Den ellers storstilet lancerede Taksøe-rapport fra maj 2016, der skulle indkredse en ny, mere interessebaseret udenrigspolitik for Løkkes regering ser ud til at være lagt i mølposen. Allerede Kristian Jensen omtalte den adspurgt nu fast som ”en af ministeriets analyser”. Anders Samuelsen har ikke nævnt den med et ord.
Det lykkedes så heller ikke ambassadør Taksøe at blive særligt konkret, hvis opgaven var at beskrive, hvad en udenrigspolitik, der bygger på danske interesser frem for velmente, men flygtige tiltag rundt omkring i verden, skulle prioritere. Danmark skal ifølge rapporten stadig give en ret stor u-landsbistand, måske i en lidt ændret form. Danmark skal deltage i sanktioner mod Rusland. Og vi skal fortsat først og fremmest ligge på linje med det øvrige EU i de fleste spørgsmål, hedder det. Men er det det, der understøtter danske interesser? Et nyere bud ville være, at Danmarks udenrigspolitik i mindre grad skal følge et ideologisk spor om at afhjælpe fattigdom, fremme demokrati, fred og menneskerettigheder i hele verden. Disse mål, som har været ganske afgørende for Danmarks udenrigs- og dermed også bistandspolitik de seneste mange årtier, bør snarere ses mulige afledte effekter af, at vi fører en interessebaseret udenrigspolitik, ikke som opnåelige mål i sig selv.
Men hvis vi forfølger egne interesser, bliver verden også et bedre sted. Vi fremmer egne værdier og afhjælper fattigdom som indirekte følge heraf. Lad os se på interesserne i tre hovedgrupper:
1) Sikkerheds- forsvarspolitiske interesser, der helt basalt går ud på at sikre det danske territorium mod fremmede angreb. I forhold hertil er det afgørende, at Danmark opbygger et egentligt forsvar af riget, hvilket vil kræve investeringer i forsvaret samt en udvidelse af brugen af værnepligt. Uden en stærk Nato-alliance er forsvaret af Danmark dog ikke sikret, selv om der også må arbejdes mere sammen med og søges inspiration hos vore nabolande Finland og Sverige, der ikke indgår i alliancen. Danmark skal leve op til at anvende 2% af BNI på forsvaret og arbejde for en forsvarspolitisk situation, hvor vi i højere grad varetager eget forsvar frem for at være afhængige af USA. Vi bør i højere grad selv kunne sørge for vores sikkerhed omkring Østersøen og sammen med vores naboer i Norden og Baltikum. Det kræver, at Danmark fører en udenrigspolitik, der fremmer afspænding i Østersøområdet og Arktis, dvs. især i forhold til Rusland. Danmark bør stort set ikke deltage i krige langt fra landets grænser længere. Det er meget svært at se, hvordan det fremmer vore egne interesser at deltage i flere krige i Mellemøsten. Typisk hedder det, at vi må stå sammen med USA, fordi USA sikrer vores frihed. Men forholdet til USA må kunne varetages på anden og mere meningsfuld vis og gå hånd i hånd med en mere selvstændig varetagelse af rigets forsvar. Når Sverige og Finland kan, kan vi vel også.
2) Økonomiske interesser, der går ud på at lette dansk erhvervslivs muligheder for at handle med udlandet og at gøre det attraktivt at investere i Danmark. Her er forholdet til fremtidens EU af stor betydning, hvor Danmark måske kan forblive i de dele af samarbejdet, der oprindelig lå i EF, mens vi ikke skal træde ind i yderligere overstatslige strukturerer. Dette kommer helt af sig selv, da vi allerede befinder os i forlokalet til EU i kraft vore forbehold, som ingen vist realistisk forestiller sig kan ophæves. Dernæst skal Danmarks handelspolitiske interesser fremmes ved at udbygge det handelspolitiske samarbejde med Storbritannien, USA, BRIC-landene (Brasilien, Rusland, Indien, Kina) og andre voksende økonomier i verden ved såkaldt økonomisk diplomati.
Som logisk følge heraf skal Danmark arbejde for afvikling af økonomiske sanktioner og stille sig imødekommende over for f.eks. Ruslands ønske om at udvide Nordstream-gasledningen. Sanktioner har stort set ingen effekt, og vi har f.eks. på sanktionerne over for Rusland haft et eksporttab på mindst 3 milliarder årligt. Det kan man altså dårligt hævde, er i Danmarks interesse.
3) Kulturelle interesser kan gå ud på at fremme kendskabet til dansk kultur i udlandet som investering i langsigtet branding. Der er ingen tvivl om, at Danmark har et godt brand, der er sammensat af så forskellige elementer som H.C. Andersen og andre store danske forfattere, dansk film, dansk design og kvalitetsprodukter, sport, kongehuset mv. Danmarks brand er i langt højere grad baseret på den slags mere vedvarende værdier end tilfældige udsving i f.eks. udlændingepolitikken, der under tiden siges at forringe Danmarks image. Den kulturelle branding har også til formål at gøre Danmark kendt som turistmål.
De tre interessefelter skal være gennemgående pejlemærker i forhold til alle dele af udenrigspolitikken, der traditionelt ses som opdelt i 4 hovedalliancer: Forholdet til Norden, til Europa (EU), til Nato og til resten af verden i FN. Hertil skal føjes en femte dimension, der skal gå ud på at styrke bilaterale forbindelser med lande, som Danmark kan have særlig gavn af at samarbejde med, f.eks. BRIC-landene, Japan, Israel mfl.
U-landsbistanden skal afvikles i sin traditionelle form, og vi skal væk fra at have en diskussion om at bruge en bestemt procentsats af BNI årligt på bistand. Det betyder dog ikke, at Danmark skal melde sig helt ud af det internationale bistandssamarbejde, idet Danmark fortsat skal yde bistand til at forbedre situationen for verdens 60 millioner flygtninge og migranter i nærområderne, til akut nødhjælp ved katastrofer og krig. Dette vil også gøre det lettere at lukke grænsen og indføre det asylstop, alle ved, vi ender med at måtte have. Idet vi kan fastholde over for omverdenen, at vi gør en indsats, en meningsfuld indsats. Indsatsen skal gøres på en måde, der fremmer de tre danske interesser, dvs. at bistand typisk vil kunne finde sted, hvor det er muligt at fremme danske økonomiske og kulturelle interesser. Fremme af frihandel og forbedret infrastruktur til gavn for international handel skal herudover være i fokus for dansk fremtidig bistandspolitik. Forholdet til den islamiske verden udgør et selvstændigt problem i Danmarks interessevaretagelse, idet faren for konflikter er stor, som vi har set det med Muhammed-sagen, krigene i Irak, Libyen, Afghanistan, Syrien mv. Danmark bør i fremtiden søge ikke at blive involveret i disse konflikter og udelukkende se den islamiske verden som et eksportmarked.
Samhandlen er det eneste meningsfulde forhold, vi kan have til disse lande. Fremme af demokrati osv. som vi har set det i forlængelse af det såkaldte Arabiske Forår skal opgives. Danmark skal ikke længere involvere sig i forhold til konflikten mellem Det Palæstinensiske Selvstyre og Israel, og arbejdet for diverse køreplaner og andet i regionen skal ikke være et fokusområde for Danmark. Demokrati og fred skal komme indefra og tager tid. Og det er ikke noget, Danmark har en interesse i at lægge en masse ressourcer i, slet ikke, da vi erfaringsmæssigt ikke reelt kan gøre en forskel.
Danmark fører udenrigspolitik for hele riget. Derfor er det vigtigt at indtænke Rigsfællesskabet: Rigsfællesskabet skal bevares i sin nuværende form, og det er næppe realistisk, at Grønlands og Færøernes Selvstyre kan hjemtage flere områder. Perspektivet i samarbejdet skal derfor ændres fra et konstant fokus på en kommende selvstændighed for Grønland og Færøerne til en politik, der ser Grønland og Færøerne i et Rigsfællesskab med Danmark i al fremtid. Dette betyder ikke, at Grønland og Færøerne fortaber deres ret til selvstændighed – den har de til hver en tid – men det er ikke som sådan et perspektiv, der skal lægges på dagligdagens samarbejde. Derfor må den grønlandske og færøske befolkning også deltage i forsvaret af riget i form af værnepligt, ligesom udenrigstjenesten skal arbejde for grønlandske og færøske interesser territorialt, militært, økonomisk og kulturelt.
