Mandag d. 2. maj deltog jeg i et seminar i festsalen på Københavns Universitet. Emne: Ny verden – ny udenrigspolitik? med afsæt i ambassadør Peter Taksøe-Jensens redegørelse om dansk udenrigspolitik.
Massivt fremmøde af the establishment
Som medlem af Det Udenrigspolitiske Selskab har jeg været til mange møder i festsalen, men aldrig med så massivt et fremmøde. Alle fra the establishment var af huse, og når jeg skriver the establishment, var det fordi jeg i forbindelse med den efterfølgende paneldebat og spørgsmål fra salen igen-igen oplevede, hvordan Akademia og diverse NGO’ere med sugerøret i u-landshjælpen i skøn samdrægtighed kunne være enig om én ting i forsøget på at analysere og adressere de aktuelt vigtigste udenrigspolitiske problemer: Ikke at nævne elefanten i dagligstuen, nemlig at med en ukontrolleret masseindvandring fra Mellemøsten og Afrika breder islam sig i Europa, og med islam følger altid sharia – i form af en kultur og politiske krav, der er en trussel for de vestlige demokratier. Måske den pt største trussel.
Et såkaldt ekspertpanel
Det er ret interessant – og bekymrende - at skatteborgernes penge går til at finansiere bl.a. følgende folk, der sad i det såkaldte ekspert-panel: Rebecca Adler-Nissen, professor, Center for Europæisk Politik, KU, Helle Malmvig, seniorforsker, udenrigspolitik, Dansk Institut for Internationale Studier, Martin Marcussen, professor, Center for Europæisk Politik, KU, Mikkel Vedby Rasmussen, professor, Institut for Statskundskab, KU og Birgitte Qvist-Sørensen, generalsekretær, Folkekirkens Nødhjælp.
Hvorfra stammer min skepsis over for det store flertal af akademiske medarbejdere på de samfundsvidenskabelige institutioner og centre? Fra deres ofte mangelfulde analyser. Et par eksempler: Begejstringen over Det Arabiske Forår, som viste sig at være et efterår, ja vinter, fordi Mellemøstforskerne tilsyneladende var uvidende om islam. Eller måske bare var bange for at sige sandhederne? Navne som Leila Stockmarr og Michael Irving Jensen er begge notorisk anti-Israel, hvilket går ud over deres fakta. Og så er der fx Garbi Schmidt, der blev berømt for sin katastroferapport ”Pardannelse blandt etniske minoriteter i Danmark”, hvor hun fejlagtigt konkluderede, at ”80% af de etniske minoritetsunge vælger selv deres ægtefælle”, samt at ”Etniske minoritetsunge prioriterer det frie valg i deres kæreste- og ægteskabs-forhold.” (Politiken 11.8.04). De fatale fejltagelser har imidlertid ikke forhindret hendes videre karriere.
Den netop fratrådte CBS-professor Uffe Østergaard lod i et interview i Weekendavisen d. 15.4.16 disse ubetalelige ord falde som svar på spørgsmålet, hvordan Europa skal forsvare sine ydre grænser: ”Med et jerntæppe. Med trådhegn i fire baner, lyskastere og vagtposter. Mange vagtposter. Og til havs bevæbnede Frontex-skibe, som kan samle flygtninge op og sejle dem tilbage til den kyst, de kom fra.” Når fanden bliver gammel – og går på pension, så falder sandhederne.
For statens penge har Uffe Østergaard, den store europæer, i årevis fået lov til stort set uimodsagt at kolportere sine politisk korrekte EU-lovsange til mega-skade for Danmark. Og her er det så, at han bare er i SÅ godt selskab, bl.a. med en række medløbere på Dansk Institut for Internationale Studier. På diverse samfundsvidenskabelige universitets-institutioner sidder en stjernerække af højt betalte ”forskere” i deres elfenbenstårne og leverer ideologiske multi-kulti-analyser forklædt som faktuel forskning. Jf. den netop publicerede antologi ”Multikulturalismens fælder. Mørklægning og moralisme i medier, forskning og politik”, hvor dokumentationen er at finde.
En Uffe Østergaard er et klassisk eksempel på en universitetsansat, der havde de faglige forudsætninger for at kunne have gjort en forskel i debatten om EU og de åbne grænser. Hvis han altså havde vist mod og fortalt sandheden i form af at lægge fakta frem, i stedet for at stikke fingeren i vejret og mærke, hvilken vej vinden blæste.
Tilbage til seminaret.
Peter Taksøe-Jensen-rapporten
Peter Taksøe-Jensen-rapporten har bestemt gode takter, men hvad skal man mene om en mand, der – hvis jeg forstod ham korrekt – gav udtryk for, at det var en god ting at bombe i Libyen, når enhver, der orienterer sig i de ikke-etablerede medier ved, at Muammar Gaddafis valg har skabt ragnarok og bidraget til yderligere at skabe migrant-pres på Europa? At bombe Libyen er en af de mest tåbelige beslutninger, der er taget i nyere tid.
At Taksøe-Jensen ser EU som svaret på de mega-problemer, vi står overfor, peger også på, at SÅ kontroversiel er denne rapport, der taler om danske interesser, vist da heller ikke.
Rebecca Adler-Nissen
Rebecca Adler Nissen, som jeg tidligere har haft stor respekt for som EU-kyndig, er faldet til patten, nu hun har fået et professorat, hun bare er SÅ glad for - kunne hun begejstret afsløre for forsamlingen. Glæden kan man sagtens forstå, for hun er i så inderligt godt selskab med en række andre professorer rundt omkring i landet, der også har gjort det til deres livsværk at lægge røgslør ud for de faktiske problemer. Ingen nævnt, ingen glemt.
Ligesom Uffe Østergaard vil de sikkert også fortælle sandhederne engang, men det bliver først, når de er gået på pension – og Danmark under.
Birgitte Qvist-Sørensen
Så var der Birgitte Qvist-Sørensen, generalsekretær, Folkekirkens Nødhjælp, som med mange ord gang på gang flashede sin uvidenhed om de faktiske forhold i indvandrings-tsunamien. Hun kaldte konsekvent de økonomiske migranter for flygtninge og havde problemer med at se ud over sin Syriens-næse. Viden om islam: Tilsyneladende ZERO. Ville hun gerne have flere penge til ”flygtninge”? Gæt selv.
Helle Malmvig var en takt bedre, hvilket nu heller ikke siger meget. Hun slog på, at problemet i de arabiske lande var dårlig regeringsførelse, og at vejen frem var økonomiske reformer. Hm! Hvad med i stedet at stille spørgsmålet: Hvad er det for en kultur, der ikke er i stand til at skabe demokratier a la Vesten? Kunne man bruge lidt tid på det på DIIS? Frem for at hjernevaske de unge statskundskabsstuderende med ideologier? En fødekæde er i gang her, hvor fremtidens beslutningstagere vil være lige så dårligt klædt på som deres undervisere.
Det Arabiske Initiativ
Så gik Malmvig vældigt meget ind for Det Arabiske Initiativ. Jeg anede ugler i mosen, men måtte først omkring historikeren Torben Hansen for at være sikker i min sag. Han kunne oplyse følgende:
”Det højt besungne "arabiske initiativ" handler om Israel. På to topmøder - 2002 og 2007 - foreslog arabiske toppolitikere, at der skabes fred og normalitet i Mellemøsten ved at presse Israel til at evakuere de såkaldte "besatte områder" - herunder også Jerusalem. Obama, Kerry og på det seneste også Frankrigs Fr. Hollande kan så fifle videre med ideen på fjerde årti.
Initiativets fiktive grundlag er, at der findes / fandtes en palæstinensisk nation, som er blevet besat af Israel. Lederne af denne "nation" har ved flere lejligheder afvist en arabisk stat i disse områder - Judæa og Samaria ("Vestbredden"). Siden Oslo-aftalen fra 1992 - efterfulgt af yderligere traktater - har Israel anerkendt PLO som en "enhed", der udøver begrænset myndighed. PLO anerkendte Israel som forhandlingspartner, og Judæa og Samaria blev delt i tre zoner.
Dette ønskes revideret.
Initiativet er groft sagt kun til pynt - ikke mindst på grund af Islamisk Stat og de enorme problemer i Syrien og Irak. Men det kan bruges af alle de velmenende akademikere i DIIS m.v. Det fungerer som en blandt flere afledningsmanøvrer (uanset om de involverede selv erkender dette!).
Der er intet nyt i dette udspil. PLO og HAMAS vil aldrig opgive deres forsøg på at udslette Israel. Da de ikke evner dette, nøjes de med at opfordre unge arabere til "kniv-intifada". Og det belønnes af USA og EU med klækkelige tilskud. Samtidig kører halvdelen af USA's og UK's universiteter den anti-israelske kampagne med "Boycot, Divestment, Sanction". (citat slut)
Se det var jo en lidt anden vinkel.
Prisen for struds-stikker-hoved-i-busk blev dog vundet af Mikkel Vedby Rasmussen, professor (nok en professor!), Institut for Statskundskab, KU. Han udnævnte det største udenrigspolitiske problem til at være Rusland.
Man forstår godt, at EU er gået så galt i byen i forhold til Ukraine, hvis de har fået råd med afsæt i analyser a la Vedby Rasmussens. Det er svært at lade være med at stille spørgsmålet, om institutioner som DIIS og Institut for Statskundskab ser det som deres primære opgave at vildlede den danske befolkning og intellektuelt dovne politikere frem for at vejlede?
Forskere er ikke mere sandhedssøgende
Dansk Akademia er gennemsyret af ideologier og diskurs-teorier og multikulturalisme, der negerer Sandhederne ved deres blinde vinkler og faktaresistens. Og altså ikke mindst de samfundsvidenskabelige institutter og centre har problemer med troværdigheden.
Den sørgelige konklusion er, at et stigende antal forskere ikke mere søger sandhederne. Mon forskerne selv er klar over deres begrænsninger?
