der findes racistiske røster på højrefløjen. Der findes idioter på alle fløje af det politiske spektrum. Men at være racist og kritisk er ingenlunde det samme. Det er ødelæggende for debatten, at alle de der stiller sig kritiske over for disse problemstillinger bliver sat i samme bås med mærkatet ”racist”.
Vi er nødt til at tage disse debatter ud fra kendsgerninger og ikke følelser – både på højre- og venstrefløjen. Kendsgerninger der, desværre, viser at der er et kolossalt problem med at integrerer muslimske indvandrer i hele den vestlige verden.
Højrefløjen radikaliserer ingen – det gør offermentaliteten og de postfaktuelle strømninger i den offentlige debat.
